Værdipolitik tager over når ideologierne dør

Michael Böss: Ideologierne er døde og de politiske partier ligner hinanden. Den amerikanske samfundsforsker Ronald Inglehart har svaret på hvorfor. I takt med at vi er blevet rige, stemmer vi ikke længere efter klasse, men efter værdier. Demokrati er en udløber af rigdom – men betyder det, at fx Kina snart bliver demokratisk?

"Kinas værdimæssige kulturarv har rødder i den feudale konfucianisme, hvor hierarki, autoritet og pligt var kerneværdier," skriver lektor Michael Böss, der mener det et mere åbent spørgsmål om Kina bliver demokratisk i takt med at landet bliver rigere. Foto Scanpix Fold sammen
Læs mere

Politiske ideologier spiller en underordnet rolle i nutidig politik. Derfor er det svært at se forskel mellem rød og blå blok i en tid, hvor det gælder om at tilpasse økonomien til globaliseringens realiteter. Til gengæld forsøger partierne at markere sig på værdier, som ikke har økonomisk karakter, men er »post-materielle«. Ja, selv i fordelingspolitiske spørgsmål handler det i dag om moralske værdier: om ret og pligt i velfærdssamfundet. Er værdiernes indtog i politik et universelt fænomen? Noget, vi også vil komme til at se i Kina inden længe?

Det er den amerikanske samfundsforsker Ronald Inglehart fra University of Michigan overbevist om. Inglehart er manden bag begrebet »post-materielle værdier«, som valgforskerne bruger, når de analyserer vælgernes motiver for at stemme. Det var i 1960erne, at grunden til dem blev lagt. Men det var først i 80erne, de blev opdaget. Af Inglehart. Han konstaterede, at de værdier, vælgerne havde stemt ud fra i 1960erne, ikke var de samme i 80erne. Hvor vælgerne tidligere stemte ud fra deres behov for materiel velfærd og fysisk sikkerhed, var de nu mere optaget af spørgsmål om identitet, miljø, retfærdighed, lighed mellem kønnene, menneskerettigheder osv. Han konkluderede, at så snart folks grundlæggende materielle behov var blevet tilfredsstillet, begyndte de at interessere sig for andre ting.

Inglehart mener, at skiftet fra »fordelingspolitik« til »værdipolitik« i de rigeste vestlige samfund mellem 60erne til i dag skyldes overgangen fra landbrugssamfundet over industrisamfundet til videnssamfundet. Det har haft politiske konsekvenser. De politiske partier har måttet indrette sig efter den ny kultur: De har derfor afkastet sig ideologierne og forsøger i stedet at forholde sig til vælgernes nye prioriteringer. Da postmaterielle værdier bærer præg af en ny individualistisk kultur, kalder han dem også »selvrealiseringsværdier«. Flertallet af nutidige vælgere stemmer således ikke længere ud fra tradition eller socialt tilhørsforhold. De forholder sig frit fra sag til sag og krydser partigrænser fra det ene valg til det andet. Det har gjort det vanskeligere for partierne selv at styre den politiske dagsorden. For at tage højde for »den værdipolitiske vending« tyer de derfor til vælgerundersøgelser, fokusgrupper og lignende redskaber, der kan fortælle dem, hvad vælgerne forventer og ønsker.

For at kunne studere, om det blot er et vestligt fænomen, har Ronald Inglehart siden midten af 80erne foretaget sammenlignende værdiundersøgelser på baggrund af de såkaldte World Values Surveys (WVS). WVS er i dag et forskernetværk spredt ud over mere end 100 lande, og har fra 1981 til 2007 gennemført fem repræsentative undersøgelser i en lang række stater, som tilsammen rummer ca. 90 procent af Jordens befolkning. Resultaterne viser, at der på tværs af nationer og regioner er store forskelle på, hvad folk tror på og værdsætter. Undersøgelserne viser også, at forskellene er meget stabile over tid, og at de hænger sammen med samfundets økonomiske udviklingsgrad og værdimæssige kulturarv. Forskellene kan måles på en todimensionel grafisk skala: Den vertikale akse går fra traditionelle værdier nederst til sekulære-rationelle værdier øverst; den horisontale akse går fra såkaldte overlevelsesværdier til venstre til selvrealiseringsværdier til højre. Afstanden mellem traditionelle og sekulær-rationelle værdier afspejler forskellen mellem landbrugssamfund og industrielle og post-industrielle samfund. I rene landbrugssamfund, som der stadig er mange af i Afrika, er værdierne præget af religion, traditionelle fællesskaber og respekt for autoriteter. I industrielle og post-industrielle samfund er værdierne derimod fortrinsvis sekulære og individualistiske. Afstanden mellem overlevelsesværdier og selvrealiseringsværdier angiver forskellen mellem samfund, hvor fysisk overlevelse stadig er en daglig opgave, og samfund, hvor overlevelse tages for givet; her er der derfor plads til prioritering af værdier som ytringsfrihed, politisk deltagelse, miljø- beskyttelse, lighed mellem kønnene og tolerance over for minoriteter. Udfra sine studier af den globale værdiudvikling konkluderer Inglehart, at jo rigere et samfund bliver, desto mere bevæger det sig op ad den vertikale akse og til højre på den horisontale.

Hvor de enkelte lande befinder sig på grafen i dag, skyldes dog ikke kun økonomiske, men også deres kulturelle udvikling. Specielt har religiøse traditioner haft stor betydning, men også sekulære ideologier og samfundsfilosofier, som f.eks. kommunismen i Østeuropa og konfucianismen i Kina, har efterladt sig spor i de enkelte samfunds værdigrundlag. Det samme har kolonisering og imperiedannelse. Trods sekulariseringen fortsætter den kulturelle tradition med at spille en rolle, idet udviklingen i de enkelte landes værdier og institutioner er »stiafhængig«. Man kan således se en sammenhæng mellem den protestantiske tradition i Nordeuropa og de enkelte samfunds arbejdsetik, fødselsrater, kønsrollemønstre, seksuelle normer og velfærdssystemer. Inglehart bekræfter altså vores umiddelbare indtryk – som mange er blevet bekræftet i efter krisen i eurozonen – at der ikke findes et homogent europæisk værdigrundlag, men at der findes værdimønstre, som har rødder i Europas gamle opdeling mellem katolske, protestantiske og ortodokse regioner. Disse forskelle giver sig udslag i graden af demokrati, korruption og sekularisering. Det protestantiske Skandinavien er den del af Europa, som er mest sekulariseret, hvor selvrealiseringsværdier er mest udbredte, og hvor der desuden er en meget lav grad af korruption og en høj grad af demokrati.

Alt det skal altså forklares som resultatet af et samspil mellemøkonomiske og kulturelle faktorer, herunder den protestantiske kulturarv; for selv om protestantismen ikke ligger bag demokratiet som politisk styreform, så lagde den dog grunden til den sondring mellem stat og kirke og til de forestillinger om individet og det individuelle ansvar, som demokratiet forudsætter.

Inglehart mener, at der er en sammenhæng mellem voksende velfærd, individualisme og demokrati: Økonomisk velstand vil på et tidspunkt føre til krav om demokrati. Historisk set viser udviklingen i Vesten, at demokratiet blev fremtvunget af en stor, uddannet og velartikuleret middelklasse bestående af individer, som lærte at tænke selvstændigt og ønske frihed. Drivkraften bag Vestens demokratisering var således modernisering – økonomisk, socialt og kulturelt. Men den var også et produkt af det enkelte menneskes medfødte behov for frihed, anerkendelse og personlig autonomi. Han er altså »liberal universalist«.

Men det må vel betyde, at de eksisterende autoritære systemer i verden automatisk vil forsvinde fremover i takt med spredningen af økonomisk velstand? Nej, ikke nødvendigvis. For selv om middelklassen vokser i sådanne lande, så vil de ikke blive demokratiseret, så længe de autoritære eliter er i stand til at kontrollere hæren og det hemmelige politi og på den måde undertrykke demokratiske kræfter. Selv om der ikke foretages værdiundersøgelser i Kina, skønner Inglehart, at landet i dag ligger tæt på det niveau for selvrealiseringsværdier, som lande som Sydkorea og Taiwan lå på, da de lagde deres autoritære styrer bag sig. Tidligere på måneden udtalte en juridisk ekspert fra Beijings Universitet i magasinet The Economist, at tre-fjerdedele af kineserne går ind for »konstitutionalisme«, dvs. kontrol med kommunistpartiet. I samme artikel omtales en webside på Folkets Dagblad, som blev lukket ned, da omkring 80 procent ud af 3.000 svarede »nej« på spørgsmål om, hvorvidt de støttede et-parti-styre og troede på socialismen. Inglehart ser også andre grunde til optimisme på Kinas vegne. En fortsat undertrykkelse af krav om demokrati vil nemlig på længere sigt vise sig kostbar, idet en effektiv vidensøkonomi forudsætter fri og åben udveksling af informationer og derfor demokrati.

Men hvad nu, hvis Inglehart tager fejl ved at overvurderer de økonomiske faktorer og undervurdere de kulturelle? Kinas værdimæssige kulturarv har rødder i den feudale konfucianisme, hvor hierarki, autoritet og pligt var kerneværdier. Skyldes hans optimisme måske, at han selv er et produkt af en kultur, der førte til individualisme og forestillingen om universelle værdier?