Vejen uden om Berlinmuren

Selvom den tyske politiske elite, ikke mindst nu med Ukraine og IS, har erkendt, at der er behov for et større engagement, har tysk historie nærmest vaccineret den tyske befolkning imod militær indgriben. Det frustrerer europæerne og amerikanerne.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Den 9. november 1989 har for længst mejslet sig ind i hukommelsen hos såvel gamle som nye generationer. For hvem kan nogensinde glemme billedet af de glade murspætter, der kravlede op på Berlinmuren, som DDRs ledelse i januar 1989 havde svoret skulle dele Europa i 100 år endnu? Det er derfor mere end på sin plads, at Europa er ved at gøre klar til det store 25 års-jubilæum med bl.a en lyskæde langs muren i Berlin. Men datoen kan nu alligevel ikke stå alene. Faktisk burde Europa også markere den 10. september 1989. Muren faldt i november 1989, men det var den 10. september, at østtyskerne begyndte at løbe uden om muren og dermed var med til at skabe den dynamik, der i sidste instans væltede muren.

I september 1989 var forandringens vinde for længst begyndt at blæse igennem Central- og Østeuropa. I maj 1989 havde den nye ungarske reformregering afmonteret det elektriske hegn til Østrig, og den 4. juni stemte polakkerne talstærkt på solidaritetsbevægelsen i landets første frie valg. Også i DDR rørte befolkningen på sig. I første omgang søgte østtyskere tilflugt på Vesttysklands faste repræsentation (»Ständige Vertretung«) i Østberlin og på landets ambassader i Prag, Budapest og Warszawa. I august lukkede Vesttyskland repræsentationen i Østberlin, så østtyskerne ikke længere kunne komme ind, og DDR-regimet lagde efterfølgende voldsomt pres på Kohl-regeringen for også at lukke ambassaderne i Centraleuropa. Men her satte Vesttysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher foden ned. »Tiden var ikke til at bygge nye mure«, og flygtningene skulle derfor lukkes ind og tilbydes forplejning.

Som ugerne gik, rykkede flere og flere ind på ambassaderne, og kansler Kohl og Genscher var mildest talt bekymrede. For hvad ville der ske med de mange mennesker, der dybest set sad fast i en vestlig enklave bag Jerntæppet? Den 25. august ændrede situationen sig radikalt. Ungarns premierminister Nehmet og udenrigsminister Horn havde bedt om et hemmeligt møde i Bonn, og det var mildest talt nyheder, de havde med. De var villige til at lade DDR-borgerne slippe igennem Ungarn til Østrig. Nehmet har siden fremført, at han udmærket var klar over, at beslutningen ville føre til DDRs fald – om end han forventede, at det ville tage to til fire år. Murens fald ville i sidste instans også frigøre Ungarn fra kommunismen, ligesom han satsede på, at Ungarns velvilje over for Kohl-regeringen ville udløse en betydelig økonomisk hjælp. De to regeringer aftalte, at beslutningen skulle holdes hemmelig, og Kohl sonderede hos Sovjetunionens leder Gorbatjov, der forsikrede ham om, at Sovjetunionen ikke ville intervenere.

Efter det hemmelige august-møde fortsatte flygtningene med at drage mod de vesttyske ambassader og de hastigt oprettede lejre. Den 10. september tikkede der imidlertid en nyhed ind hos de internationale bureauer – Ungarn åbner grænsen til Østrig. I flygtningelejren i Budapest havde den vesttyske diplomat Jansen den udsøgte fornøjelse at meddele de ca. 4.000 østtyskere, at grænsen ville blive åbnet ved midnat. Euforien brød ud, og østtyskerne nærmest sprintede af sted. Da han spurgte et ægtepar, hvorfor de dog ikke tog det lidt med ro, da grænsen jo først åbnede kl. 00, faldt svaret prompte: »Når nogen under kommunismen siger ja, ved vi af erfaring, at der hurtigt kan komme et njet.« Allerede på førstedagen flygtede 8.000 uden om muren, og tre dage efter var tallet oppe på 40.000.

Ikke overraskende var stemningen i Østberlin på nulpunktet. Når alt kom til alt, havde DDRs leder Erich Honecker selv stået i spidsen for arbejdet med at opføre muren i 1961. Med et indbyggertal på 17 millioner kunne DDR ganske enkelt ikke holde til, at 250.000 borgere hvert år i sluthalvtredserne stemte med fødderne og vendte bonde- og arbejderstaten ryggen. Med Ungarns beslutning kunne DDR-regimet reelt ikke længere spærre sin befolkning inde, og allerede den 30. september fulgte Tjekkoslovakiet trop og lod også DDR-borgerne rejse ud. Flere og flere østtyskere søgte nu mod friheden og et bedre liv, og i starten af oktober gik borgerbevægelserne på gaderne i Leipzig, Halle og Østberlin. Kort sagt: den 10. september udløste en kaskade af begivenheder, som i den grad accelererede historien. Tempoet kom mildest talt bag på Vesteuropas politikere. Tag bare Hans-Die- trich Genscher. Den 9. oktober, dagen før de store demonstrationer i Leipzig, havde han inviteret sin danske kollega til middag. Mens billederne fra Leipzig tonede frem på skærmen, spurgte Uffe Ellemann-Jensen, hvornår Genscher troede, at muren ville falde. »Omkring århundredskiftet«, lød svaret, der i danskerens ører lød lige lovlig optimistisk. Historikere har da også efterfølgende dokumenteret, at murens fald dybest set var en fejl, hvor kommunistpartiets talsmand Günter Schabowski klokkede i det under pressemødet, og en grænsevagt (Harald Jäger) tog modet til sig og lod østtyskerne komme over ved grænseovergangen ved Bornholmer Strasse på trods af, at han ikke havde nogen ordre oppe fra.

Efter at historikerne gradvis har fået adgang til ’89-arkiverne, er det ligeledes kommet frem, at den 10. september også påvirkede genforeningen på en helt anden måde. Ungarns beslutning førte nemlig ikke kun til murens fald; den reddede også genforeningens fader Helmut Kohls politiske liv. I september 1989 var Kohl efter en række tabte delstatsvalg og højre-partiet Republikanernes fremmarch stærkt svækket – så svækket, at partifæller havde detaljerede kupplaner klar til CDUs landsmøde i Bremen. Lige inden afrejsen fik Kohl et telegram fra sin ungarske kollega om, at han nu ville offentliggøre beslutningen fra deres hemmelig august-møde. Kohl skyndte sig imidlertid straks at få fat i Nehmet og bad ham om at udskyde offentliggørelsen. Så kunne Kohl nemlig indlede sin pressekonference i Bremen med den skelsættende nyhed! Ikke overraskende fik det fluks kupplanerne til at forsvinde som dug for Solen. For hvorfor skulle man dog vælte en kansler, der langt om længe havde fået skub i det tyske spørgsmål?

Naturligvis kan man ikke påstå, at Tysklands genforening aldrig ville have fundet sted,hvis Kohl var blevet styrtet. Men at han spillede en afgørende rolle er svært at komme udenom. Det var således Kohl, der pga. sit årelange tætte forhold til Gorbatjov, kunne overbevise ham om, at den sovjetiske general Snetkow talte usandt, da han meddelte ham, at østtyskerne var ved at storme de sovjetiske kaserner i Østberlin. Og det var også Kohl, der med sin ti-punktsplan i slutningen af november for første gang for alvor satte genforeningen på dagsordenen. Som historikeren Fritz Stern har udtrykt det, giver det derfor altid mening at »tænke over, hvad der kunne være sket, hvis man vil forstå, hvad der rent faktisk skete.«

25 år efter fremstår revolutionsåret som en europæisk stjernestund, og det er næsten umuligt igen at forestille sig Checkpoint Charlie i funktion. Det genforenede Tyskland blev det »europæiske Tyskland«, som Genscher lovede, og trods sydeuropæernes frustration over kansler Merkels sparekurs, er Tyskland i dag blevet en magnet for veluddannede europæere, der ønsker at realisere deres tyske drøm med beskæftigelse og velstand. Ganske karakteristisk er frygten for tysk støvletrampen for længst forsvundet. Det, der frustrerer europæerne og amerikanerne, er derimod, at Tyskland ikke løfter nok på den internationale scene med tropper og militært isenkram. Selvom den tyske politiske elite, ikke mindst nu med Ukraine og IS, har erkendt, at der er behov for et større engagement, har tysk historie nærmest vaccineret den tyske befolkning imod militær indgriben.

Eller som redaktøren for Die Zeit udtrykte det for nylig – »Tyskland er en Greta Garbo magt – lad mig være i fred«. Hvor Genschers generation skulle overvinde delingen, skal den nuværende derfor overvinde kløften mellem forventningerne til Tyskland og landets faktiske formåen.