Verden omkring Europa brænder: Syrien og Irak er i opløsning, israelerne og palæstinenserne er for ved hvilken gang ved at rive hovederne af hinanden, i Ukraine udkæmper Rusland og Vesten en stedfortræderkrig, det arabiske forår er for længst blevet til en iskold vinter og længere sydpå i Afrika bidrager terrororganisationer som den somaliske Al-Shaabab og den centralafrikanske Boko Haram til anarki og kaos.

Og vi hører ikke et kvæk fra EU’s udenrigsminister, Lady Ashton, EU’s præsident van Rompuy eller kommissionsformand Barroso. Fordi august er feriemåned i EU - og det tager Unionen yderst seriøst.

Thomas Friedman fra The New York Times gennemførte for nylig et interview med præsident Obama om amerikansk udenrigspolitik. Her fastslog præsidenten, at USA vil dæmme op for et truende folkemord begået af IS i Irak. Men præsidenten gjorde det samtidig klart, at operationen forudsætter både lokal opbakning og international støtte.

I forhold til håndteringen af de store internationale udfordringer som Irak, Syrien og Ukraine er det kun USA og EU, der kan rykke, fordi vi har fælles værdier og de nødvendige militære og økonomiske muskler. Rusland udvikler sig under Putin i stadigt mere autoritær retning og fører en aggressiv udenrigspolitik, som vi ikke har set siden Murens fald. Kina varetager – dygtigt, det må indrømmes – egne snævre interesser, ikke mindst af økonomisk karakter. Asien i øvrigt, Latinamerika, Afrika – glem det.

For EU er der derfor en vigtig sikkerhedspolitisk rolle at spille, sammen med – ikke udenom – USA. Hvis vi vel at mærke evner at se ud over den europæiske andedam og finde fælles fodslag i EU. Det er også kun på den vis, at vi kan styrke multilateralisterne i USA, fordi vi da fremstår som en troværdig partner. Er vi splittede og svage, vil det omvendt give medvind til de kredse i USA, der gerne ser, at USA kører solo, idet de kan henvise til, at Europa jo alligevel ikke kan »deliver«, dvs. levere varen.

Realiteten er, at EU er mere eller mindre handlingslammet og at Europa sover, snorksover – kontinentet er fokuseret på håndteringen af den økonomiske krise og den demografiske udfordring med et aldrende Europa. Financial Times har beskrevet os som »det døende kontinent«. Vi er som kustoder i et velfærdsmuseum, hvor vi dyrker fortidens triumfer – og satser på forhåbninger og ønsketænkning, når det gælder fremtiden. Trods al retorik om EU’s militære dimension, udgør vi ikke nogen sammenhængende militær magt.

Årsagerne til miseren er mange, bl.a. at de europæiske eliter har en indgroet interesse i status quo. Og befolkningerne lytter til de politikere, der lover mere velfærd – og ignorerer kommende generationers behov for den sikkerhed, der er en forudsætning for velfærd på den lange bane.

EU’s styrkede forsvarspolitiske rolle bør også udfolde sig i forhold til NATO-samarbejdet. I Atlantpagten bør vi både støtte et mere globalt engagement og imødegåelse af nye trusler og samtidig have fokus på Europa og konventionelle trusler fra Rusland. Efter Ruslands ageren i Ukraine vil vi forhåbentlig se et mere aktivt NATO i de kommende år? Er der klare geografiske grænser for NATO – eller vil Sydkorea, Australien og New Zealand kunne blive medlemmer? Og hvilke opgaver skal NATO løse i Afghanistan post 2014 – træning og uddannelse, specialstyrker, droner, luftstøtte?

Spørgsmålene er mange – og baggrunden dyster:

Forsvarsbudgetterne er i mange af medlemslandene i nærmest frit fald. Kun en håndfuld lande opfylder målet om forsvarsudgifter på to pct. af BNP. Og det er dybt naivt at tro, at USA, der selv er hårdt ramt af økonomisk krise, skulle være parat til at udfylde hullerne i Europas forsvar. Vist stod Europa for lederskabet af operationen i Libyen. Men det var USA, der stod for efterretningsvirksomheden, USA som udpegede bombemålene og USA der klarede lufttankningen. Dette er så meget desto mere pinligt for Europa som Libyen-operationen kun var 20 pct. af NATOs engagement i Kosovo.

Mens der skæres på forsvaret i NATO, har bl.a. Rusland og Kina stærkt stigende militærudgifter. Troværdigheden af NATOs afskrækkelse bliver dermed svækket og vi får stadigt sværere ved at håndtere morgendagens udfordringer som pirateri, terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og cyber krigsførelse.

Problemet med færre økonomiske ressourcer til vores fælles forsvar forstærkes af, at nedskæringerne er ukoordinerede – og det selv om de i den grad har direkte konsekvenser for NATOs evne til at nå de fælles mål. Ikke mindst i krisetider er det de nationale interesser, der får lov til at veje tungest i forhold til allianceforpligtelserne.

Samarbejdet med USA kommer under pres i de kommende år – fordi USA i stigende grad ser mod Vest, altså mod Asien snarere end mod Europa. Efter Afghanistan vil vi i stigende grad også se forskellige interesser mellem medlemslandene, f.eks. når det gælder trusselsvurderingen. Sammenhængskraften internt i alliancen er under øget pres. Vi har allerede i Afghanistan set en skillelinje mellem de lande, der deltager i operationer i den skarpe ende (bl.a. Danmark) og lande, der ser til fra sidelinjen. På samme måde vil samarbejdet med partnerlande gennem f.eks. fælles træning og øvelser blive mere kompliceret.

Europas samlede forsvarsbudget er på ca. 1/3 af det amerikanske, men vi får kun en lille brøkdel af den slagkraft, amerikanerne får for deres budget – fordi vi ikke samarbejder. Europa bruger mere end halvdelen af udgifterne på personel og administration (USA kun 25 pct.) og langt hovedparten af udgifterne er nationale uden nogen form for koordination. Et konkret eksempel: Europa har ti forskellige typer af lufttankningsfly. Det siger sig selv, at det bliver sværere og dyrere at kommunikere indbyrdes på den baggrund.

Svaret på miseren bør være et fælles europæisk forsvar. Det vil give meget betydelige økonomiske gevinster i kraft af stordrift og en effektiv arbejdsdeling. Som minimum bør vi gå efter øget koordination og samarbejde ikke mindst blandt de europæiske allierede. Nogle lande vil kunne stille baser til rådighed, andre veltrænede kamptropper til fredsbevarende missioner, andre lande er stærke når det gælder f.eks. minerydning, efterretningsvirksomhed, kommunikation osv.

På positiv-siden står, at EU netop i disse år er ved at have en fælles udenrigstjeneste på plads. I Europa har vi i et vist omfang fælles interesser, f.eks. når det gælder kommende generationers behov for stabile energiforsyninger. Vi har også et stærkt udgangspunkt: 28 lande, ½ mia. mennesker, ¼ af verdens økonomi og verdens største handelsaktør og donor i forhold til ulandene.

Set fra Danmarks synspunkt er der alt at vinde ved en fælles europæisk sikkerhedspolitik. EU er vejen til dansk indflydelse i verden, uanset om det gælder klimaforandringer, energiforsyning eller løsningen af konflikter som Gaza og Ukraine. Det er også bemærkelsesværdigt, at når det lykkes EU at finde fælles fodslag, er det næsten altid en sympatisk linje set med danske briller.

Kan Danmark spille en rolle? Vist så, Danmark er både anerkendt for vores »soft power« og vores deltagelse i skarpe operationer. Vi har verdens mest effektive udviklingsbistand. Og vi har militær og politi, der nyder bred anerkendelse for deres bidrag til at stabilisere verdens brændpunkter. Det giver os samlet set et unikt afsæt for at kunne påvirke de globale udfordringer.

Vores akilleshæl er vort EU-forbehold på forsvarsområdet. Et Europa i flere hastigheder – som de hjemlige EU-modstandere tilsyneladende drømmer om – er hverken teknisk eller politisk muligt. EU kan ikke optræde som en enhed udadtil, hvis vi ikke er en enhed indadtil. Af hensyn til Danmarks fulde og helhjertede deltagelse i EU- og NATO-samarbejdet bør vi derfor så snart som muligt droppe forsvarsforbeholdet.