Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Unge skal ikke vade ud i ledighed

De studerendes fremtidsudsigter er jo ikke bare vigtige, men essentielle. Og så må man gerne mene, at det er utidig politisk indblanding, men der er nødt til at ske noget. Vi kan i hvert ikke tage ansvar for, at unge vader lige direkte ud i ledighed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udover at være medlem af Folketinget er jeg studerende. Det er sjældent noget, der italesættes som en fordel, og jeg er egentlig også ganske bevidst om min åbenlyse manglende erhvervserfaring. Til gengæld kan jeg så sagtens både huske, og relatere til, livet bag de gule mure på Aarhus Universitet – eller for den sags skyld på Støvring Gymnasium.

Og hvis jeg nu tager min MF-hat af for at tage studerende-hatten på, så er jeg aldeles uforstående over for, at både flere af de videregående uddannelser samt ikke mindst de, som skulle forestille at være repræsentanter for det store antal studerende i Danmark, åbenbart bekymrer sig temmelig lidt for den tid, der unægtelig kommer efter en videregående uddannelse for alle studerende. I hvert fald lader bekymringen for de studerendes fremtid til fuldkommen at være overskygget af bekymringerne om, at man bliver nødt til at lave ting om på de videregående uddannelser, og mere endnu, at det politiske niveau har dristet sig til at bede en om det!

Og ja, jeg taler om jobmuligheder. Ikke fordi dannelse nu er gået af mode, ikke fordi de studerende nu skal være robotter, eller vi kun skal fokusere på, hvad erhvervslivet skal bruge. Slet ikke. Men dannelse og job er heller ikke hinandens modsætninger! En meget vigtig grund til at tage en videregående uddannelse, tror jeg for mange er, at man, for søren da, gerne vil have gode muligheder for at få et job!

Dét er i hvert fald baggrunden for regeringens for nylig lancerede model for at skrue lidt ned på de videregående uddannelser, der har systematisk overledighed. Således tilpasser vi uddannelserne sådan, at de studerende i lidt højere grad end i dag vælger en uddannelse med bedre jobmuligheder, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Det, synes jeg, er at tage ansvar for netop de studerendes muligheder.

Det er ikke en ny ide, der er kommet som lyn fra en klar himmel, men et helt afgørende arbejde, som vi har arbejdet på i længere tid. F.eks. var det allerede et fokuspunkt for regeringen i forårets vækstpakke. Her sikrede vi, at unge fra optaget 2015 får større indblik i, hvad de mange forskellige studier tilbyder, også i forhold til jobmuligheder. I dag kan det være svært at gennemskue de mange uddannelsesmuligheder og informationer om erfaringer, timer, løn, beskæftigelsestal osv., da de ikke er samlet ét sted. Så jeg kan godt forstå, det kan være svært at vælge en uddannelse. Det er vi i fuld gang med at gøre lettere at finde rundt i. Så den enkelte nye studerende kan vælge udfra et oplyst grundlag. Dertil har vi valgt at skrue op for antallet af pladser på de maritime uddannelser, da det er et område, der har øget sin popularitet blandt unge, hvor vi netop ser gode beskæftigelsesmuligheder og stor efterspørgsel.

Derfor har vi her valgt at gøre det modsatte af, hvad man gør på de uddannelser, hvor der er systematisk overledighed, hvor man i stedet fjerner pladser.

Og nej, det betyder ikke, at vi ikke skal uddanne folk i eksempelvis sprog og andre humanistiske uddannelser. Det skal vi, og det gør vi i høj grad. Her skulle kvaliteten gerne øges, for vi har brug for dygtige humanister, selvfølgelig har vi det. Men på uddannelser, hvor man har overledighed over en lang årrække, der er det altså ikke ude i hampen at sige, at det kan lidt færre så læse. Det er derimod kun rimeligt, for både den enkelte og for samfundet som helhed samt fællesskabet.

Hvordan der skrues ned på den enkelte uddannelse vil afhænge af, hvor stor overledigheden er. Dog lægger vi et loft, så der maksimalt kan ske en 30 procents reduktion i forhold til det seneste års optag. I det hele taget vil jeg gerne, inden panikken og misforståelserne fortsætter i himmelflugt, lige præcisere, hvad vi reelt taler om. Vi taler om at skrue forsigtigt ned over en tre-årig periode. Det vil mange steder komme til at svare til det niveau, der var for nogle år siden. Altså et niveau, vi har været på for ganske nylig, og som hverken medførte lukninger af uddannelser eller dårlige faglige miljøer. Således er det sådan, at ud af de mange, mange tusind studerende, vi har på videregående uddannelser i Danmark, skal der således i løbet af de næste tre år, på uddannelser med systematisk overledighed, reduceres med 1.300 pladser om året.

Så når det fra Københavns Universitet lyder, at 20 sproguddannelser nærmest er lukningstruede, så må man minde dem om, at det til næste år er 15 færre pladser på alle sprogene, der er tale om. Det er fortsat flere pladser, end man havde i 2009, hvor ingen talte om faglukninger.

Når universitetet siger, at det vil ødelægge internationaliseringen, må man nøgternt konstatere tre ting. Internationalisering er en af regeringens hovedprioriteter, og det ved man godt på de videregående uddannelser, da det er en af de fire ting, man har indgået udviklingskontrakter med uddannelsesministeren om. For det andet er det klart, at man på de studier, hvor man optager færre danske studerende pga. overledighed for dimittender, også vil optage færre internationale studerende. Det giver på en måde ret meget sig selv.

Fordi vi selvfølgelig ønsker job og fremtidsmuligheder for alle unge – danske som udenlandske. For det tredje, må man sige, at hvis de sprogfag, som universiteterne taler om, var så essentielle for erhvervslivet, at erhvervslivet bare kunne absorbere alle de dimittender, det skulle være, ja, så ville der jo ikke være overledighed, og det er jo altså det, der er kriteriet for, at vi skruer lidt ned.

Sidst, men ikke mindst, når man siger, at det er en nedskæring, så er jeg altså nødt til at råbe vagt i gevær. Der bliver ikke sparet så meget som en krone. Pengene følger den enkelte studerende, og vi vil ikke have en eneste studerende mindre. Vi går ganske enkelt udfra, at alle de kloge hoveder, der ikke kommer ind på deres førstevalg af uddannelse, som de, for hvem det er tilfældet i dag, ikke går helt væk fra tanken om at tage en uddannelse – men tager en anden! Og der vil pengene naturligvis også følge med.

Derudover har uddannelsesministeren mange, mange gange understreget, at retskravet for bachelorer til en kandidat gælder. Så er man startet på en bachelor, er man, naturligvis, fortsat garanteret en kandidat. Altså har nedskæringshistorien intet på sig, og jeg kan faktisk ikke forstå, at de videregående uddannelser har lyst til at medvirke til at skabe usikkerhed for alle de studerende, der nu læser. Det er uanstændigt at skræmme livet af dem på den måde.

Alt i alt er dette en ansvarsøvelse. En ansvarsøvelse som universiteterne har en stor andel i. Det er jo dem, der bestemmer, hvordan sammensætningen af pladser på de uddannelser, der skal skrues lidt ned for, skal være. Og ja, der kan være udfordringer i modellen, dem må vi se på i fællesskab. Vi har været, vi er, og vi vil gerne fortsætte med at være i dialog, og det håber vi også, at de videregående uddannelser, og de studerendes repræsentanter, vil.

Fordi alles egeninteresser sat til side, er de studerendes fremtidsudsigter jo ikke bare vigtige, men essentielle. Og så må man gerne mene, at det er utidig politisk indblanding, men der er nødt til at ske noget. Vi kan i hvert ikke tage ansvar for, at unge vader lige direkte ud i ledighed.