Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Venstre vil både åbne og lukke landet

Alt andet lige er der større risiko for integrationsproblemer med en somalier end en svensker – uanset om det er en ateist, en muslim eller en kristen. Venstres forslag til en ny udlændingepolitik vil ramme uretfærdigt i en masse enkeltsager, men det kan næppe være anderledes.

Zaakari refugee camp hvor 120.000 syriske flygtninge sidder på uvis tid. Fotograf Mads Nissen har fotograferet i flygtningelejren d.30.august 2013- - Lejren er verdens anden største flygtningelejr og er placeret midt i ørkenen. (Foto: Mads Nissen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sammen med Søren Pind og Karsten Lauritzen har jeg gennem de sidste to år knoklet med et helt nyt udlændingepolitisk oplæg. Hvordan kan det tage så lang tid at skrive 26 sider? Svaret er, at opgaven har været vanskelig. Det ville være nemt at skrive et oplæg med overskriften »Danmark for danskerne« og et foto af en grænsebom. Det ville være lige så nemt at skrive oplægget »Lige meget hvem du er – hvor du er – så velkommen her« – og så et billede af Peter A.G. fra Gnags, der hælder danskvand i håret. Problemet med begge disse oplæg er bare, at Venstres politik er ingen af delene. Vi vil hverken åbne eller lukke – vi vil begge dele. Åbne for dem, der kan og vil. Lukke for dem, der ikke vil.

Hvem skal vurdere, om en udlænding kan og vil? I første række er det udlændingen selv, der siger, at han gerne vil til Danmark. Det er også udlændingen selv, der vurderer, at han kan bidrage. I anden række er det en arbejdsgiver, som vurderer, at udlændingen kan bidrage – for ellers ville vedkommende jo ikke blive ansat. Og så kommer den danske stat i tredje række, som skal udstede en opholdstilladelse.

Både andet og tredje led vil Liberal Alliance springe over. De taler også om at åbne og lukke – men de vil åbne grænserne – og lukke kasserne. Alle skal kunne komme til Danmark, men uden ydelser fra det offentlige. Det lyder lækkert og liberalt – men desværre er det lallende ligegyldighed. I Venstre ønsker vi ikke et samfund, hvor udenlandske familier bor på gaden – og det ville blive resultatet, hvis vi åbnede grænserne for alle og lukkede kasserne.

Kunne man så ikke nøjes med at lade den enkelte arbejdsgiver være grænseværn? Hvis en arbejdsgiver vil ansætte en indvandrer på sædvanlige overenskomstmæssige vilkår, så skal staten vel ikke blande sig i, om det er en somalier eller en svensker? Der er flere problemer, og et af dem illustreres af den nuværende greencard-ordning. Der er kommet veluddannede mennesker hertil, men størstedelen er endt i arbejdsløshed eller underbetalte job langt fra de videnstunge virksomheder, som fortsat mangler kvalificeret arbejdskraft. En Rambøl-undersøgelse fra 2010 viste, at 42 procent af alle på greencard, tjener mindre end 200.000 kr. Det er økonomisk attraktivt for en indisk ingeniør at arbejde som opvasker i Danmark.

Et andet problem er antallet. Det er et paradoks, at der er arbejdsløshed i Danmark, samtidig med, at østeuropæere er ansat i en række stillinger, som kan besættes uden krav om særlige kvalifikationer. Det problem ville forstærkes, hvis arbejdsgiverne helt frit kunne ansætte fra hele verden. Et tredje problem opstår, når indvandreren mister sit arbejde. Hvis han ikke får et nyt, burde han jo bare rejse hjem igen, men det gør alle ikke. Der er indvandrere, som søger om asyl eller familiesammenføring. Der er indvandrere, der tager ulovligt ophold i Danmark, og der er dem, som modsætter sig en udvisning. Samtidig er der lande, som ikke tager imod deres egne borgere, og der er lande, hvor en udvist risikerer tortur, og hvor vi derfor ikke kan udvise. Det er de samme grunde til, at der er krav om visum for turister. Hvis man kommer fra et land, hvor der er stor sandsynlighed for, at det første, man gør, efter man har set Den lille Havfrue, er at søge om asyl – ja, så er det mere end svært at få et turistvisum. Derfor er staten nødt til at sondre mellem mennesker.

Venstre foreslår nu en ny kurs i udlændingepolitikken, hvor vi åbner Danmark for flere af dem, der kan og vil, og lukker for dem, der ikke vil. Læg mærke til ordene – vi vil lukke så meget som overhovedet muligt for alle, der ikke vil. Men ikke for alle, der ikke kan. Eksempelvis kan kvoteflygtninge fra FN ikke nødvendigvis bidrage, og her lukker vi naturligvis ikke. De konkrete forslag går blandt andet ud på at afskaffe greencard-ordningen og benytte beløbsordningen i stedet. Det vil betyde, at alle udlændinge har mulighed for at komme til Danmark, hvis de har et job med en løn på 400.000 kr. eller mere. Hvis man er i stand til at få et så højtlønnet job, så har man kvalifikationer, sprogkundskaber og uddannelse på et så højt niveau, at man – alt andet lige – vil kunne klare sig fint i Danmark.

Og nu kommer vi til det kontroversielle. For en række lande giver vi nemlig mulighed for indvandring, hvis man har et job på hånden til blot 215.000 kr. Der bliver fastsat en årlig kvote – som går op i opgangstider og ned i nedgangstider. Vi sondrer allerede mellem forskellige lande. Det er lettere at komme til Danmark for en italiener end for en inder. Og det er sværere for en somalier end for en svensker. Nu udvider vi listen af lande. Landene er udvalgt ud fra objektive og saglige kriterier. Og der er – naturligvis – ikke tale om hverken religion eller hudfarve.

Første kriterium handler om visumfrihed. En svensker behøver ikke visum for at komme til Danmark. Det er ikke nødvendigt, for der er absolut ingen mulighed for, at han kan få flygtningestatus, og Sverige tager pænt imod ham, hvis han bliver udvist. Anderledes med en somalier. Der er stor sandsynlighed for, at han søger om asyl – og måske endda får det – og hvis han udvises, så er det næsten umuligt, hvis han modsætter sig. Det er et rimeligt og fornuftigt kriterium, for det skal vel ikke være nemmere at få en arbejdstilladelse end et turistvisum?

Det andet kriterium handler om landets placering på FNs Human Development Index. Hvis man kommer fra et land med en høj levestandard – i bred forstand – så er der større chance for, at man problemfrit finder sig til rette i Danmark, og der er mindre risiko for, at man kommer af de forkerte grunde. Kombinationen betyder, at eksempelvis Argentina er omfattet, men Brasilien er ikke. Til det er der kun at sige, at et eller andet sted skal grænsen lægges, og hvis man er på den forkerte side, vil man gerne have flyttet stregen. Hvorfor er Japan med, men Kina er ikke? Det skyldes først og fremmest, at Kina er et kommunistisk diktatur, og Japan er et kapitalistisk demokrati. Der er økonomisk vækst i Kina, og masser af arbejdsomme og dygtige kinesere, der kan bidrage til Danmark – men der er også en stor risiko for asylansøgere.

Der er tale om en formodningsregel. Alt andet lige er der større risiko for problemer med en somalier end en svensker – uanset om det er en ateist, en muslim eller en kristen. Det rammer uretfærdigt i en masse enkeltsager, men det kan næppe være anderledes. Verden er på mange måder uretfærdig, og Danmarks udlændingepolitik kan ikke løse verdens uretfærdigheder og fattigdomsproblemer.