Danskerne kan udmærket finde ud af at vælge, hvilke kommunale serviceydelser, de vil betale for, og hvilke de ikke vil betale for. Efterspørgslen er ikke uendelig. Det er budskabet fra KREVI i en ny undersøgelse om brugeres og borgeres præferencer for kommunal service.

Hvert år på denne tid skal kommunalpolitikerne vedtage budgettet for det kommende år. Og hvert år lyder det fra mange politikere, eksperter og medier, at borgernes efterspørgsel efter kommunal service bare vokser og vokser: Borgerne vil have mere af det hele, og de vil alle sammen have det samme. Men dét er en sandhed med væsentlige modifikationer. Det viser den undersøgelse af borgernes betalingsvilje for udvalgte kommunale serviceydelser, som KREVI netop har gennemført. I undersøgelsen er respondenterne blevet bedt om at afveje forskellige serviceændringer mod en ekstra betaling. Det giver et nuanceret billede af borgernes syn på offentlige serviceydelser.

Kommunernes prioriteringsopgave er udfordrende. Ingen tvivl om det. Når meningsmålinger spørger borgerne, om de vil bruge flere penge på børnepasning, undervisning og ældrepleje, så svarer de typisk ja. Det er ikke så overraskende. Men beder man borgerne om at afveje forskellige serviceydelser mod en betaling, så er der faktisk nogle serviceydelser, de hellere vil have forbedret end andre. Og der er ydelser, de slet ikke vil betale for at få mere af.

Undersøgelsens hovedkonklusion er, at der er store forskelle i borgernes betalingsviljer for de undersøgte serviceydelser. Det betyder noget, om vi er brugere af en konkret serviceydelse. Brugere vil betale mere end ikke-brugere for serviceforbedringer. Det betyder også noget, hvor vi har vores politiske ståsted. Hvis vi orienterer os til venstre for midten, har vi en højere betalingsvilje for mange serviceydelser end borgere, der orienterer sig til højre for midten. Det gør også en forskel, om vi er 30 eller 60 år gamle. Jo tættere, vi kommer på pensionsalderen, des mere vil vi betale for ældrepleje. Og det gør en forskel, om vi er mand eller kvinde. Kvinder vil typisk betale mere end mænd for offentlig velfærd.

Det er ikke overraskende, at politisk holdning, køn og alder har betydning for vores præferencer for kommunal service. Men det punkterer en gængs forestilling om, at alle borgere efterhånden trænger sig sammen på den politiske midte. Det er faktisk ikke rigtigt. Der er ganske store forskelle i betalingsviljer mellem befolkningsgrupper. Det er vigtig viden for de lokale politikere, når de laver deres årlige prioriteringer. Fx betyder forskellen på brugeres og ikke-brugeres betalingsviljer, at det ikke er nok for de lokale politikere at have dialog med brugergrupper, når de prioriterer kommunens serviceudgifter. De skal også inddrage ikke-brugernes synspunkter i beslutningsprocesserne.

Mere overraskende viser undersøgelsen, at der er serviceændringer, som mange brugere har en meget lav eller negativ betalingsvilje for, selvom de typisk bliver opfattet som serviceforbedringer. Det gælder fx reduktion af klassekvotienten i folkeskolen. De adspurgte forældre har i gennemsnit en positiv betalingsvilje for en lavere klassekvotient indtil et vist niveau. Når klassekvotienten kommer under 20-21 elever, bliver forældrenes betalingsvilje negativ. Det betyder, at de ville opleve et velfærdstab, hvis man sænkede klassekvotienten mere. Noget lignende gælder for børnepasning. De adspurgte småbørnsforældre vil ikke betale ekstra for at få udvidet åbningstiden i deres barns institution med en time om dagen. Den ekstra times åbningstid har altså gennemsnitligt set ingen værdi for forældrene.

Undersøgelsen viser samtidig, at brugernes betalingsviljer falder, jo mere de får af den samme serviceydelse. Det kaldes faldende marginalnytte. Reduktion af klassekvotienten har større værdi for brugere med høje klassekvotienter end for brugere med lave klassekvotienter. Samme mønster gælder fx dansktimer i skolen: Jo flere man har, des mindre vil man betale for at få en ekstra time om ugen. Det tyder på, at der er et mætningspunkt for serviceforbedringer, hvor de ikke tillægges nogen stor værdi af brugerne. Det bør få kommunalpolitikerne til at overveje, om nytten af yderligere serviceforbedringer står mål med omkostningerne.

Også når man ser på brugernes tilfredshed, er der tilsyneladende et mætningspunkt. De brugere, der er mest tilfredse med deres barns skole eller institution, har en lavere betalingsvilje for serviceforbedringer end de mere utilfredse brugere. I forhold til børnepasning ser vi endda, at de mest tilfredse brugere ikke vil betale mere end ikke-brugerne for serviceforbedringer.

Det tyder på, at kommuner med høj brugertilfredshed har et mindre efterspørgselspres end kommuner med lav brugertilfredshed. Så en positiv bivirkning ved høj brugertilfredshed er, at det bidrager til at dæmpe efterspørgselspresset på kommunernes service.

For nogle offentlige serviceydelser kan omfanget ikke gradbøjes. Enten har børnene en frokostordning, eller også har de ikke. Betalingsviljen for sådanne enten/eller-ydelser afhænger af, hvorvidt brugerne i forvejen modtager ydelsen. Hvis man har en frokostordning i dag, vil man betale mere for at beholde den, end man vil betale for at få en frokostordning, hvis man ikke har en i forvejen. Når den slags serviceydelser først er introduceret, og vi har vænnet os til at få dem, er de derfor sværere at prioritere væk senere.

Generelt viser undersøgelsen - naturligt nok - at borgerne har positive betalingsviljer for serviceforbedringer. Men selvom vores betalingsviljer er positive, så er de i flere tilfælde lavere end de faktiske omkostninger ved at producere de pågældende serviceydelser. De adspurgte småbørnsforældre vil fx i gennemsnit betale 1.500 kr. pr. barn om året for en frokostordning i deres barns daginstitution. Det svarer til ca. 7,50 kr. pr. frokostmåltid, hvilket næppe dækker produktionsomkostningerne. Det tyder på, at mange forældre formentlig ikke ville købe ydelsen, hvis de fik den tilbudt til »indkøbspris«. Der kan være gode grunde til at indføre eller forbedre en serviceydelse, selvom betalingsviljen ikke modsvarer ydelsens faktiske omkostninger i forholdet 1:1. Mange offentlige velfærdsydelser har positive effekter for samfundet som helhed, og ikke bare for den enkelte bruger. Og lokalpolitikerne tager udgangspunkt i deres politiske holdninger, når de prioriterer. Eksempelvis kan baggrunden for at indføre en frokostordning, selvom brugerne ikke vil betale, hvad det koster, være et lokalpolitisk ønske om at øge sundheden og mindske en social slagside i børnenes kost.

KREVIs undersøgelse viser, at betalingen har betydning, når borgerne tager stilling til, om de vil have serviceforbedringer. Selv i en hypotetisk valgsituation vil de ikke bare have mere af det hele, når der er en betaling tilknyttet. Når betalingen er synlig for borgerne, påvirker den deres valg. Også i virkelighedens verden må man formode, at det vil dæmpe borgernes efterspørgsel, hvis det blev mere synligt for dem, hvad de forskellige serviceydelser koster i skattebetaling. Det er ikke tydeligt i dag.

Undersøgelsen viser, at borgerne faktisk godt kan finde ud af at prioritere. De vil ikke ukritisk have mere af det hele, og de vil heller ikke alle sammen have det samme. Det understreger, at kommunestyret og kommunernes prioriteringsansvar giver god mening. En statslig prioritering vil ikke kunne opfange de forskelle, der rent faktisk er i borgeres og brugeres præferencer.