Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nu er København rød igen.

Fra den effektive og velfungerende, konservative side af Bispeengbuen kigger vi over til københavnerne, mens vi trækker barbouren op om ørerne og ryster på hovedet over, at naboerne til vores blå enklavekommune, Frederiksberg, stadig ikke har forstået, at åndelig fattigdom og uligheden i den menneskelige, sociale kapital aldrig kan løses med omfordeling og lovgivning. Og da slet ikke med grønne bymiljøer.

Danmark er grundlæggende et socialdemokratisk land med borgere med lønmodtagermentalitet. Vores grundlovsfæstede værdier tilsiger magthavere at sørge for alle trængendes underhold, og vi har blandt andet derfor verdens højeste skattetryk, som bliver til den omfordeling af goder, der grundlæggende splitter venstre- og højrefløjen i de socialpolitiske spørgsmål. Jeg giver i øvrigt min tilladelse til, at samfundsfaglærere landet over må bruge ovenstående linjer som opgavetekst til introduktion til faget i 1.g.

Relativ fattigdom skal forstås – nu

Den stædige venstrefløj taler stadig om fattigdom på en måde, som får de fleste borgerlige til at række ud efter en brækspand. Relativ fattigdom underkendes fortsat af venstrefløjen som et begreb, der skal opdeles i hele to spørgsmål og med en meningsfyldt fattigdomsdebat som resultat, hvorfor flere og flere penge ikke er løsningen.

Det er i allerhøjeste grad passende at sondre mellem udfordringerne under den relative fattigdomsparaply, når begrebet »fattigdom« skal give mening i en global, endda europæisk helhedsbetragtning. Det er ikke meningsfuldt at tale om materialistisk, økonomisk fattigdom i landet med verdens højeste skattetryk, men det er sanseløst vigtigt at tale om åndelig og social fattigdom. Det er også langt mere graverende, for åndelig fattigdom kan vi ikke kaste penge efter.

Penge er ikke svaret

Den relative fattigdom deler sig i to samfundsudfordringer, økonomi og social status. Vi kan dække de materielle behov for mad, tøj og transport, men vi kan aldrig dække de sociale behov, for det har intet med kontanthjælp eller fripladser i daginstitutioner at gøre.

Sociale behov skal dækkes frivilligt mellem mennesker. Systemer kan aldrig udfylde sociale behov for (re)socialisering eller indoktrinere kulturforståelse, endsige interesse.

Venstrefløjens udsendte kan råbe og trampe fra deres lejlighed på Frederiksberg Allé så længe, de kan få luft og få støvlerne på. Det ændrer ikke på, at de sociale tabere fortsat vil leve det liv, de lige præcis kan få støtte til, for den grundlæggende forståelse for, at man ikke kan få et barn for at holde aktivering væk fra livet eller at man kun kan leve det liv, man selv kan finansiere, udebliver. De har brug for noget helt andet.

I Danmark kan underklassen reproducere sig og fastholde en depressiv, social arv uden udsigt til at kunne sørge for sig selv, fordi vi har socialøkonomisk lovgivning, der løsner et varigt underhold til dem, der køber energidrik og ryger cigaretter, alt imens det yngste barns flyverdragt sidder stramt om bleen og over skuldrene, og de har bækkenløsninger med barn nummer fire. De små skuldre, der skal bære fraværet af det voksne, personlige ansvar og som staten skal fjerne spændingerne i, skal have vores opmærksomhed og gravalvorlige overvejelser, så de ikke gentager deres forældres produktive armod.

Vi kan ikke lovgive os til kulturel og social lighed, det har omfordelingsfesten siden 70erne for længst bevist. For de børn, der nogle gange ikke har madpakke med, lugter af røg og surt vasketøj og som får krumme rygge af deres flyverdragt, er her stadig.

Joof og den fattige

I 2015 holdt Hella Joof tale ved Liberal Alliances landsmøde. Hun talte om personligt ansvar, en blødsøden stat og den fattigdom, vi ikke kan lovgive os ud af. Hun refererede blandt andet til den svenske forfatter, Kerstin Ekman, der i den første bog i sin trilogi, »Guds barmhjertighed«, skriver om den ikke-materialistiske fattigdom, så alle kan forstå det.

»Den fattige vil have noget, som vi ikke vil give bort. Vi giver ham tøj, penge og mad. Men det er noget andet, han vil have. Gå i bad og bliv afluset, siger vi til den ludfattige. Lær at tale ordentligt og rens dine tænder og sørg for, at munden ikke stinker. Gør det, så får vi at se. Men den fattige vil have noget af os uden at behøve at give noget andet i stedet. Så fræk er han. Giv mig dét, siger han. (...) Den fattige vil skide på, hvad vi ønsker os. Han er ikke parat til at give noget til gengæld. (...) Jeg vil have det, du har. Giv mig din menneskelighed.«

Underklassen er dem, der slet ikke bekymrer sig om Amager Fælled. De er ligeglade med kønsdebatten, grønne bymiljøer og småtter på Zentropa. De læser ikke de aviser, den øvre middelklasse fylder med sange om social ulighed og ølkassesolidaritet. De får aldrig råd til kun at arbejde 30 timer om ugen, hvis de overhovedet bliver en del af arbejdsmarkedet, for den løn, de kan oppebære, er stadig intet værd, når den sammenlignes med de overførsler, der udregnes efter incitamentsbetragtninger.

De mangler tænder i munden, så den anviste praktikplads på et autoværksted er svær at møde op til, fordi gummerne gør ondt, og de ikke gider tage bussen. De kommer aldrig til at koge linser og græshopper til deres sammenbragte børn, der bor på det samme værelse med fugtskader i hjørnet, og de kerer sig meget lidt om sukkerpolitikken i daginstitutionen og endnu mindre om, om de bør spise kød hver dag. Kviklånssegmentet vil fortsat røre sin pulverbearnaise sammen fredag aften i samme tempo, som den nye grønne og røde borgerrepræsentation kan indkalde til møde i sundhedsudvalget eller arrangere »Dans dig glad«-dag for københavnerne.

Trækrammende borgmestre

Hvis Københavns Kommune fortsat vil pynte sig med visionen om at favne alle borgere, skal en af rådhusbetjentene, der har levet længe nok til at have bevidnet både Danmarks sociale armod, eksplosionen i overførsler og fejlagtige gaveboder, bede sine kommunistiske og trækrammende borgmestre om at stige af deres ladcykler til 16.000 kroner. Borgmestrene skal forstå, at åndelig fattigdom med tiden bliver til det, venstrefløjen kalder økonomisk fattigdom, hvis vi ikke stopper den udplyndring af statskassen, som bliver til en social invalidering af dem, der ikke kan dele deres kulturelle visioner, endsige holde hånden under sig selv eller sige nej tak.

Og så skal de ringe til Hella Joof eller mig, hvis de stadig er i tvivl.

Majbritt Maria Nielsen er jurastuderende.