Sverige står på søndag over for et af de mest spændende valg i nyere tid. Det skyldes, at Sverige er markant anderledes end alle andre europæiske lande. Både med hensyn til hvilke temaer, den politiske debat i valgkampen handler om, partiernes holdninger til disse emner og den måde, som regeringsdannelsen efter valget foregår på.

I Sverige har det traditionelt kun været Sverigedemokraterna (der nærmest svarer til Dansk Folkeparti), som har diskuteret udlændingepolitik på den måde, som de fleste partier i Danmark har gjort det i mange år: At man mener, at der er en sammenhæng imellem, hvor mange asylansøgere mv. der kommer til landet, og hvor godt integrationen lykkes.

De øvrige syv partier i den svenske Riksdag har en tendens til at vende blikket indad, når diskussionen drejer sig om udlændingepolitikken: Hvis der er nogle problemer med udlændingene (kriminalitet, religiøs radikalisering eller andet), er det først og fremmest svenskernes (inkl. de svenske politikeres) egen skyld. Så er det, fordi den svenske integrationsindsats ikke har været god nok. Det mener både de fire borgerlige regeringspartier (Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristendemokraterna) og partierne i den rød-grønne blok (Socialdemokraterna, Miljöpartiet De Gröna og Vänsterpartiet). Derfor mener de heller ikke, at det overhovedet er »stuerent« at diskutere antallet af asylansøgere, man skal modtage i Sverige. Alle flygtninge skal i princippet være velkomne, hvorfor Sverige i disse måneder modtager titusinder af asylansøgere fra bl.a. Syrien.

Derfor tager alle de syv øvrige riksdagspartier også afstand fra Sverigedemokraterna, og den borgerlige statsminister, Fredrik Reinfeldt, har lagt op til, at han ikke ønsker at samarbejde med Sverigedemokraterna eller tælle dette partis stemmer med, når man på valgnatten skal gøre op, om det er den blå blok eller den rød-grønne blok, der har vundet valget. Derfor kan det ende med, at Sverige får en rød-grøn regering under ledelse af Socialdemokraterna, også selv om der ikke skulle være et rød-grønt flertal i Riksdagen efter valget.

Læs mere: Ingen i Sverige vil lege med Jimmie

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er diskussionen om udlændinge så anderledes i Sverige end i Danmark og i de fleste andre vesteuropæiske lande?

Der er to hovedforklaringer. Den ene har at gøre med Sveriges neutralitetspolitik. Sverige har været neutral (eller alliancefri, om man vil) i 200 år. Denne neutralitetstradition har også smittet af på andre politikområder, herunder udlændingepolitikken.

Svenskerne og de svenske politikere har vænnet sig til, at man i alle forhold skal træde varsomt, balancere mellem de forskellige synspunkter og være åben over for lande og folk, der kommer fra ikke-vestlige lande. Dette var netop, hvad svenske politikere gjorde under bl.a. Den Kolde Krig, hvor Olof Palme og en række andre gjorde en dyd ud af at mægle i internationale konflikter, tage u-landenes parti osv. Med andre ord balancere mellem blokkene, ikke træde nogen over tæerne og være åbne over for lande og folk, som kom fra den ikke-vestlige kulturkreds. Neutralitetspolitikken er blevet en del af den svenske selvforståelse, som i de senere årtier også har smittet kraftigt af på bl.a. udlændingepolitikken.

En anden væsentlig forklaring på den anderledes udlændingediskussion i Sverige er, at Socialdemokraterna sad på regeringsmagten en meget stor del af årtierne frem mod 2006, hvor den nuværende borgerlige regering kom til magten. Fra 1936 til 1976 var der uafbrudt socialdemokratisk ledede regeringer i Sverige, og fra 1976 til 2006 havde man også socialdemokratiske statsministre langt den største del af tiden (ca. to tredjedele af tiden). Socialdemokraternas syn på udlændingepolitikken (som er, at man skal føre en åben og liberal udlændingepolitik) har på grund af den socialdemokratiske dominans i den politiske debat og samfundsdebatten således også haft stor indflydelse på de øvrige partiers syn på udlændingepolitikken.

Men der er ved at ske noget afgørende nyt i Sverige i øjeblikket. Og det er noget af det, der er med til at gøre riksdagsvalget på søndag så spændende. Der er i visse kredse i Sverige et begyndende folkeligt oprør imod »den politisk korrekte udlændingepolitik«. Sverigedemokraterna, som ved det seneste riksdagsvalg i 2010 fik knap seks pct. af stemmerne, står ifølge de seneste meningsmålinger til at få 10-12 pct. Da Sverigedemokraterna traditionelt bliver undervurderet i meningsmålingerne, fordi mange vælgere ikke bryder sig om at sige, at de vil stemme på partiet, når de bliver spurgt af et meningsmålingsinstitut, kan Sverige­demokraternas fremgang på selve valgnatten vise sig at blive endnu større. Under alle omstændigheder er der en reel mulighed for, at vi vil se et regulært jordskredsvalg, som de færreste politikere og meningsdannere i Sverige har forudset. Medmindre altså – og der er et medmindre – Sverigedemokraterna i valgkampens sidste dage får ødelagt det hele for sig selv, fordi der bliver ved med at poppe sager op om fremtrædende partimedlemmer, som udtaler sig ekstremistisk og racistisk, fordi Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, ikke har været lige så dygtig som Pia Kjærs­gaard herhjemme til at rense ud i ekstremis­terne og »landsbytosserne«.

Det interessante ved Sverigedemokraternas formodede fremgang er i øvrigt, at partiet ved det seneste valg og sandsynligvis i endnu højere grad ved dette valg vil tage stemmer fra både de borgerlige regeringspartier og Socialdemokraterna. Ved valget i 2006 fik Sverigedemokraterna især stemmer i Skåne. Men allerede ved valget i 2010 begyndte partiet at få mange stemmer i alle dele af landet. De fik bl.a. stor fremgang i det traditionelt socialdemokratiske Blekinge og i flere af de nord- og midtsvenske socialdemokratiske højborge. De gik også stærkt frem i det smålandske »Bibelbælte«, hvor det ellers traditionelt er Centerpartiet og Kristendemokraterna, der står stærkt. Og desuden i en række højborge for Moderaterna i det sydlige Sverige.

Denne tendens til, at Sverigedemokraterna erobrer både socialdemokratiske og forskellige typer af traditionelle blå højborge, og at de får stemmer i alle dele af landet, vil sandsynligvis forstærkes yderligere ved dette valg. Sverigedemokraterna er ved at slå igennem som et bredt forankret, landsdækkende parti, der appellerer til mange forskellige typer af vælgere. Det viser meningsmålingerne også, når det gælder fordeling på bl.a. erhverv og aldersgrupper.

Det samme gælder regeringsdannelsen, hvor de formelle spilleregler er helt anderledes end i Danmark (specielt efter nye regler, der blev vedtaget for fire år siden). De særlige nye svenske regler mht. regeringsdannelse betyder, at der umiddelbart er to scenarier for, hvad der vil ske i dagene efter valget: Hvis de rød-grønne får flertal i Riksdagen, vil der blive dannet en socialdemokratisk ledet regering (med deltagelse af ét eller flere af de øvrige partier fra blokken). Hvis derimod valget falder ud, så Sverigedemokraterna bliver »tungen på vægtskålen«, vil man på grund af de særlige nye regler i kombination med de øvrige syv partiers ønske om ikke at basere en regering på Sverigedemokraternas stemmer formentlig komme ud i meget lange og vanskelige regeringsforhandlinger. I den situation kan hverken Socialdemokraterna eller Moderaterna på forhånd være sikre på at få statsministerposten.

Sverige står med andre ord over for et af de mest spændende valg i nyere tid. Og der bliver meget at holde øje med på valgaftenen. Hvor stor bliver Sverigedemokraternas fremgang? Vil de primært snuppe stemmer fra Socialdemokraterna i disses traditionelle højborge, eller vil det i højere grad være Moderaternas, Centerpartiets og Kristendemokraternas højborge, som står for fald? Og hvad vil dette komme til at betyde for Rikdagens endelige sammensætning og den efterfølgende regeringsdannelse? Sverige står i sandhed over for et gyservalg.

Læs mere: Et lidt for åbent demokrati