Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Universitetets krise

Kai Sørlander: Universitetets forskningsfrihed er ikke blot blevet indskrænket af bureaukratisk styring – universitetet har selv forvaltet sin frihed på en meget problematisk måde, idet relativismen har holdt sit indtog. Den relativistiske position er selvmodsigende og i sin konsekvens opløsende for både den sekulære demokratiske orden og forskningsfriheden.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Ideelt set indgår universitetet i en symbiose med demokratiet. Universitetet understøttes af det demokratiske samfund og sikrer til gengæld, at dette samfund får den bedst mulige viden om den verden, hvori det skal tage beslutninger. Det sker både gennem universitetets selvstændige forskning og gennem dets evne til at være på forkant med, hvad der sker i forskningen andre steder i verden. Desuden er det universitetets opgave at uddanne folk til at fortsætte den forskningsmæssige tradition og til at udfylde stillinger i den højere del af undervisningssystemet, i statsadministrationen, i retsvæsnet og i sundhedssektoren. Således får universitetet på den ene side frihed til at forske og undervise og giver på den anden side nogle helt nødvendige bidrag til den demokratiske beslutningsproces.

Dette billede er krakeleret. Ganske uanset om billedet nogensinde har været sandt, så er forholdet mellem universitet og demokrati nu i krise. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af Sune Aukens nye bog Hjernedød og af hans opfølgende kronik her i avisen (24.2.). Han beskriver præcist og skarpt, hvorledes forskningsfriheden er blevet indskrænket af bureaukratisk styring, og hvorledes universitetet har udviklet sig til en masseuddannelsesanstalt, der skal opfylde kvantitative mål - få så mange kandidater igennem som muligt - med den helt naturlige konsekvens, at kvaliteten sænkes. Så langt kan man dårligt være uenig. Degraderingen er reel og problematisk.

Krisen i forholdet mellem demokrati og universitet har imidlertid også en anden side, som Sune Auken glider lettere hen over. Her drejer det sig om, hvorledes universitetet har opfyldt sin del af den ideelle kontrakt med demokratiet. Altså, hvorledes det faktisk har udnyttet forskningsfriheden, og hvorledes det faktisk har medvirket til at berige den demokratiske debat.

I den forbindelse bør man selvfølgelig først konstatere, at universitetet ikke har talt med én stemme. Det har talt fra mange forskellige forskningsområder. Men når det er sagt, så er det mest bemærkelsesværdige, at universitetet ikke har stået som en klar og entydig forsvarer af den videnskabelige rationalitet med dens forpligtelse på objektiv sandhed. Tværtimod har vi oplevet et universitet, som har givet rum for stærke ideologiske strømninger, som benægter selve muligheden af den objektive videnskabelige rationalitet. Det hævdes, at der ikke findes nogen universel sandhed, men at alle sandheder må nøjes med at være partielle eller relative. Engang i fortiden tog denne indstilling form efter den marxistiske ideologi. Senere har den splittet sig ud i forskellige former for postmodernistisk relativisme, enten de så kalder sig socialkonstruktivisme, multikulturalisme eller kulturrelativisme. I nogle tilfælde har den ført til, at kravet om sandhed er blevet fortrængt af en magtretorik.

Kernen i alle disse akademiske modeteorier har været relativisme. De har mere eller mindre åbenlyst benægtet videnskabernes krav om at tale for en objektiv og universelt gyldig sandhed. Hvor universitetet tidligere har forsvaret videnskabens objektivitet og rationalitetens universalitet, så har det nu mere og mere givet efter for en relativisme, som undsagde videnskabens og rationalitetens fordring på objektivitet og universalitet.

Dermed har universitetet anbragt sig selv i en dybt problematisk position. For relativismen fører ind i en sump af dilemmaer. For det første kan den ikke fremføres som universelt forpligtende - altså som en påstand om, at al erkendelse er relativ - uden at være selvmodsigende. For det andet undergraver relativismen selve det fundament, som den sekulære demokratiske samfundsorden bygger på. Denne orden giver politisk ligeværdighed og religionsfrihed til den enkelte. Til gengæld kræver den, at den enkelte anerkender andres politiske ligeværdighed og desuden adskiller religion og politik. Kun således er den sekulære demokratiske orden konsistent og kan opretholde sig selv. Dette er en rent rationel konstatering. Men hvis al erkendelse er relativ, så gælder det også for demokratiets grundlag. Så mister det sin rent rationelle universalitet. For det tredje undergraver den relativistiske position selve den argumentation, som er nødvendig for at begrunde forskningsfriheden som et alment politisk ideal. Hvis al erkendelse er relativ, så kan der ikke gives nogen universel og objektivt forpligtende argumentation for at fastholde forskningsfriheden som en nødvendig værdi.

Den relativistiske position er altså selvmodsigende og i sin konsekvens opløsende for både den sekulære demokratiske orden og forskningsfriheden. Alligevel har den en stærk basis på universitetet, hvorfra den ad forskellige kanaler udbredes til resten af samfundet. Og i den demokratiske debat oplever vi folk fra universitetet argumentere ud fra selvmodsigende teorier - fx en gennemført kulturrelativisme - som om de var universelt gyldige. Alt i alt har universitetet ikke haft så meget rationel råstyrke, at det selv - igennem sin interne debat - har kunnet kvæle sin egen relativistiske og antirationelle stemme.

Dette gør, at vi for indeværende befinder os i en mærkværdig historisk situation. Mens kristendommens langsommelige indflydelse på den sociale udvikling kunne føre frem til en sekulær demokratisk samfundsorden, som giver plads til et universitet med reel forskningsfrihed, så bliver denne forskningsfrihed nu brugt til at fremføre et relativistisk verdenssyn, som i sin konsekvente gennemførelse undergraver selve de værdier, som den sekulære demokratiske samfundsorden og forskningsfriheden bygger på. Eller sagt ganske kort: Mens den kristne tradition har givet os friheden, så er det endnu et åbent spørgsmål, om vi selv er rationelle nok til at bevare den. Således er det fra universitetet, at vi nu kan høre, at det er forældet at kræve sekularisering af det politiske. Derhen har den institution, som helt konkret har haft til opgave at forvalte forskningsfriheden, ført os. Den har levet af en tradition, som den mangler rationel råstyrke til selv at underbygge.

Hvad skal man gøre, når man erkender dette dilemma? I første omgang skal man selvfølgelig lægge dilemmaet så klart frem, som man kan, og påpege det uholdbare i den relativistiske nedskrivning af rationalitetens fordring. Så kan man måske få universitetet til at forstå, hvor langt det har fjernet sig fra sin rationelle forpligtelse. Men hvad hvis et sådant forsøg er forgæves? Hvad hvis argumenterne ikke bider, fordi tankekraften mangler? I så fald er det ikke noget principielt svar på, hvad man skal gøre. Så er sagen rent politisk - og dybt deprimerende. For så er det ikke sikkert, at vi mennesker faktisk har så meget af den rationalitet, som er absolut nødvendig, hvis vi skal opretholde en sekulær demokratisk orden med forskningsfrihed.

Her burde Sune Auken have taget tråden op. Han har fuldstændig ret i sin kritik af den nuværende styrelseslov for universitetet. Men skal man fra universitetets side være moralsk berettiget til at fremføre denne kritik, så bør den kombineres med en selvkritik, som universitetet stadig så sørgeligt mangler. Hvorledes er vi endt dér, hvor universitetet udadtil er kommet til at stå for en relativisme, som forkaster selve de standarder, som er forudsætningen for, at forskningsfriheden har mening? For en ordens skyld bør jeg måske indskærpe, at jeg på ingen måde taler for censur. Jeg taler for, at irrationalisme skal bekæmpes med rationalitet. Men hvis universitetet ikke i dets egen interne debat selv er i stand til at kvæle den rationalitets­undergravende relativisme, hvorledes kan det så tro, at det kan bidrage positivt til at opretholde den sekulære demokratiske orden, som om noget kræver forpligtelse på rationalitet?