Kære sundhedsminister

Jeg blev første gang gjort bekendt med psykiatrien, da jeg som 20-årig blev indlagt på psykiatrisk hospital Amager. Jeg blev taget imod af trætte læger og modløse sygeplejersker, som ville udskrive mig hurtigst muligt, så den næste patient kunne overtage min sengeplads. I fire år røg jeg i pendulfart ind og ud ad hospitalssvingdøren, hver gang med skæve stofskiftetal, en recept på de nyeste piller i hånden og endnu en fejlbehandling i rygsækken. Da jeg havnede i distriktspsykiatrien fik jeg diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. Her forklarede min psykiater mig, hvordan min komplekse sygdom påvirkede mit hoved og min hverdag, og vi fandt sammen ud af, hvilken medicin, jeg ville have gavn af. Han hev mig ud af kontanthjælpssumpen, fik mig i gang med en uddannelse, og han fortalte mig, at hvis jeg fortsatte med at være psykisk stabil, så ville vi på sigt kunne trappe mig ud af medicinen.

Nu skal der på nationalt plan gøres plads til forbedringer for psykisk syge, med en ensartet udredning og behandling af høj kvalitet og bedre kapacitetsudnyttelse, der skal gives som et tilbud i form af en pakkeløsning til patienter med samme diagnose. I pakken er der angivet et samlet antal timer til et patientforløb, hvis formål er at gøre psykiatribrugeren rask. For en bipolar affektiv sindslidelses vedkommende, ser forløbet således ud: 2 timer og 30 min. til at stille diagnosen. 1 time til somatisk undersøgelse. 4 timer til medicinkonsultationer. 7 timer til psykoedukation. 1 time og 30 min. til støtte og vejledning. 2 timer til pårørendesamtaler. 1 time til sikring af sammenhæng og kontinuitet. Og til sidst er der afsat 1 time til at afslutte hele pakkeforløbet.

Værsgo’ og tag hjem – du er rask!

Fantastisk! Hvis jeg dog bare var startet min behandling nu, så kunne jeg være blevet rask inden for en uge!

Ved at lade psykiaterne producere det fastsatte antal standardiserede enkeltydelser, i stedet for at bruge tid og penge til at finde den bedste behandling til hver enkelt patient, kan vi nedbringe arbejdstiden i det psykiatriske væsen. De sparede penge bruger vi på at ansætte flere embedsmænd, som kan udstykke flere regelsæt. Derudover kan der afsættes timer til skrivebordsgeneralerne, så de kan lave publikationer, som forklarer, at man med omorganiseringer, øget produktivitet og kvalitet af det psykiatriske væsen kan give den ufaglærte renovationsarbejder lige så lang levetid som arkitekten. Publikationen kunne hedde noget à la Mindre Spild og Mere Raskhed – på en uge. Velbekomme!

Men hvorfor afskaffer man ikke distriktspsykiatrien fuldstændig? Eller hele psykiatrivæsenet? Hvis der ikke er et psykiatrisk sundhedsvæsen, så er der vel heller ingen patienter? I Politiken 6. jan. 2014 fortæller lederen af Det Nordiske Cochrane Center, Peter Gøtzsche, at hvis man fjerner alle psykofarmaka fra apotekernes og hospitalernes hylder, så vil alle psykiske sygdomme og selvmord forsvinde.

Han understreger i øvrigt, at lykkepiller er ligeså (hvis ikke mere) skadelige for kroppen som tobak, alkohol og narkotika. Grunden er, at lykkepiller er vanedannende, og at man derfor skal sidestille dem med stoffet amfetamin. Det har han læst i en bog fra USA – og så er det jo rigtigt. Den eneste grund, til at de danske læger udskriver »narkotika på recept« er, fordi de er del af den organiserede kriminalitet, som handler med dødelig medicin. Medikamenter som formodentlig er designet til at dræbe børn og unge.

Men hvis vi afskaffer psykiatrien, skal vi være forberedt på, at lægestanden stiller sig på bagbenene. Mikkel Zeuthen skriver i Jyllands Posten 08.01, at lægeprofessionen kun driver virksomhed, fordi der følger attraktive privilegier, høj indtægt og stor magt med, når den behandler de syge danske borgere. Den vil højst sandsynlig kæmpe med næb og kløer, hvis den føler, at den taber terræn. Reaktionen vil være trods, som hos et barn, der ikke får sin vilje. Men det er jo indlysende, at en person uden sundhedsfaglig baggrund kan lave pakkeforløb og udfylde tjeklister ligeså professionelt som en anden læge.

Det bedste råd, dine eksperter fra departementet kan give dig, er sandsynligvis at indskrænke handlefriheden hos lægestanden og forbyde salg af antidepressiva.

Jeg har i min tid som psykiatribruger oplevet to sider af sundhedsvæsenet. På den ene side har jeg været udsat for, at behandlerne på hospitalet pga. underbemanding og sparekrav ikke har kunnet følge op på min sygdom og medicin med det resultat, at jeg forsumpede i psykiatrivæsenet. På den anden side har jeg oplevet, hvordan en psykiater tog sig tid til at give mig den rette behandling. Han har sparet samfundet enorme summer ved at forebygge tilbagefald, han har hjulpet mig med at trappe ned på min medicin, og han har hjulpet mig igennem en lang videregående uddannelse, som jeg i øvrigt snart er færdig med.

Nu er han gået på pension. Han kan ikke længere hjælpe sine patienter, fordi der er blevet trukket pakkeløsninger ned over hovedet på ham. Han har den opfattelse, at psykiske lidelser er et samspil mellem psykosociale forhold, biokemiske processer, receptorer og nervebaner, og at en behandling af den grund skal foregå med den rette medicin og i tæt samarbejde mellem patient og læge. Han mener derfor, at alle patienter er forskellige, og at det er umuligt at forudsige, om patienten fungerer bedst med cipramil, litium, sertralin, seroquel eller noget helt femte. Den rigtige medicin får man kun, hvis man har en psykiater, som lytter til sin patient og ud fra sin egen ekspertise kan vurdere, hvad der virker bedst i det givne tilfælde. Vorherre bevares! Det er ikke så underligt, at behandlingerne tager så lang tid, hvis man på alle distriktspsykiatriske centre deler denne filosofi. I dag har vi tabeller og tjeklister til effektivt at kurere alverdens sygdomme. Så hvis ikke man som behandler kan følge med udviklingen, så er det vist også på tide, at man går på pension.

Nu har jeg fået en ny psykiater, som allerede ved vores første konsultation lagde planer for at udskrive mig hurtigst muligt. Jeg glæder mig! Så er jeg rask, er jeg ikke? Men jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg overhovedet skal færdigbehandles hos hende? Hun kan jo ligesom alle de andre psykiatere alligevel ikke udføre sit arbejde godt nok. Det er jo det, vi kan se, når vi læser avisen. Man udskriver lykkepiller til sindslidende, men psykiaterne har pga. administration og andet papirnusseri ikke tid til at følge op på patientforløbet, og så er det, at det hele ender i selvmord.

Det er jo klart for enhver, at medicin gør rask, men at man ikke bør udskrive medicin, når der ikke er tid og penge til, at patienten bliver fulgt af en psykiater.

Kære Nick Hækkerup. Mange danskere vil nok sidde tilbage og synes, at man burde lade de rigtige fagfolk om arbejdet, når de nu har taget en lang medicinuddannelse, og at man må formode, at de netop har valgt dette erhverv, fordi de reelt vil gøre en forskel og redde menneskeliv. Dette efterlader dig sikkert med spørgsmålet om, hvorvidt -du skaber et sundere liv for alle ved at lade psykiatere og læger udføre deres arbejde i fred og ro, eller om du skal lade dine djøffere opfinde nye nationale mål og udstikke flere regelsæt.

Inderst inde tror jeg godt, at du ved, hvad der er bedst for patienterne.