Den måde, hvorpå vi i Danmark har indrettet os med udgangspunkt i modernismens forståelse af mennesket og samfundet, har i en samlet betragtning haft en negativ indvirkning på fællesskabet og det personlige ansvar.
Danmark er en velfærdsstat, men er Danmark også et velfærdssamfund? Det skal her være min påstand, at det danske velfærdssamfund – selvom vi har en meget omfattende velfærdsstat – befinder sig i krise, som løbende er blevet dybere.
Det skal ligeledes være min påstand, at denne krise til dels bunder i den faktiske udformning af velfærdsstaten og til dels bunder i den måde, hvorpå det danske samfund er funderet på rationalitet og videnskab. Disse påstande vil jeg her udfolde og argumentatorisk understøtte.
