Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Unævnelige fakta om indvandring (II)

»Indvandringen kostede ikke under 16 milliarder kroner i 2010. Det er ikke noget urimeligt gæt, at man for disse ressourcer havde kunnet nedbringe den danske overdødelighed af kræftsygdomme markant og hæve kvaliteten af plejen til sengeliggende ældre.«

Asylansøgere
Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Som det fremgik af gårsdagens kronik, er den nye, ikke-vestlige indvandring til Danmark efter alt at dømme først lige begyndt.

De problemer, dette skaber for Danmark, kan meningsfuldt opdeles i de økonomiske og de kulturelle forhold. Med hensyn til de økonomiske forhold er det rimeligt velbelyst, at der sker en omfordeling til de nye indvandrere. Centraladministrationen har senest for året 2010 beregnet, at der var tale om et beløb af størrelsesordenen ikke under 16 milliarder kroner. Det er ikke noget urimeligt gæt, at man for disse ressourcer havde kunnet nedbringe den danske overdødelighed af kræftsygdomme markant og hæve kvaliteten af plejen til sengeliggende ældre, så de f.eks. fik den bistand, de selv mente var nødvendig.

Unævnelige fakta om indvandring (I)

Vores tidligere regering valgte at lukke det pågældende udvalg, inden det havde fået samtlige effekter med i beregningen af omfordelingen. Vores nuværende regering har ladet Finansministeriet udsende nogle beregninger af de udgifter, man kan vente at få i fremtiden, efter at den ikke-vestlige indvandring i de senere år er yderligere accellereret. Desværre anvender beregningerne nogle forudsætninger f.eks. om fremtidens integration, som man skal have et meget lyst sind for at tage alvorligt. Det er uklart, hvorfor finansministeren ikke giver befolkningen en simpel ajourføring af beregningen for 2010 af, hvor meget den aktuelle omfordeling til de ikke-vestlige indvandrere andrager.

For så vidt angår de kulturelle effekter af den nye, store indvandring fra ikke-vestlige lande er den foreliggende dokumentation beskeden, i alle tilfælde i forhold til den energi, debattens deltagere lægger i sagen, men nogen solid dokumentation foreligger der dog.

Seriøs udenlandsk økonomisk forskning viser, at i England integreres de muslimske indvandrere og deres efterkommere kulturelt »meget langsommere end ikke-muslimer« (Alberto Bisin m.fl. 2007, Bonn). Andre forskere finder tilsvarende resultater for muslimer i Tyskland. For Danmarks vedkommende har dagbladet Jyllands-Posten (JP) gennem de senere år fået gennemført repræsentative spørgeskemaundersøgelser hos seriøse analysebureauer, som afdækker det samme emne, inkl. indvandrernes forhold til demokratiet. Med en statistisk usikkerhed, som ligger inden for det normale, finder den nyeste undersøgelse (Wilke og JP 2015), at 41 pct. af de danske muslimer med en mening om emnet synes, at fundamentet for al lovgivning i Danmark helt eller delvis burde være Koranen. På et spørgsmål om, hvorvidt der er behov for en reformation eller modernisering af islam, svarer godt 59 pct. nej. Godt 81 pct. af svarpersonerne med en mening om sagen finder, at i dagliglivet bør Koranens anvisninger følges fuldt ud – en stigning på 12 procentpoint fra små 69 pct. ved en tilsvarende undersøgelse i 2006.

Hvis vi danskere så spørger os selv, hvor stor risikoen er for alvorlige kulturelle sammenstød i fremtiden mellem på den ene side den stærkt voksende gruppe muslimske medborgere, og på den anden side det øvrige danske samfund, med demokratiske forudsætninger om borgerens selvstændige stillingtagen og medansvar for fælles beslutninger, ytringsfrihed og kønnenes ligestilling, er selv trænede iagttagere ikke enige.

I mediernes verden vurderes risikoen for et sådant sammenstød ekstremt forskelligt fra aktør til aktør. På den ene side er muligheden af sammenstød blevet markant nedtonet af centrale aktører i mediedebatten. En artikel om emnet i netavisen Altinget (20.5.) af en person med stor indflydelse på uddannelsen af vore journalister, nemlig formanden for bestyrelsen i Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Lisbeth Knudsen, vurderer, at der for det danske demokrati højst er problemer med »et par forvildede imamer«.

Omvendt synes TV2s dokumentarserie i vinter om »Moskeerne bag sløret« at vise, at formandens vurdering måske befinder sig på nogen afstand af realiteterne. Denne TV-serie om de danske moskeer synes nemlig at dokumentere, at der blandt de danske muslimske lærde foreligger en udbredt accept af fundamentalistiske fortolkninger af islam, med en ofte ganske stærk afstandtagen fra det danske samfunds demokratiske værdier og institutioner.

En af de fremtrædende danske muslimske lærde, som intenst fortolkede det islamiske syn på ytringsfrihed under Muhammedkrisen for en halv snes år siden, Ahmed Akkari, har også i den selvbiografiske bog »Min afsked med islamismen« fra 2014 vurderet, at problemet under alle omstændigheder synes at omfatte ganske mange imamer. Akkari skriver, at muslimske lærde i Danmark i vidt omfang oplever »al modgang som et resultat af kampen mellem de onde, vantro danskere og Guds gode muslimer« (side 131). Imamerne betegner ofte demokrati »som blasfemi, fordi det lod mennesker bestemme det, der rettelig skulle være overladt til Gud« (side 98).

Vi har allerede set nogle eksempler på, at den muslimske samfundsforståelse forudsatte, at muslimske regler også skulle omfatte ikke-muslimske danskere, f.eks. vedrørende ytringsfriheden. Man kan så spørge, hvor langt ude i fremtiden andre alvorlige sammenstød mellem en dansk demokratisk og en muslimsk samfundsforståelse måtte ligge, f.eks. vedrørende kønnenes ligestilling, borgernes ret til selv at vælge eller fravælge religiøs overbevisning, eller folkestyrets hele funktionsmåde.

Sådanne rimeligt pålidelige indikationer findes næppe. Men man kan fastslå, at i Europa har større samfundsændringer ikke hidtil forudsat, at den gruppe, der ville profitere af ændringer, først havde opnået et vælgermæssigt flertal. Før midten af 1900-tallet indførte to af kontinentets stormagter – Rusland og Tyskland – fundamentalistiske og ikke-demokratiske systemer, hvis tilhængere kun havde udgjort et mindretal ved alle forudgående valg. Den politiske beslutsomhed og manøvredygtighed har altså ofte spillet en større rolle for systemændringen end stemmetallene ved valgene.

Det øger også usikkerheden i vurderingen, at magtfulde kræfter uden for Europa har engageret sig netop i at styrke Europas fundamentalistiske islamiske bevægelser. Det shiitiske Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, sagde i foråret 2013 til en indkaldt forsamling af førende islamiske lærde fra hele verden, at »alle dele af menneskeheden bør opnå den type civilisation, der er specificeret i den hellige Koran« (Kissinger 2014, side 147). Og for så vidt angår det sunni-muslimske samfund Saudi-Arabien har dagbladet New York Times (NYT 22.5.2016) i en større analyse sandsynliggjort, at i det europæiske land, som ifølge bladet pr. indbygger leverer de fleste hellige krigere til Mellemøsten – Kosovo – ligger der bag udviklingen især en intens islamisk radikalisering gennem den sidste snes år, styret af fundamentalistiske selskaber, som reelt er finansieret af Saudi-Arabien og andre konservative arabiske Golf-stater. Strategien omfatter især en ændring af den ellers moderate muslimske tradition i Kosovo hen mod en renere form for sharia, målrettet bekæmpelse af muslimer, som støtter andre traditioner end den strenge Saudi-Arabiske Wahhabisme, og opfordringer til voldelig Jihad. Siden USA i 1999 militært sikrede Kosovos uafhængighed af Serbien, har de konservative arabiske regimer finansieret 240 nye moskéer i landet. En af Kosovos statsministre i perioden, Bajram Rexhepi, siger til NYT, at vestlige diplomater ikke havde vist interesse for problemet – »de ville ikke irritere nogle islamiske lande«.

Størrelsen af det fremtidige problem for Danmark vil her – ligesom det gjaldt med hensyn til de samfundsøkonomiske forhold – primært afhænge af, hvor stor den ikke-vestlige indvandring fra Mellemøsten og Afrika er: Hvor hurtigt kan vi få effektiviseret grænsekontrollen hos os og i det øvrige Europa? Og hvor hurtigt kan vi få reduceret den faktor, som dybest set tiltrækker udlændinge uden forudsætninger for at klare sig på et moderne arbejdsmarked, altså vore internationalt set høje offentlige ydelser til mennesker, der er i erhvervsaktiv alder, men ikke er i beskæftigelse?

Denne konklusion er ikke populær hos de samfundsborgere, der sætter pris på at lade sig styre af følelser mere end af fornuft. Til fordel for konklusionen taler vel egentlig kun, at den formentlig er korrekt.