Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Valget i Holland kan ikke undgå at blive historisk

Det hollandske parlamentsvalg 15. marts kan blive historisk. Ifølge meningsmålingerne står Geert Wilders Frihedsparti til en kraftig fremgang, så partiet vil nå op på cirka 15-20 procent af stemmerne.

Og valgsejren kan blive endnu større. Meningsmålingerne undervurderer nemlig ofte de højrenationale, indvandrerskeptiske og EU-kritiske partier. Så måske vil Frihedspartiet få 25 procent af stemmerne eller noget i den retning. Hvis det sker, vil Holland få et af de parlamenter i Europa, hvor de nye højrenationale, indvandrer- og EU-kritiske partier står allerstærkest.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor har denne type parti specielt meget vind i sejlene i Holland? Der er flere forklaringer. Men mange af dem hænger sammen med Hollands historie.

Sammenlignet med lignende partier i andre europæiske lande begyndte de hollandske højrenationale, indvandrer- og EU-kritiske partier faktisk først at få nogle stemmer af betydning på et relativt sent tidspunkt, nemlig omkring 2000.

Dengang var det ikke med Geert Wilders og Frihedspartiet, men Lijst Pim Fortyun. Men indtil da skilte Holland sig faktisk ud ved ikke hidtil at have haft nogen større tilslutning i vælgerskaren til denne type partier. Jean-Marie Le Pens Front National i Frankrig og Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig var eksempelvis allerede slået igennem i deres respektive lande i begyndelsen/midten af 1980’erne. I Belgien havde forskellige højrenationale grupperinger haft stor fremgang på samme tidspunkt. Og i Italien havde det nyfascistiske parti MSI tilsvarende stor succes ved parlamentsvalget i 1983.

Senere blev det omdannet til Nationalalliancen (under partileder Fini) og fortsatte fremgangen. Det er også interessant, at Fremskridtspartiet/Fremskrittspartiet slog igennem i Danmark og Norge allerede i begyndelsen af 1970’erne, selv om man selvfølgelig på ingen måde kan sammenligne disse to partier direkte med de ovenfor nævnte. Men altså: Højrenationale partier af forskellig karakter slog igennem i mange andre vesteuropæiske lande allerede i løbet af 1970’erne og begyndelsen/midten af 1980’erne. Bare ikke i Holland.

Og det er netop en del af forklaringen på, at de hollandske partier gik meget kraftigere og hurtigere frem, da gennembruddet for dem først kom omkring 2000. Man kan sige, at der var en »opsparet efterspørgsel« blandt nogle vælgere efter partier, som havde en markant indvandrer- og EU-kritisk holdning. Reaktionen fra de vælgere, som var utilfredse med de gamle, etablerede partier, kom med andre ord senere end i mange andre lande, men derfor med så meget desto større styrke.

Og det er det, vi formentlig også vil se resultatet af ved parlamentsvalget i Holland 15. marts. Vælgere, der er frustrerede og nervøse over indvandringen, globaliseringen og disses konsekvenser og skeptiske over for et EU, de ikke kan se, hvad de skal bruge til, og som – ikke mindst – synes, at politikerne i Holland har været alt for længe om at gå i gang med at gøre noget ved problemerne, vil i stort tal gå over til Geert Wilders og hans Frihedsparti.

Men hvorfor gik der meget længere tid, inden vælgerne i Holland begyndte at sætte deres kryds ved højrenationale, indvandrer- og EU-kritiske partier, end der gjorde, inden vælgerne i mange andre lande begyndte at stemme på tilsvarende partier?

Det er der flere grunde til. For det skyldes ikke Hollands århundredlange tradition for at være et liberalt, åbent og indvandrerpositivt samfund. Holland var allerede i 1500- og 1600-tallet, da det frigjorde sig fra Spanien og blev en selvstændig stat, en handelsnation, som i høj grad levede af den internationale handel. Hollands store byer var en kulturel, økonomisk og social smeltedigel af bl.a. købmandsfamilier fra mange forskellige lande. Hele grundlaget for Hollands velstand var handelen i Europa og ude omkring i verden og åbenheden over for mennesker og strømninger udefra.

For det andet var Holland en stor kolonimagt, som f.eks. helt frem til 1949 havde verdens største muslimske land, Indonesien, under sig. Mange fra bl.a. Indonesien har i årenes løb slået sig ned i Holland. Indbyggerne i Holland var – også af denne grund – vant til, at mange forskellige mennesker med forskellig hudfarve, religion og kultur boede og færdedes i det daglige i det hollandske samfund.

For det tredje har hollandske vælgere traditionelt grupperet sig omkring partier, der repræsenterede forskellige retninger inden for eksempelvis kristendommen. Der har i mange hollandske familier været tradition for, at man stemte på f.eks. et bestemt calvinistisk parti, et bestemt romersk-katolsk parti eller et bestemt protestantisk parti af anden observans end den dominerende retning inden for calvinismen. Eller at man altid stemte på Socialdemokraterne eller De Liberale.

I Holland har man ligefrem talt om, at hele samfundet har været delt op i såkaldte »søjler«, inden for hvilke forskellige dele af befolkningen levede hver deres separate liv parallelt med de øvrige »søjlers« liv. Hvis man f.eks. tilhørte den calvinistiske søjle, stemte man altid på et calvinistisk parti, sendte sine børn i den calvinistiske børnehave og senere i den calvinistiske skole osv. Hvis man var romersk-katolsk stemte man på det kristelige demokratiske parti (CDA), sendte børnene i romersk-katolsk børnehave og skole mv.

Det vil sige, at selv om Holland var et meget sammensat samfund, var det samtidig meget opdelt i en slags parallelle samfund, som eksisterede fredeligt side om side, men uden nødvendigvis at have så meget med hinanden at gøre. Dette var med til at skabe en slags balance i det hollandske samfund mellem de mange forskellige ligeværdige kulturer mv., som det bestod af.

Nu er vi jo ikke vant til herhjemme i Danmark at betragte »parallelsamfund« som noget positivt. Men det er fordi danskerne gennem adskillige årtier (siden tabet af hertugdømmerne i 1864) har været vant til at have en enhedskultur, som har været meget dominerende i samfundet. Fremmede kulturer, som er kommet hertil fra andre lande i de allerseneste årtier, har derfor haft tendens til at blive opfattet som særlige minoritetskulturer, som skilte sig ud fra den dominerende enhedskultur. Men Hollands historie er helt anderledes, og det med, at man har mange ligestillede kulturer, der har levet side om side, har man været vant til gennem flere århundreder.

I dag er »søjlesystemet« i Holland imidlertid mere eller mindre brudt sammen. Første gang, nogen udfordrede dette system inden for det politiske liv, var, da partiet midterpartiet D66 (Demokrati 66) blev dannet i 1966 af en gruppe mennesker, der ønskede at gå på tværs af søjlerne og tænke politik på en helt ny måde, end man traditionelt havde gjort i Holland.

Partiet fik i løbet af sidste del af 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne et varieret stemmetal, men blev aldrig rigtig stort. Dets væsentligste indflydelse blev imidlertid, at det efterhånden påvirkede flere af de andre partier til at begynde at »tænke ud af søjlerne«, så der langsomt kom mere dynamik i systemet.

I dag minder Holland derfor mere om andre lande. Og der er derfor også åbnet for et parti som Frihedspartiet.

Endelig - og for det fjerde - har Holland lige siden 1952, da Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (det senere EF og EU) blev dannet, og indtil for ret nylig traditionelt været et af de mest EU-positive lande overhovedet. Det hænger sammen med landets historie og centrale geopolitiske placering mellem Tyskland og Frankrig, der bl.a. gjorde, at landet blev særdeles hårdt ramt under Anden Verdenskrig. Det førte til, at de færreste hollændere i de første mange år af EF/EU’s levetid satte spørgsmålstegn ved, at det var en god idé at samarbejde i Europa i stedet for at føre krig mod hinanden. Først i de senere år (siden folkeafstemningen om Forfatningstraktaten i 2005) er EU-skepsisen begyndt for alvor at vokse. I Holland er kontrasten til de tidligere årtiers begejstrerede tilslutning imidlertid større end mange andre steder, og også af denne grund kommer modreaktionen nu så kraftigt og voldsomt til syne.

Valget 15. marts bliver historisk.

Lars Hovbakke Sørensen er adjunkt, ph.d., University College Sjælland.