Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

VAR er juridisk pedanteri, der gør fodbolden steril

Med VAR bliver fodbold aldrig det samme igen. Vil vi virkelig vælge steriliteten frem for pluraliteten?

»Fodboldens nerve består også af dommere af kød og blod. De foretager skøn og træffer rigtig mange beslutninger hvert eneste minut,« skriver Andreas Rasch-Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Video Assistant Referee kaldes kort og godt VAR. Som et videosystem, der skal assistere fodbolddommere, bliver VAR en form for elektronisk højesteret.

Ved kampafgørende situationer som straffesparkskendelser og mål, kan dommerne gennem deres headset konsultere en videodommer, der giver råd gennem de billeder, som hun ser på sin skærm.

Med VAR bliver fodbold aldrig det samme igen, og systemets indtog er da heller ikke gået stille for sig. Alligevel lader der til at herske en overordnet konsensus om VARs lyksaligheder. VAR er kommet for at blive. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer, men nærmere hvordan og hvor meget.

Der er ellers nok erfaringer at stå på. Set på bagkanten af VM i Fodbold 2018 blev VAR-diskussionen en af de mest centrale. Tilsvarende fik VAR afgørende betydning for det sydamerikanske fodboldmesterskab Copa America, der udspillede sig i Brasilien for nylig. Hvad har vi så lært, og kan vi bruge noget af det fremover?

Mest af alt kalder VAR i første omgang på diskussioner af nogle af fodboldens helt afgørende grundpiller. Den nidkære TV-overvågning af turbulente scener i straffesparksfelterne har undergået voldsomme meningsudvekslinger på og udenfor banen. Som i kølvandet på Danmark-Australien ved VMs indledende pulje: Var Yussuf Poulsens arm i en naturlig position, eller blokerede den bevidst australiernes hovedstødsforsøg? Bolden må nemlig gerne ramme armen, hvis spilleren efter bedste evne holder den ind til kroppen, eller den er i en såkaldt naturlig position. Følgelig vil der altid være en form for skøn selv med VAR, for hvad er en naturlig position?

Andreas Rasch-Christensen Fold sammen
Læs mere

Men der er behov for i første omgang at tage drøftelsen om VAR et spadestik dybere end retfærdigheden i den ene eller anden kendelse. Hovedambitionen med VAR er besnærende sympatisk. VAR skal i nogle ganske bestemte og afgørende situationer sikre, at mål og straffesparkskendelser falder korrekt ud. VAR skal i sin objektivitet afdramatisere fodboldens dramatiske nerve hen mod et videnskabeligt paradigme. Men VAR tilfører et nyt drama.

Fodboldens nerve består også af dommere af kød og blod. De foretager skøn og træffer mange beslutninger hvert eneste minut. Det gør de på baggrund af en faglighed bygget op af viden, uddannelse og erfaringer. Og kvaliteten er støt stigende. Selv uden VAR ville vi ikke efter VM i Rusland have stået og tygget på en bitter eftersmag af fejlagtige dommerkendelser. Dommerstanden holdt samlet set et meget højt niveau gennem hele turneringen. Selv indregnet de fejlkendelser, der altid vil være.

Fodbolden lever trods lejlighedsvise fejlskøn, og det har den altid gjort. Det er en del af DNA’et. F.eks. har den italienske fodboldkultur sågar professionaliseret snyderiet. Når dommeren ikke ser det, hiver de i modstandernes trøjer eller niver i modspillernes ømtålelige dele. De hiver og niver ikke for sjov. Det er indlejret i filosofien. Nu skal de til at finde nye veje. Andre måder at holde det skjulte skjult. VAR er en uretfærdighed mod de uretfærdige.

Snyd har ellers altid været en del af fodboldens fortælling. Nogle gange med ret voldsomme konsekvenser, som da fodboldlegenden Diego Armando Maradona i 1986 brugte hånden til at sende englænderne ud af VM-kvartfinalen.

Den sydamerikanske fodboldkultur høster vi frugterne af, når dens store stjerner sætter deres afgørende præg på de europæiske ligaer. Som i den italienske fodboldkultur er former for snyd her en inkarneret del.

Vi kender det også fra den argentinske driblekunst Gambetta. Den indeholder to facetter. Først er der værdigheden, som er de finter, der udføres med foden og bolden. Den anden del er løgnen. Man viser modstanderen en ting, men lyver og gør i virkeligheden det modsatte. Det kan udføres som en finte, men også som meget andet. Som da Maradona brugte Guds hånd, som han selv så malerisk beskrev hændelsen. Løgnen er meget veludviklet i Argentina og andre steder i Sydamerika. Men vi kan forsøge at rense fodbolden for den sydamerikanske og italienske kultur. Vi kan give den sterilitet frem for pluralitet. Men er det det, vi vil?

»Hjemme foran fjernsynet jubler vi end ikke længere ved scoringer. Vi kigger nervøst på dommeren og afventer.«


I en af Copa Americas kvartfinaler fik Uruguay annulleret hele tre scoringer mod et ultradefensivt peruviansk mandskab, der bare stillede sig ned og ventede på, at den ordinære spilletid skulle udløbe. Alle tre scoringer blev objektivt set korrekt underkendt, men de uruguayanske løb i offside var så snert, at de antageligvis aldrig var blevet opdaget uden VAR. Efter kampen sad man med en fornemmelse af, at VAR måske nok tilførte retfærdighed set ud fra nogle perspektiver, men lige så meget uretfærdighed ud fra andre.

Et andet mere jordnært aspekt ved VAR kan være frygten for endeløse TV-afbrydelser udfyldt med en alenlang liste af ligegyldige reklameindslag. Et juridisk pedanteri, hvor hver evig eneste kontroversielle hændelse skal vendes mellem banens dommer og VAR-systemets vogtere. Ved Copa America blev brøkdelen af kontakt i straffesparksfelterne nøje eftertjekket. Blandt hold, hvor hver evig eneste dommerkendelse kalder på protester, medførte det en alenlang liste af afbrydelser.

Fodbold er ikke og har aldrig været en afbrydelsessport, som man kender fra andre sportsgrene som f.eks. American Football. TV-oplevelsen af en fodboldkamp skal bare være en anden. Her skal man ikke overlades til andre pauser end de absolut nødvendige. Halvlegspausen er rigelig til mental og ernæringsmæssig restituering. VAR kan ødelægge det flow, der er en kamps grundfortælling. Vel er udbredelsen jo netop begrænset til ganske bestemte situationer. Alene disse kan dog give irriterende hak i fodboldfilmen, og hvem siger, at fremtiden for VAR ikke bliver en kolonisering af øvrige dele af kampforløbene?

Hjemme foran fjernsynet jubler vi end ikke længere ved scoringer. Vi kigger nervøst på dommeren og afventer, om vi nu skal til det obligatoriske eftersyn. Neglebidende ser vi på den afventende dommer, der gennem hørebøfferne er i dialog med VAR-rummet. Den endelige afgørelse udløser ikke længere samme jubel. Snarere lettelse eller skuffelse.

»Fodbolden skal søge retfærdigheden, men ikke blive steril.«


Når systemet først er fuldt implementeret, kan det sagtens have bredt sig til andre dele af banen end straffesparksfelterne. Hold, der er velsignet med spillere som argentinske Lionel Messi eller portugisiske Cristiano Ronaldo, vil med rette kunne plædere for, at et frispark lige udenfor feltet er lige så livgivende som et straffespark.

Spillere af den kaliber sætter en højere procentdel af den type spark i netmaskerne, uagtet det foregår med 25 meter til målet med en mur foran. Med andre ord bliver det svært – måske umuligt – at begrænse VAR. Mange situationer kan efterhånden siges at være kampafgørende.

Fodbolden skal søge retfærdigheden, men ikke blive steril. Vejen går gennem en dommerstand med et højt fagligt niveau og brug af målkamera, der viser, om hele bolden faktisk er over stregen.

Vi tror, at VAR er den objektive sandhed. Det bliver den aldrig. Det blev understreget for nylig i den legendariske storkamp i den engelske Premier League mellem Manchester United og Liverpool. United fik en scoring godkendt på trods af VAR-billeder, der i manges øjne viste, at der i opspillet blev begået et klart frispark. Liverpools elskelige træner, Jürgen Klopp, manifesterede klart dilemmaet i et interview efter kampen. Han så et klart frispark ved målet. Dommeren så på VAR og dømte det ikke. Klarere kan det ikke siges. VAR tilfører ikke endegyldig retfærdighed.