Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vaccine-skeptikere gør skade

Hvis vi vil have flere til at vaccinere deres børn, kunne vi gøre vaccination til et krav for indskrivning i institutioner og skoler. Nogle vil nok mene, at det ville være en moralsk forkastelig form for indgreb i forældrenes frihed. Men ved nærmere eftersyn er det ikke indlysende.

De seneste 10-15 år er det gået dårligt med at få danske forældre til at vaccinere deres børn. Faktisk er Danmark et af de lande i Vesteuropa, som har den laveste vaccinationsdækning, og vi ligger et godt stykke under vores nordiske naboer.

Sundhedsstyrelsen satte for nylig fokus på problemet med offentliggørelsen af den første rapport om det danske børnevaccinationsprogram. Den viser, at kun 83 pct. af en årgang får den anden dose af MFR-vaccinen, og kun 90 pct. den tredje dose af DiTeKiPol/HIB-vaccinen. Det kan umiddelbart lyde meget godt – langt de fleste bliver jo faktisk vaccineret. Problemet er, at det ikke er nok.

For det første er de sygdomme, vi vaccinerer mod, alvorlige. De er i dag så sjældne, at vi næsten har glemt det, men selv i bedste fald er sygdomsforløbene ofte lange og smertefulde, og flere af sygdommene er farlige. Kighoste kan tage ugevis, og meningitis kan skabe alvorlige vejrtrækningsproblemer især for spædbørn. Fåresyge kan gøre børn døve og pubertetsdrenge sterile. Polio kan give alvorlige lammelser. Difteri er livsfarligt, selv når man får den bedste moderne behandling. Selv en relativt upåagtet sygdom som mæslinger dræber et sted mellem en ud af 4.000 og tre ud af 1.000 af de ramte, især når det er små børn, som smittes.

For det andet kan vacciner ikke beskytte alle. Nogle børn er allergikere, og nogle har svækkede immunforsvar, for eksempel hvis de behandles for kræft. Samlet er vi afhængige af, at vi har flok-immunitet, som beskytter os alle sammen.

Flok-immunitet opstår ved, at så mange personer er vaccineret, at smitte ikke kan sprede sig i en befolkning. Selv hvis en person bliver syg, for eksempel på en rejse til udlandet, smitter vedkommende ikke andre, og der opstår ikke en epidemi. Derved beskyttes også de, som slet ikke kan vaccineres, eller som ikke er blevet immune. Hvis omvendt en stor gruppe af befolkningen ikke er vaccineret, så kan smitten sprede sig som en steppebrand.

Desværre er mange af de sygdomme, vi vaccinerer mod, meget smitsomme. For at opnå flokimmunitet mod mæslinger skal ikke 83 pct. men mindst 95 pct. af hver årgang vaccineres, og de 90 pct., som vaccineres mod polio og difteri, er lige på kanten af, hvad der er tilstrækkeligt.

Hvad stiller vi så op? Et første svar kunne være bedre information. Den mest almindelige begrundelse for ikke at ville vaccinere sine børn er nemlig en misforståelse om, at vacciner er farlige. Især Andrew Wakefields fup-artikel fra 1998, som var med til at skabe ubegrundet frygt for, at MFR-vaccinen forøgede risikoen for autisme, spøger stadig i kulisserne. Heldigvis er der lavet ikke mindre end fire store, autoritative systematiske undersøgelser af de almindelige børnevacciner de seneste år, som alle viser, at vacciner i det store og hele er ufarlige. Nogle få børn kan få kortvarige feberanfald eller udslæt (såkaldt purpura), men disse risici er velkendte og små.

Desværre er der ikke nogen grund til at tro, at information alene vil få flere til at vaccinere. Det skyldes, at vaccineskeptikere, ligesom mennesker i øvrigt, ikke er rationelle. Vi reagerer ikke nødvendigvis på ny information ved blot at sige »nåh, så tog jeg fejl« og ændre adfærd. Især det såkaldte konfirmationsbias spiller en vigtig rolle og betyder, at vi snarere har tilbøjelighed til at reagere ved at nægte, at den nye information er pålidelig eller relevant. Dette bias er særlig aktivt, når det er følelsesmæssigt omkostningsfuldt at indrømme, at man har taget fejl, for eksempel hvis man derved kan komme til at føle, at man har været en dårlig forælder, som har udsat sine børn for unødvendige risici. I forskningen om information som vaccinationsfremmende tiltag er konklusionerne således nedslående: Det har i bedste fald en meget begrænset effekt.

Hvis vi vil have flere til at vaccinere, må vi tage andre midler i brug, og der findes især to tiltag som kan have en væsentlig effekt. For det første, kan vi gøre vaccination til en udmeldingsordning. Sundhedsstyrelsen tog et lille skridt i den retning, da man i 2014 begyndte at sende påmindelser til forældre, som glemmer at vaccinere deres børn. Men i en egentlig udmeldingsordning skal man slet ikke selv huske eller holde styr på den slags. Det foregår i stedet som med skoletandlægen, hvor ens barn automatisk får tildelt en tid, og behandlingen gennemføres, såfremt man ikke aktivt gør noget for at fravælge den. Den form for tilsyneladende trivielle tiltag, ofte kaldet »nudging«, kan have stor effekt. Det ved vi for eksempel fra organdonation, hvor det viser sig at det gør en meget stor forskel, om man bruger et tilmeldingssystem, som i for eksempel Danmark, eller et udmeldingssystem, som i for eksempel Spanien og Østrig.

Det andet tiltag er at lægge pres på forældrene for at vaccinere deres børn. I for eksempel USA er det et lovkrav, at børn er vaccineret, for at de kan indskrives i skolevæsenet. Det viser sig ikke overraskende, at i de stater, hvor kravet håndhæves strengt, er der langt højere vaccinationsrater end i de stater, hvor det er let at få en undtagelse fra kravet. I den store stat Californien har man taget konsekvensen efter et voldsomt mæslingeudbrud i 2015 og afskaffet alt andet end medicinske undtagelser fra kravet. Det betyder, når lovgivningen træder i kraft til sommer, at børn med allergier eller svækket immunforsvar naturligvis ikke behøver at blive vaccineret, men at det er et krav for alle andre.

Tilsvarende kunne vi gøre det til et krav for indskrivning i institutioner og skoler i Danmark, at børnene har gennemført børnevaccinationsprogrammet. Udover at give forældre en meget stærk tilskyndelse til at vaccinere, har kravet en ekstra gavnlig effekt, nemlig at de børn, som ikke er vaccineret får begrænset kontakt med andre børn, og derved mindre risiko for at smitte dem.

Kan vi tillade os at bruge sådanne tiltag for at få forældre til at vaccinere? Umiddelbart vil nogle nok mene, at de udgør en moralsk forkastelig form for indgreb i forældrenes frihed. Men ved nærmere eftersyn er det ikke indlysende.

Du bestemmer ikke selv, om du vil køre med lygterne tændt i din bil om natten. Du får heller ikke lov til selv at bestemme for eksempel, om du vil leve op til Fødevarestyrelsens hygiejneregler, hvis du gerne vil sælge mad, om du vil lave el-installationerne i dit hus eller lejlighed på en sikker måde, eller om du vil producere og sælge kanonslag i garagen.

Der er kort sagt masser af områder, hvor staten blander sig i, hvordan vi skal leve vores liv og begrænser vores frihed. Og de fleste af os mener, at i hvert fald mange af de indgreb er legitime. Det er der en meget enkel grund til: De beskytter andre mennesker mod at blive skadet.

Det er et hævdvundet liberalt princip, at den enkelte person har ret til at bestemme over sit eget liv. Men også, at denne frihed slutter lige præcis der, hvor personens handlinger griber ind i andre menneskers frihed eller skader dem. Det er forklaringen på, at folk selv må bestemme, om de vil foretage sig alle mulige tåbelige ting, så længe de kun er til fare for sig selv. De må til gengæld ikke forårsage trafikulykker, ildebrand, madforgiftninger og så videre, for derved risikerer de også andres liv og helbred.

Og vacciner hører til i denne kategori. Ved at vælge ikke at vaccinere vælger man ikke blot at risikere sit eget barns sundhed, men også de andre mennesker, som barnet kan komme til at smitte, når det bliver sygt. Af samme grund er vaccination et af de krav, vi legitimt kan stille til vores medborgere. Det er synd hvis der skal en epidemi med døde børn i medierne til, før vi tager os sammen til at begynde.