Universitetets samfundsforpligtelser

Michael Böss: Social tillid. Det er gavnligt at underkaste sine demokratiske institutioner et kvalitetseftersyn. »Har folkestyret en fremtid?« spørges der derfor lidt provokerende ved det seminar, der åbner i dag på Aarhus Universitet.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Vi hører ofte, at det danske samfund er kendetegnet ved en udpræget grad af social tillid. Vi ligger faktisk helt i top på globalt plan, sammen med de øvrige nordiske lande. Tilliden kommer til udtryk i vores indbyrdes forhold som medborgere. Social tillid er en værdi i alle samfund, en »social kapital«: Den styrker borgernes indbyrdes solidaritet og tolerance og velvilje, og den skaber grundlag for deres tilbøjelighed og villighed til at stå sammen om løsningen af fælles opgaver og problemer. Desuden er social tillid uundværlig for folkestyret og den demokratiske kultur. Social tillid handler dog ikke kun om vores indbyrdes forhold som individer og borgere. Den er også et spørgsmål om borgernes forhold til staten, deres tiltro til, at de bliver behandlet på en fair måde af de offentlige institutioner og ikke bliver udsat for magtmisbrug som f.eks. korruption. Også på det punkt ligger Danmark i top. Alligevel bør vi ikke tage hverken tilliden eller demokratiet for givet, men altid huske at pleje dem. Specielt fordi de begge vil komme under pres de kommende år.

Universitetet, som er en af samfundets nøgleinstitutioner, har et medansvar for styrkelsen af den sociale kapital og demokratiske kultur. Det understreger jeg på en lidt trist baggrund. Den danske universitetsverden har i det seneste år været ramt af misbrug af offentlige midler. Tilfældene miskrediterer selvfølgelig kun dem, der sagsøges og dømmes. Men sagerne risikerer også at få konsekvenser for befolkningens tillid til universiteterne. Allerede nu lyder kritikken på, at det nye bevillingssystem for forskningen medvirker til at skabe lukkede og uigennemskuelige beslutningsprocesser til skade for såvel forskningen som samfundet som helhed.

På universiteterne må vi være opmærksomme på dette og blive bedre til at agere og kommunikere åbent over for offentligheden. Vi må bl.a. forstå, at vores ansvar ikke kun består i at bidrage til økonomisk vækst, men også til befolkningens oplysning og demokratiske dannelse. Vi bør derfor stille os skeptiske over for DIs nye krav om en ændring af bevillingsstrukturen til fordel for såkaldt strategisk forskning på bekostning af samfunds- og kulturfagene. Til gengæld bør vi stille os positivt over for en intensiveret fælles indsats medfinansieret af et erhvervsliv, hvis største virksomheder nu har vist sig at være kommet styrket ud af den finansielle og økonomiske krise, og som derfor befinder i en god position til at tage socialt medansvar på denne måde.

Der har jo igennem flere år været talt om erhvervsvirksomheders sociale ansvarlighed (CSR). Det er et begreb, der passende kunne tilpasses universitetsverdenen: Det må være en af vores forpligtelser over for samfundet at udvise »videnskabelig social ansvarlighed«. Det indebærer pligten til at dele vores videnskabelige resultater med andre, herunder erhvervslivet og de offentlige myndigheder. Men denne videndeling med private og offentlige partnere må ikke ske på bekostning af åbenhed og gennemskuelighed. Desuden må vi passe på, at såkaldt forskningsovervågning og anden kontrol med brugen af skatteydernes penge ikke får som resultat, at vi lukker os om os selv og derved forsømmer vores demokratiske forpligtelser, herunder ikke mindst forpligtelsen til at formidle den viden og erkendelse, vi frembringer, til en bred offentlighed.

På Aarhus Universitet lægger vi stor vægt på formidlingen som et bidrag til demokratisk dannelse. Vi har gennem mange år haft et nært samarbejde med Folkeuniversitetet, og på alle hverdagsaftener strømmer borgerne i Aarhus og omegn – og de andre steder i landet, hvor universitetet i dag har afdelinger – ind i vores bygninger, så snart de studerende har forladt dem. I forbindelse med universitetets strukturreform vil forskningsformidlingen og -kommunikationen blive yderligere styrket.

Vi har f.eks. oprettet en ny formidlingsinstitution, det såkaldte MatchPoints Seminar, som har til formål at skabe dialog mellem Aarhus Universitet og det omgivende samfund om emner af bred samfundsinteresse. Derfor er seminarerne åbne for offentligheden. Desuden er det et kendetegn for et MatchPoints seminar, at talerne er nogle af de mest velanskrevne nationale og internationale navne inden for det felt og emne, der står i fokus for seminaret. Her har den danske offentlighed således mulighed for at få et direkte indblik i, hvad der foregår inden for national og international samfunds- og kulturforskning på allerhøjste niveau. Netop den slags forskning, som er så betydningsfuld for den demokratiske oplysnings- og dannelsesproces.

Det er derfor naturligt for os, at vi i år netop fokuserer på demokrati og demokratisering. Et af de aktuelle spørgsmål i samfundsdebatten er, hvorvidt vores demokratiske tradition ændrer sig i disse år. Ja, om det danske folkestyre, vi roses så meget for i udlandet, nu også er så fejlfrit og stærkt, som vi går og tror. Det vil jeg ikke selv tage stilling til her – det har jeg allerede gjort i min bog, Republikken Danmark (2011).

Jeg vil her blot konstatere, at det er gavnligt under alle omstændigheder at underkaste sine demokratiske institutioner et kvalitetseftersyn. »Har folkestyret en fremtid?« spørger vi derfor lidt provokerende i forbindelse med det seminar, der åbner i dag under titlen »Udfordring til demokrati«. Titlen er tvetydig og siger dels, at vores demokratiske tradition i disse år er udsat for nye udfordringer, som bl.a. hænger sammen med globaliseringen og udviklingen i medierne. Dels henviser den til Mellemøsten og Nordafrika, hvor krav om demokrati og frihed i øjeblikket udfordrer en række autokratier. Seminaret har altså både en national og international dimension.

Hvorvidt udviklingen i den arabiske verden vil ende med indførelse af liberale demokratier, er endnu uvist. Aarhus Universitets verdensberømte professor Francis Fukuyama vil ved seminarets åbning i dag råde os til at forholde os positivt, men afventende over for udviklingen. Ikke fordi man ikke kan forestille sig en demokratisk udvikling i muslimske samfund, men snarere fordi det er svært at indføre demokrati som en form for ingeniørkunst.

 Demokrati kræver institutioner, og politiske institutioner er ikke noget, der skabes fra den ene dag til den anden. Som Fukuyama påviser i sit netop udsendte hovedværk, The Origins of Political Order, kan alle stater heller ikke forventes at »blive som Danmark«. De må følge hver deres – ofte langsommelige – vej på egne forudsætninger.

 Fukuyamas udtryk lyder smigrende i vores ører. Men smigeren bør ikke give os anledning til selvglæde og selvtilfredshed. Den bør snarere motivere os til ekstra opmærksomhed over for værdier og krisetegn i vores egen demokratiske kultur. For, som Fukuyama forklarer, så kan vi ikke tillade os at tage demokratiet for givet. Det styre vi ser i lande som Kina og Singapore er effektive, men ufrie og udemokratiske, og vores demokratier udfordres af tilpasningen af de europæiske velfærdsstater til den nye økonomiske verdensorden: I den overgangsperiode, vi befinder os i nu og i årene fremover, vil vi være tvunget til at udforme en ny social kontrakt mellem borgere og stat.

Vil Vestens liberale demokratier være i stand til at klare den proces uden at sætte deres dyrebare sociale tillid og sammenhængskraft over styr? Det spørgsmål kan der naturligvis ikke gives noget svar på nu. Men som arrangører ønsker vi på Aarhus Universitet at skabe rum for en debat om, hvordan demokratiet kan medvirke til en fredelig tilpasningsproces, måske gennem en fornyelse af det repræsentative demokrati.