Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Uniformen er udtryk for en fælles vilje

Fejlen i at oprette en række styrelser og føre dem væk fra Forsvarsministeriet er sket, og det får vi kun rettet op på efter det næste forsvarsforlig, men vi kan i det mindste sørge for, at de sørgelige rester af det danske forsvar opretholder et minimum af korpsånd og samhørighed.

Klaus Kroll, officer af reserven. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bedst som forsvarets ansatte troede, at omstruktureringen og udhulingen af forsvaret havde nået et nyt nulpunkt, ramte historien om uniformsforbuddet, en beslutning der rettelig efterfølgende blev gjort valgfri.

Uniformen i forsvaret repræsenterer langt mere end den marginale udgift, som man i Forsvarsministeriet, med stor sandsynlighed, har lagt til grund for at udskifte den med civilt kluns, og derfor er det essentielt at få problemet med forbud/valgfrihed belyst.

Med åben hånd tør jeg godt pege på, at departementschef i Forsvarsministeriet, Lars Findsen, samt ikke mindst den siddende forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), på ingen måde har forstået sammenhængskraften i forsvaret, endsige besidder et oprigtigt ønske om at opretholde et funktionsdueligt forsvar.

Fejlen i at oprette en række styrelser og føre dem væk fra Forsvarsministeriet er sket, og det får vi kun rettet op på efter det næste forsvarsforlig, men vi kan i det mindste sørge for, at de sørgelige rester af det danske forsvar opretholder et minimum af korpsånd og samhørighed.

Ved at splitte forsvaret op i mindre styrelser og dække sig ind under behovet for at modernisere og strømline, er man nået til punktet, hvor der bliver pillet ved de helt fundamentale elementer, der er bærende for, at forsvaret som samlet enhed kan fungere. Overgangen til civil styring og civilt tøj vil automatisk betyde en mentalitetsændring hos personellet, og forståelsen for, hvem man i sidste ende skal servicere og facilitere, er dermed i overhængende fare for at blive skyllet ud med badevandet.

Fra Forsvarsministeriets hjemmeside forsøger forsvarsministeren at gendrive historien i Berlingske om, at det er frivilligt om man vil bære uniform, hvilket kan oversættes til, at det bliver den stedlige chef, der udstikker retningslinjerne. Da cheferne i stigende omfang er rekrutteret på baggrund af en akademisk uddannelse og ikke nødvendigvis reflekterer soldaterhvervet, kan man ret hurtigt konkludere, at det næppe er uniformen, der bliver den foretrukne beklædningsgenstand på stabs- og styrelsesgangene.

Med skiftet vil vi med tiden også se en mentalitetsændring. Forsvaret har gennem århundreder opbygget en korpsånd og samhørighed, der gør soldaterne på jorden i stand til at løse deres, ofte blodige håndværk uden at skulle diskutere taktikken i plenum eller gennemføre en rundbordsdiskussion, om man skal angribe højre eller venstre om bakken. Når vi så begynder at tilføje Lean-processer og lægge akademiske betragtninger til grund for beslutninger taget i forsvaret, vil det udmønte sig i, at vi risikerer at kompromittere de opgaveløsninger, der sker i den skarpe ende, om det så er Balkan, Irak, Afghanistan eller hvor nye konflikter end skulle opstå.

Uniformen repræsenterer et tankesæt, hvor et klart defineret hierarki afgør, hvem der træffer beslutningerne, og samtidig indebærer, at den, der tager beslutningen, automatisk påtager sig ansvaret for beslutningen.

Tag et tænkt eksempel. En dansk enhed oprettes og udsendes til Irak og skal indkvarteres i en lejr bygget og drevet af nationale elementer. I den enhed vil vi fremover have fire styrelser samt to-tre ministerier, herunder Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og muligvis Handels- og Udviklingsministeriet. I det scenario vil man have en komplet uigennemskuelig beslutningsstruktur, hvor de respektive styrelser og ministerier, med al sandsynlighed, vil trække i hver sin retning.

Materiel- og Indkøbsstyrelsen vil blande sig i materiellet, Regnskabsstyrelsen i lokalindkøb, Personelstyrelsen i anvendelse af personellet og Ejendomsstyrelsen i, hvordan lejren skal bygges og drives. I det brydningsfelt vil en operativ chef skulle manøvrere og lægge en urimelig mængde hensyn oven i de taktiske betragtninger, der efter min overbevisning bør være de styrende.

Den kritiske læser vil undre sig over, at en diskussion om civilt tøj kontra uniform kan betyde en så afgrundsdyb forskel på mentalitet og holdninger. Men det kan den, og det har jeg ved selvsyn konstateret ved flere lejligheder i den hjemlige struktur, men ikke mindst som udsendt soldat.

Forståelsen for soldaterhåndværket er essentielt i evnen til at supportere de mennesker, der på vegne af et folkevalgt flertal, løser opgaverne i den spidse ende, der hvor teorien møder virkeligheden. En linje i et regneark på en styrelsesgang i Danmark kan være forskel på succes og fiasko, når det rammer virkeligheden fjernt fra skrivebordet herhjemme.

Nicolai Wammens opblødning i retning af, at det skal være valgfrit, om man skal bære uniform eller ej, bærer vel desværre bare præg af, at han på ingen måde har forstået, hvilket ministerium, han som led i de utallige rokader er havnet i. Dette desværre understøttet af en departementschef der støtter ham i, at alle kendte grænser skal udviskes. Forsvaret er ikke, og skal ikke være, et system,hvor alle grænser er flydende, men derimod en solidt forankret organisation med en klart defineret kommandovej, hvor en befaling fra øverste hold kan udmøntes i en resolut handling på nederste hylde.

Flugten af personel fra forsvaret kan direkte føres tilbage den aktuelle debat, hvor hele fundamentet for forsvaret er ved at blive nedbrudt. Oprettelsen af nye styrelser, der med hver sit sigte skal understøtte en snart ikke eksisterende hær, flåde og søværn, er en akademisk opfindelse, hvor sammenhængskraften forsvinder, og forsvarsevnen reduceres til udsendelse af marginale bidrag. Moralen må være, at kan vi ikke evne at kæmpe, må vi dog opretholde evnen til at kæmpe mod hinanden i et orwellsk system af styrelser.

Uniformen repræsenterer på alle måder et tankesæt, som bør være det styrende i forsvaret og skal udgøre det fælles fixpunkt for alle ansatte under Forsvarsministeriets ansvarsområde. Uniformen udspringer af en fælles forståelse for adfærd, en gennem generationer opbygget korpsånd, der i sidste ende betyder, at vi løber samme vej, når skarpe situationer kræver det. Uniformen er et symbol på evnen til at udvise loyalitet og en vilje til at bide tænderne sammen, når opgaven kræver det.

Uniformen er det synlige bevis på vores tilhørsforhold til en enhed, der rummer langt mere end blot en ansættelse i en tilfældig styrelse, hvor dagens tjeneste starter klokken 8 og slutter klokken 16.

Derfor skal det hverken forbydes eller gøres valgfrit, om man skal bære uniform, men opsættes som en naturlig del af at være ansat inden for Forsvarsministeriets ansvarsområde, uagtet at det sker i myriaden af styrelser. Har departementschefen eller forsvarsministeren en udfordring med at møde uniformer i deres hverdag, kunne de med fordel overveje, om de er havnet det rette sted. Ligesom politikere bør have haft en tilknytning til arbejdsmarkedet, inden de havner på Christiansborg, kunne ministre og departementschefer med fordel have haft en, blot marginal, berøring med deres ressortområde inden tiltrædelse.