Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Velfærdsstaten i vandgraven

Noget er åbenbart gået galt i den skandinaviske mønsterstat, der ellers skulle hæve sine borgere op på et højere moralsk niveau. Måske er det velfærdsstaten i sig selv, der uundgåeligt fører til moralsk tragedie?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Billedet af den vietnamesiske flaskesamler, som hånes af fulde Brøndbyfans er gået landet rundt. Delt og kommenteret, mens forargelsen er pisket op i dens kølvand. Konklusionen ligger tilsyneladende ligefor: Den moderne egoisme og neoliberale korrumpering af vores engang så klippefaste velfærdsmoral bærer ansvaret. Hvis bare Joachim B. Olsen havde ladet Karina være fattig og Robert være doven…

Ifølge en rundspørge i Kristeligt Dagblad, samt andre sandhedsvidner fra varmestuer og mandehjem, er der en stigende tendens til ringeagt og hån, spot og latterliggørelse af samfundets svageste. Og det skal nok passe.

Så noget er åbenbart gået galt i den skandinaviske mønsterstat, der ellers skulle hæve sine borgere op på et højere moralsk niveau således, at de tog et solidarisk ansvar for de navnløse medborgere i deres midte.

Men måske er det velfærdsstaten i sig selv, der uundgåeligt fører til moralsk tragedie? Fordi den satte en etisk standard der var højere, end vi kunne honorere og dermed bragte den i virkeligheden sine svageste yderligere i fedtefadet.

Det kan lyde kryptisk, men det er sådan set ligetil.

Velfærdsstaten er kendetegnet ved, at vores personlige økonomier bliver sammenflettet med hinanden. Vi leger »fællesøkonomi« med en masse mennesker, vi ikke kender. Vi indsætter penge på fælleskontoen og håber på at kunne trække nogenlunde det samme ud, skønt vi længe har været parat til at betale moralske renter til fællesskabets bedste.

Systemet var ikke i sin tid tænkt som en »forsikringsordning«, men det fungerer de facto som en sådan i dag. Ifølge professor Jørn Henrik Petersen, som i mange artikler og bøger har undersøgt velfærdsstatens udvikling, byggede den oprindelige socialstat på forventningen om, at mennesket kunne forbedres fra et egoistisk og grundlæggende egennyttigt væsen til et menneske, der intet har imod at give til nogle, det ikke kender personligt. Ifølge Petersen mislykkedes dette projekt. Man kan sige, at det savnede antropologisk realisme. I længden blev mennesket ikke til et nyt menneske – en slags homo socialdemokratus – men fandt tilbage i sin oprindelige og naturlige form. Derfor udviklede velfærdsstaten sig til en form for forsikringsselskab med den meget væsentlige forskel til et regulært forsikringsselskab, at man ikke kan melde sig ud, hvis man synes, at præmien er blevet for dyr, som en konsekvens af, at de andre bilister eller husejere enten kører uforsvarligt eller glemmer at låse hoveddøren.

Vi er derfor påtvunget et fællesskab af potentielt dårlige betalere og skødesløse medmennesker.

Og den danske police var dyr. Faktisk den dyreste i hele verden, og det fik efterhånden danskeren til at genoverveje, hvor attraktivt dette fællesskab faktisk var, og så småt begyndte man at ærgre sig over alle dem, der trak mere ud, end man selv gjorde. Blandt andet når »de andre« opførte sig uhensigtsmæssigt.

Resultatet så vi op gennem 00ernes forsøg med at sundheds- og adfærdsregulere befolkningen. Udgrænse og stigmatisere rygere og overvægtige, der alle var en uhørt stor belastning for fællesforsikringen. Således frembragte velfærdsstaten ikke længere universel omsorg for medborgerens næste, men udviklede i stedet en overdreven interesse for, hvordan naboen spiste, røg, uddannede sig, arbejdede eller navnlig ikke-arbejdede og endog ansigtstatoverede sig. Hvor vi før kunne lade de andre leve de liv, de nu engang levede, udviklede velfærdsstaten sig til et overvågningssamfund, hvor vi i stigende grad meldte folk til kommunen eller i forbifarten nævnte, at de burde omstille deres usunde livsstil således, at den blev billigere for os, der skulle betale regningen.

Og efterhånden blev de, der skulle betale, færre og færre. Til sidst betalte en ganske lille procentdel af befolkningen for alt for mange af de andre. De »brede skuldre« sad på stadigt færre, og for at føje spot til skade, fik denne gruppe af generøse betalere snart at vide, at de i øvrigt kunne se i vejviseren efter børnebidrag og andre velfærdsydelser. Således blev man dobbelt snydt.

Men idealet om det socialdemokratiske menneske levede stadig, så man tav, lige indtil Dovne Robert trådte frem på skærmen og ødelagde illusionen om, at den subsidierede part skammede sig, følte sig moralsk tilskyndet til arbejde og i øvrigt var taknemmelig for støtten. Med Dovne Robert brød kontrakten sammen. For når ikke engang de, der modtog, gad opretholde rollespillet, så var der ingen grund til at de, der betalte for illusionen, gjorde det samme.

Katten var ude af sækken. Ikke alle tænkte som Robert, men at bare én gjorde det, var nok. Den utilstedelige indblanding i folks private liv og sundhed blev nu udvidet til at gælde alle dem, der tydeligvis intet bestilte og dermed hævede af forsikringen uden at betale præmien. Man begyndte at sparke nedad.

I andre samfund opfattes tiggeren og flaskesamleren generelt som en stakkel, der fortjener sympati, men i velfærdsstatens fællesøkonomi er den fattiges økonomi pludselig blevet mit personlige anliggende. Vedkommende tager penge ud af min pung ved sin blotte eksistens og ikke, når jeg frivilligt fremhenter en mønt. Med en finanskrise og voksende usikkerhed kunne denne undertrykte følelse af generel uretfærdighed ikke længere gemmes bag en civiliseret fernis af overskud. Den fattige havde sikkert et usynligt sugerør, gennem talrige kommunale kasser og uigennemskuelige støtteordninger, lige ned i vores privatøkonomi, og vi var hjælpeløse over for det. Derfor begyndte nogle at vælte deres papbægre og vrænge ad dem, når de vendte ryggen til.

Et andet ædelt mål med socialstaten var at hjælpe de danskere, der havde elendige familier. Resultatet blev en funktionstømning af både ægteskabet og den moderne familie. Den totale uafhængighed kan aflæses af statistikken.

En skilsmisseprocent på 42 procent og en udbredt tendens til at leve alene. Ifølge et af de største komparative studier af kulturelle værdier i 62 forskellige lande (GLOBE studiet fra 2004) rangerer Danmark som det laveste ud af alle på parameteret in-group collectivism, som dækker over vores følelse af stolthed, afhængighed og tilknytning til vores familie. Til gengæld er vi kollektivister i det statslige fællesskab. I de nordiske lande valgte vi tilsyneladende familien fra og tilsluttede os i stedet et anonymt fællesskab af fremmede.

Ifølge en nylig undersøgelse vil et flertal af danskerne eksempelvis hellere gå til staten, hvis de har problemer, end deres egen familie.

Forvandlingen til et homo socialdemocratus er dermed komplet. Eller er den?

Nej, for operationen lykkedes muligvis, men patienten døde.

Regimer og utopier, der ikke tager bestik af menneskets overordnede natur, ender i tragedier. Som sådan er der ingen principiel forskel på de kommunistiske og nazistiske regimer og den socialdemokratiske velfærdsstat, om end der naturligvis er det, når man måler på resultatet. Alle er de utopier, hvor man håber på at kunne genskabe mennesket i et nyt billede, fremfor at tage udgangspunkt i det materiale, som findes. Projektet blev understøttet af social- og humanvidenskaber, der i næsten 100 år erklærede, at mennesket ikke var et produkt af sin natur, men alene af sin kultur og derfor kunne formes efter politisk forgodtbefindende. Også denne antagelse har vist sig at være forkert.

Mennesket er grundlæggende et socialt dyr, men med velfærdsstaten lærte vi at forholde os medmenneskeligt til et abstrakt fællesskab af borgere, som vi ikke kendte, og lærte, at vi sagtens kunne bryde båndet til dem, vi faktisk kendte – vores familier – for til gengæld at tage del i et anonymt fællesskab af fremmede.

I dag er vi begyndt at fravælge det påtvungne fællesskab af skatteydere, licensbetalere og offentlige sygeforsikringer, fordi vi synes, at de andre har svigtet os. Men stadigvæk hylder vi uafhængigheden af vores familier.

Homo socialdemokratus kan derfor meget vel vise sig at blive det mest ensomme menneske i verdenshistorien. Kvinden i vandgraven er kun et præludium til den virkelige tragedie, der venter lige om hjørnet.