Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Venstreradikale har kun et »fuck« tilbage

Ulla Holm: Den radikale del af venstrefløjen har det til fælles med vrede muslimer, at de er afhængige af alt det, de bekæmper. De venstreradikale fremmaner et falsk billede af Danmark som et diktatur for overhovedet at kunne eksistere.

Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tragedien med de muslimske optøjer i den arabiske verden over en islam-kritisk film har alt andet lige haft noget fortrøstningsfuldt over sig: nemlig den rare følelse af at sådan opfører vi os trods alt ikke herhjemme. Imidlertid udstiller balladen om de 14 aktivister fra det venstreradikale miljø, der på PETs foranledning blev anholdt (og løsladt igen) forrige tirsdag for hærværk mod en bank og en politistation i København, at der er et slægtskab mellem de vrede muslimer og det venstreradikale miljø i Danmark. Når alt kommer til alt, har de venstreradikale det samme forhold til PET og »systemet« som de vrede muslimer har til islam-bashing: Fjenden er i virkeligheden en allieret, for uden den ville man ikke være noget som helst. I sidste uge skrev Waleed Aly, lektor på Monash University, i en kommentar i The Sydney Morning Herald om de vrede muslimer: »Snart har vi en subkultur, hvor selve samhørigheden næsten udelukkende bygger på fælles forurettelse. Snart ender vi med en identitet, som ikke har noget at sige om sig selv. En identitet, som bygger på den mest forarmede position af alle: At være trodsigt vred er at være til.«

Citatet kunne have været brugt om de venstreradikale. Således er »den massive repression« fra »repressive institutioner« - som de anholdte aktivister i en erklæring på portalen Modkraft hævder at være genstand for - når alt kommer til alt, hvad man på engelsk kalder »a blessing in disguise«. Meget kan man mene om lømmelpakken, terrorloven og PETs metoder, men faktum er, at de kommer som sendt fra himelen på et tidspunkt, hvor den radikale del af venstrefløjen ikke har nogen egentlig sag, der kan mobilisere den. Fortællingen om systemets »massive repression« og den vrede, man lader den give anledning til, er blevet det eneste brændstof, der kan holde den aktivistiske gryde i kog. Det blev især tydeligt efter rydningen af det gamle ungdomshus på Jagtvej. Herefter aftog nemlig aktivitetsniveauet blandt brugerne. Uden huset var der tilsyneladende intet i verden, der var en demo værdig. Som Johannes Andersen fra Aalborg Universitet sagde i Berlingske: »Ungdomshuset har ikke den samme kultstatus som tidligere. En del af de demonstrationer, der var omkring det gamle ungdomshus, handlede i høj grad om overlevelse.« Tesen om miljøets politiske fallit blev i Politiken forrige uge bakket op af Chris Holmsted Larsen, forsker i ekstreme politiske grupper ved RUC: »Historisk mangler den yderste venstrefløj lidt et fælles projekt i øjeblikket. Jeg har en fornemmelse af, at man står lidt i et vadested.« Også Holmsted Larsen bekræfter, at luften forsvandt ud af den yderste venstrefløj da ungdomshuset blev ryddet. Selv ikke finanskrisen har været nogen mobiliserende faktor. Man så det, da politiet rydede Rådhuspladsen for Occupy-demonstranter: der var to ludere og en lommetyv, der nærmest virkede lettet over at måtte tage hjem i varmen.

Når en bevægelse er blottet for politisk substans og mobiliseringskraft, er det en taktisk overlevelsesmanøvre at gøre sig selv til selve sagen. Det lykkedes effektivt med kampen for Ungdomshuset, men nu hvor det er væk, har man måttet finde nye metoder til at gøre sig selv til det primære objekt for den fortsatte kamp. Her kommer modstanden mod de »repressive institutioner« ind i billedet. Den eneste systemkritik aktivisterne kunne svinge sig op til, var at skrive »fuck capitalism« på Nordeas façade på Nørrebro. Snarere end at handle om kapitalismen, er sagen da også fra begyndelsen kommet til udelukkende at handle om aktivisternes ret til at kritisere den. Og med PETs reaktion fik man opfyldt, hvad der var det egentlige mål: at få fremstillet sig selv som bravt kæmpende, men undertrykt og forfulgt. Således sagde Rune Eltard-Sørensen, redaktør på Modkraft, i Information om anholdelsen: »Det er jo på grund af deres holdninger, fordi de er revolutionære aktivister. Når man åbent erklærer sig som modstander af kapitalismen og det parlamentariske system, som vi kender det, så bliver man betragtet som et samfundsproblem.« Det forholder sig imidlertid således, at forrige tirsdags drama overskygger det forhold, at dette udsagn har meget lidt på sig når man zoomer ud. For i Danmark er det faktisk sådan, at man inden for store dele af offentligheden netop bliver betragtet som et samfundsproblem, hvis man ikke åbent erklærer sig som modstander af kapitalismen. Det gælder især inden for den kunstneriske og den akademiske offentlighed. Desuden husker de fleste nok Enhedslistens sommerparade med flere partimedlemmers ønske om en nationalisering af bankerne og folkets overtagelse af produktionsmidlerne. Den efterfølgende mundkurvspålægning kom som bekendt indefra, ikke udefra fra nogen »repressiv institution«. Tilsvarende har det gennem mit flerårige abonnement på Information hørt til sjældenhederne, at jeg har åbnet avisen uden at støde på variationer over temaet »kapitalismens dage er talte«. Endelig er det jo efterhånden samfundsvidenskabelig børnelærdom, at kapitalismen er den institution, der er allermest imødekommende over for kritik, eftersom det er selve kritikken, der er kapitalismens egentlige drivkraft. Protest sælger: Tænk blot på Netto på Nørrebrogade, der i vinter holdt »oprørsudsalg« eller på rapperen Jay-Z’s forsøg på at tjene penge på Occupy Wall Street, da hans firma lancerede en hel serie af T-shirts med påskriften »Occupy All Streets«.

Med andre ord: Offentligheden, inkl. kapitalismen selv, giver rigelig plads til kapitalismekritik. Men når det er så afgørende for det radikale venstrefløjsmiljø at få plantet det modsatte indtryk i både sin egen og den kollektive bevidsthed, er det fordi miljøets egne kræfter ikke formår at formulere en kritik af eller et alternativ til kapitalismen, der har bid og tyngde. Kritikken forbliver på fuck-niveau, som når Modkrafts Eskil Andreas Halberg i et indlæg skriver: »Fuck arbejdsløshed, fuck dårlige arbejdsforhold, fuck den økonomiske krise, fuck overarbejde, fuck verden, som den er. (...) Og sidst men ikke mindst: Fuck, at politikerne ikke gør noget ved samfundet.« Med så hult et budskab kommer man ikke langt. Så er der alt andet lige langt mere opmærksomhed at hente ved at fremmane billedet af Danmark som et politisk diktatur, hvor man bliver forhindret i at komme til orde. Det bekvemme heri er samtidig, at man slipper for det intellektuelle pres det er at formulere en sammenhængende kritik. Man kan nøjes med en omgang hærværk og et intetsigende slogan i graffiti og vupti, så er man kåret som rebelske helte, når ordensmagten griber ind. Det er en taktik, der benyttes oftere og oftere inden for det aktivistiske miljø. Greenpeace gjorde det, da organisationen lod to aktivister bryde ind til Dronningens gallamiddag under COP15 med et banner med sloganet »Politicians Talk, Leaders Act.« Et tomt slogan, der blev brugt som påskud for noget helt andet, nemlig at slå et stort brød op over den efterfølgende retssag, som fortrængte klimaspørgsmålet til mørkets afkroge, men til gengæld fik de to aktivister til at fremstå som ofre for systemet.

Igen: Jeg ønsker ikke at benægte, at terrorloven og lømmelpakken indeholder en række udvidede beføjelser til PET, der risikerer at kompromittere retssikkerheden. Men man skal ikke glemme, at de »repressive institutioner« er uundværlige for den venstreradikale subkultur, der ligesom de vrede muslimer bygger sin identitet på fælles forurettelse, fordi det eneste, der er tilbage i dens ideologiske vokabular, er »fuck«.