Velfærdssamfundets udfordringer

Poul Chr. Matthiessen: Valgkampen er ved grave skyttegrave i debatten om det danske velfærdssamfunds fremtid. Hvad skal man holde øje med, og hvad er de grundlæggende problemer, der skal løses? To helt afgørende emner er, hvor meget indvandrere fra ikke-vestlige lande koster velfærdssamfundet, og hvor meget de arbejder - og så en fremtid, hvor hver tredje dansker er over 60.

Foto: Jens Hage

Som det med al tydelighed er fremgået af den aktuelle økonomiske og politiske samfundsdebat, vil vi ikke uden omfattende politiske indgreb have råd til det nuværende danske velfærdssystem. Og vi vil slet have råd til de forbedringer, som vi har vænnet os til at se som helt naturlige. I bogen Det danske velfærdssamfunds historie. Tiden siden 1970 (1-2), som udkommer på næste tirsdag, har Rockwoolfondens tidligere forskningschef, dr. phil. Gunnar Viby Mogensen leveret en grundig og velunderbygget analyse, hvordan vi er havnet i denne situation.*

I bogen omfatter kredsen af velfærdssamfund de velstående, demokratiske lande med markedsøkonomi, statslig omfordeling af indkomsterne, og en omfattende offentlig eller privat sikring. Det vil på vores kontinent sige de vest - og sydeuropæiske lande, og uden for Europa USA, Canada, Australien, New Zealand og Japan. Forfatteren redegør for velfærdssamfundets udvikling såvel internationalt som nationalt, men med hovedvægten på udviklingen i Danmark efter 1970.

I Danmark udviklede man - ligesom i de andre Skandinaviske lande - de sociale sikringssystemer på grundlag af en offentlig universel model, med hovedvægten på relativt høje, skattefinansierede velfærdsydelser, der kun var betinget af, at man faktisk boede i landet.

Velfærdssystemets levedygtighed afhænger selvsagt af samfundets evne til at finansiere systemets store udgifter. Som der i bogen gives en velargumenteret redegørelse for, gør der sig i denne forbindelse en række faktorer gældende, som kan vanskeliggøre en tilstrækkelig finansiering. Hertil hører for eksempel, at man især i periodens begyndelse ignorerede problemet med det ny velfærdssystems betydning for folks incitamenter til at arbejde. Her skal peges på to andre af disse faktorer.

For det første kræver en tilstrækkelig finansiering, at man overholder generationskontraktens forventning om at hvis du er i alderen fra midt i tyverne til først i tresserne, arbejder du, og betaler dermed gennem skatten for de ældres forsørgelse, hvilket du også til sin tid får glæde af. I forbindelse med praktiseringen af de internationale konventioner om asyl og familiesammenføring fik man særlig efter udlændingeloven af 1983 en indvandring fra ikke-vestlige lande af lavt kvalificerede indvandrere med et kulturgrundlag meget langt fra det danske. Disse havde en svag tilknytning til arbejdsmarkedet og medførte betydelige omkostninger for det offentlige velfærdssystem. Omkring årtusindeskiftet var den statsfinansielle belastning fra velfærdsudgifterne til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere nået op på omkring en procent af BNP. Som det anføres i bogen svarede det til mere end værdien af den samlede danske bistand til udviklingslandene.

Siden da er beskæftigelsesgraden for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, bl.a. i forbindelse med konjunkturopgangen indtil 2008, blevet forbedret, men ligger fortsat en del under den danske. Finansieringen af det danske velfærdssystem vil derfor også være afhængig af udviklingen i beskæftigelsesgraden for de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, som allerede er i landet. Men den vil også være afhængig af, i hvilket omfang det vil lykkes at begrænse indvandringen af lavt kvalificere indvandrere fra udviklingslandene, som på grund af deres stærke befolkningstilvækst og utilstrækkelige økonomiske og sociale udvikling vil udøve et vandringspres ved hjælp af reglerne om asyl og familiesammenføring. Hertil kommer den illegale indvandring. I denne forbindelse kan begrebet klimaflygtninge komme til at spille en rolle og dermed forøge presset.

Den anden faktor er befolkningens aldersfordeling, som vil blive af endnu mere indgribende betydning for det danske samfunds evne til at finansiere velfærdssamfundet. I løbet af de kommende tiår vil den ændre sig på en måde, som kan vanskeliggøre finansieringen. De ret betydelige fødselsårgange fra 1940-70 (i gennemsnit 81.000 pr år) er nu på vej ind in de ældre ikke-erhvervsaktive aldersklasser. De efterfølges af de langt mindre fødselsårgange, som kom til verden efter slutningen af 1960erne (i gennemsnit 64.000 pr. år fra 1970-2000). Det vil i sig selv forrykke forholdet mellem det antal personer, som skal forsørges og det antal som skal forsørge dem, i ugunstig retning.

Men hertil kommer et andet væsentligt forhold. Danmark har i dag en gennemsnitlig levealder på 78 år. En så høj levealder er udtryk for, at infektionssygdommene stort er udryddet som dødsårsag. I dag skyldes dødsårsagerne først og fremmest kræft og hjerte- og kredsløbssygdomme, som særligt forekommer i den senere del af livet. Derfor er de danske overlevelsestavler karakteriseret ved et beskedent frafald inden 50-60 års alderen. Det betyder, at en yderligere forøgelse af den gennemsnitlige levealder stort set skal ske ved at bekæmpe disse dødsårsager, som bortset fra hvad man kan opnå gennem en omlægning af befolkningens levevaner til en sundere levevis, vil stille krav om store investeringer i medicinsk udstyr og øgede personaleresurser til betjening heraf. Men samtidig vil en højere levealder næsten udelukkende gøre sig gældende gennem en stigning i andelen af ældre (aldring), fordi dødeligheden før pensionsalderen kun i beskedent omfang kan reduceres yderligere. Dvs. flere ældre som skal forsørges og plejes.. Dette er en ny situation. Den historiske stigning i den gennemsnitlige levealder efter 1800 fra 30-40 år til omkring 70 år medførte stort ikke en større andel af ældre, fordi dødelighedsnedgangen samtidig med, at den bragte flere op i de ældre aldersklasser også bevarede flere i live i de yngste og mellemste aldersklasser. Kort sagt: Medens en højere gennemsnitlig levealder tidligere øgede både antallet i de erhvervsaktive og de ældre aldersklasser, medfører den i dag først og fremmest flere ældre.

Befolkningens aldring fra 1970 til i dag, hvor andelen over 60 år steg fra 18 til 23 procent skyldes først og fremmest fødselsnedgangen, som har reduceret antallet af levendefødte pr. kvinde fra 2,6 til 1.9. De lavere børnetal medførte en udtynding i bunden af befolkningspyramiden, hvorved de ældre aldersklasser i pyramidens top kom til at udgøre en større andel af befolkningen.

Med en fortsat stigning i den gennemsnitlige levealder - som er et højt prioriteret politisk mål - kan man forvente, at hver tredje dansker i løber af en årrække vil være over 60 år. I Japan, hvor levealderen allerede i dag er fem år højere end i Danmark, befinder mere end 30 procent af befolkningen sig i aldersklassen over 60 år. På det personlige plan vil en stadig højere gennemsnitlig levealder øge den såkaldte restlevetid.

I dag kan en kvinde, der går på pension som 60-årig, se frem til 20 år som pensionist og i en bedre helbredstilstand end tidligere generationer af pensionister. Med samme levealder som i Japan, vil der ligge 26 år forude.

Den nye demografiske situation, som Danmark deler med andre industrilande, vil nu eller senere nødvendiggøre politiske initiativer for at løse velfærdssamfundets finansieringsproblemer.

Dette emne er allerede i dag i centrum af den politiske debat. Med denne bog, som er baseret på de seneste tredive års danske og internationale forskning, har vi fået et værk, som kan bidrage til at denne drøftelse foregår på et realistisk grundlag.