Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Unghane med rugkerner - og Picasso

Ulla Holm: Kunst og café. Fy, skam dig! Sådan lyder det gerne fra kunstkritikere, der vil have dig til at droppe brunchen og museumsbutikken og i stedet nyde den rene kunst på de danske kunstmuseer. Men det er en forfejlet tankegang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fester, der foregår på toilettet eller i køkkenet, er som bekendt de sjoveste. Alligevel har vi ofte et problem med, at steder eller ting bruges til noget helt andet end det, der var hensigten, som f.eks. også når fattige afrikanere bruger donerede myggenet som brudeslør eller fiskenet i stedet for som værn mod malaria, selvom det ude i landsbyen kan give bedre mening at anvende myggenet til netop de første og ikke det sidste formål.

Tilsvarende forholder det sig med vores forhold til brugen af de danske kunstinstitutioner. Tilbage i 2009 vakte det f.eks. furore i det danske kunstparnas, da en undersøgelse af kunstanmeldelser, baseret på artikler fra de danske dagblade, afslørede, at kun seks procent af artiklerne tog udgangspunkt i en kritisk dialog med kunstværkerne, mens de resterende 94 procent handlede om alt muligt andet end kunsten. Det blev udlagt som en forfaldstendens, at fokus var på alt det, der omgav udstillingerne som bl.a. maden, museets arkitektur og publikum, og det fik daværende formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen til at advare mod den tiltagende »forbrugerorientering« i kunstkritikken. Angrebet mod kunstkritikkens »forbrugerorientering« afspejler et særligt syn på kultur og en bestemt opfattelse af, hvad der er den legitime brug af et kunstmuseum og den funktion det bør have for dets brugere: Kunst bør, i kraft af sin rolle som debatskaber, tages dødsens alvorligt. Det er denne rolle, der berettiger kunstinstitutionen og derfor er det en naturlig fordring, at man går på museum for at se på kunst og ikke for at nyde udsigten, æde sig mæt i frokostplatter, shoppe i museumsbutikken eller lure rundt og blive luret på. Bliver relationen til kunstinstitutionen for »forbrugerorienteret«, mister institutionen sin berettigelse, lyder logikken.

I første afsnit af DR2s nye kulturdebatprogram Kulturkøbing er den gal igen. Værten Adrian Hughes problematiserer indledningsvis vores forbrugerorienterede forhold til kunstmuseerne ved, under sit besøg på Aros, at gøre alle de ting, man ikke må som museumsgæst: Han installerer sig i museets restaurant, hvor han bestiller unghane med rugkerner (efter en ironisk opremsning fra menuen af alle de lækkerier museet tilbyder) og fortsætter ind i museumsshoppen for at købe værtindegaver. Fy, skam dig! Herefter efterlyser en række kulturkritikere, at selve den fysiske kunstinstitution og alt det uden om kunsten nedprioriteres til fordel for en opprioritering af selve kunsten. »Det handler ikke om huset, det handler om, hvordan vi får befolkningen tættere på kunsten,« udtaler Michael Thouber som svar på, hvordan den danske museumspolitik bør tilrettelægges. Igen: værkerne bør stå i centrum for museumsoplevelsen - ellers kan museerne ligeså godt pakke sammen!

Desto mere ironisk er det, at Politikens iBYEN for nylig bragte en guide til fem københavnske museer med overskriften Spis godt på byens museer. Ifølge guiden kan man således på Dansk Arkitekturcenter nyde »buffet med udsigt« til »kranerne på Holmen over Skuespilhuset, Børsen, Den Sorte Diamant og helt op til Langebro«, og man kan svælge i cafeens brunch «med røget laks, grillet chorizo, æg og bacon, oste, pandekager, frugt, yoghurt, pain au chocolat og meget mere«. Om Post & Tele Museum hedder det: »caféen Hovedtelegrafen er i top. Både gastronomisk og sådan rent fysisk. For den ligger nemlig på øverste etage i bygningen i Købmagergade, så der er udsigt til hele Dronningens København med alt hvad det indebærer af tårne og spir.« Om Glyptoteket oplyses det, at der ikke kan sættes en finger på hverken kagerne eller cafélokalet: »Det er nemlig den højloftede vinterhave, fyldt med grønne planter og Kai Nielsens monumentale Vandmoderen. Faktisk er det mest et konditori, men i weekenden er der også brunch.« Om Louisiana hedder det, at stedet har landets flotteste udeservering og endelig fortælles det om Sophienholm ved Lyngby og Bagsværd Sø, at det er »et af de flotteste steder i Københavns omegn« og at caféen byder på »karrysild, pariserbøf, suppe, bøf bearnaise, oste og andet godt«.

Der er noget, der tyder på, at festen er rykket ud af de kunstneriske saloner og at hovedattraktionen på de danske kunstmuseer ikke er kunsten, men lige præcis alt det udenom - hvilket bekræftes ved et kig på Louisianas hjemmeside, hvor der linkes til både café, butik, fredagslounge, live-arrangementer og børnehus.Er det udtryk for en forfejlet omgang med og dækning af kunstmuseet som kulturel institution eller afspejler de forbrugerorienterede vildfarelser blot, at »det også kan være fordi forbrugerne bare har fået andre interesser,« som Øvlisen luftede muligheden af under debatten i 2009? Hvis det sidste er tilfældet, burde vi så ikke, som i tilfældet med mygge-nettene, være åbne for, at kunstmuseerne giver mening for brugerne på en anden måde end den, der var tiltænkt? Anerkende, at nytteværdien simpelthen ligger et helt andet sted frem for fortsat at lange ud efter »forbrugerorienteringen«?

I hvert fald er det en bestræbelse, man bør gøre sig som sociolog, når nu ikke kunstparnasset vil. Således skrev sociologen Henrik Dahl i et essay i Weekendavisen sidste år om det moderne kunstmuseum da også følgende: »Folk kommer ikke for kunsten alene, men for den totale pakke, der desuden rummer arkitektur, landskabelige herligheder og gastronomi. Desuden er de - mærkeligt nok - ikke så interesserede i kunst. De finder det vigtigt, bevares. Men jeg tror ikke, det ville være godt for den typiske Louisiana-gæsts selvfølelse, hvis hun eller han for alvor blev af- eller overhørt i kunsthistorie. Når man går på Louisiana kan helt andre motiver være på spil, som slet ikke har med kunst at gøre.« Dahl nævner bl.a., at kunstmuseet også er et sted man besøger med sin kæreste, når man er på vej ind i et seriøst forhold - noget jeg i øvrigt kan bekræfte fra min omgangskreds. At disse »helt andre motiver«, som Dahl nævner, ikke anses som værdige i den dominerende diskurs om kunstinstitutionen er en skam. Og det er udtryk for en særlig kulturforståelse, som nyder monopol i kunstkredse, men som ikke bør være enerådende. Hér forstås kultur som mening og kunsten som formidling af betydning. I den optik er det det, værkerne kommunikerer, der bør være den egentlige årsag til, at vi går på museum. Kunstværket skal hjælpe os til at forstå eller reflektere over forhold i samtiden eller relationen til os selv og andre. Kunstmuseets rolle er således at give anledning til en sådan åbenbaring af mening. Imidlertid findes der også andre forståelser af kultur, som f.eks. den »livsorienterede«. Her lægges vægten på det levede livs rene æstetik, dvs. på det stoflige, materielle og sanselige, som overskrider mening, men ikke desto mindre giver anledning til en selvstændig fryd. I fokus er her f.eks. rums og bygningers særegne stemtheder, deres stoflige kvaliteter og de socialitetsformer deres indretning faciliterer. Eller landskabers farver, dufte og former, som hensætter os i nydelsesfulde stemninger - eller lyden af eller samværet med andre mennesker og den nærhedens varme, der opstår herigennem.

Ser vi museumsbesøget igennem en sådan livsorienteret kulturlinse, giver det pludselig mening, at den kritiske og forståelsesorienterede dialog med de udstillede værker ikke udgør det primære attraktionsmoment for den gennemsnitlige museumsgæst.

Kunstmuseer er i kraft af deres arkitektur, indretning, beliggenhed og publikum stemte steder, der hensætter os i en tilstand og stemning, som løfter os ud over dagligdagen. Måltidet her har derfor en merværdi, som netop skal tilskrives denne stemthed. Tilsvarende skyldes købelysten i museernes butikker ikke de udbudte forbrugsgenstandes egenværdi - oftest fås de samme varer jo i almindelige butikker; de udgør en art stemnings-memorabilia, der forlænger museumsoplevelsen ind i dagligdagen. Værkerne er langtfra det centrale ved museumsinstitutionen - de fungerer som påskud. Da jeg for nylig gæstede endnu en udstilling om klima-kunst, United Alternative Energies, i Århus Kunstbygning, fik jeg da også en ustyrlig trang til unghane med rugkerner.