Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ulighed, mobilitet og borgerlig moral

Den borgerlig-liberale grundtanke om lige muligheder for alle bliver tom, hvis virkeligheden viser sig at være, at økonomisk velstand i realiteten nedarves fra generation til generation. Derfor skal de borgerlige rejse initiativer, der sikrer den sociale mobilitet og gør kapitalismen attraktiv og ønsket af det størst mulige antal borgere.

Social ulighed i Danmark. Mand sidder og tigger på Strøget i København. Fold sammen
Læs mere

En af grundene til, at borgerlig-liberal og socialistisk tankegang ikke kan forenes er, at liberale fokuserer på at skabe de bedst mulige rammer for den enkeltes foretagsomhed, mens socialisten har haft blikket rettet mod, at der ikke måtte opstå for store forskelle i menneskers faktiske levevilkår. De seneste årtiers økonomiske udvikling i såvel Danmark som globalt har endegyldigt bevist, at økonomier, som satser på en høj grad af markedsstyring og økonomisk frihed, er centralistisk og socialistisk styrer langt overlegen, jf. Sovjetøkonomiernes totale sammenbrud og det kommunistiske Kinas kapitulation over for – nærmest uhæmmet – kapitalisme. Ingen er seriøst længere i tvivl om, at liberale økonomiske spilleregler i en fri økonomi genererer langt den største velstand. Socialistisk økonomi var den sikre vej til elendighed. I den forstand kan man med en omskrivning af Fukuyamas ord sige, at »den økonomiske historie er slut«.

Socialister i alle lande kæmper heller ikke længere så meget for styring og socialisering af produktion og erhvervsliv. Nu er fokus, hvordan den frembragte velstand skal fordeles. Borgerlige og liberale politikere og økonomer bør ikke slå sig til tåls med at have sejret, når det gælder frembringelsen af størst mulig velstand. Borgerlig-liberale kan ikke undslå sig for at have en mening om og en acceptabel forklaring på, hvordan den frembragte velstand fordeles i befolkningen.

Internationalt har der gennem en årrække været en tiltagende diskussion om dette. Det gælder bl.a. den økonomiske samarbejdsorganisation OECD’s orientering i retning af de økonomiske konsekvenser af ulighed samt den fagøkonomiske diskussion af den franske økonom Thomas Pikettys bog Kapitalen.

Borgerlig-liberale, som ønsker at forsvare markedsøkonomien og dens velstand, bliver nødt til at påtage sig at forklare og forsvare ikke blot den succesfulde frie økonomi, men også den fordeling af de økonomiske goder, som borgerne kommer til at leve i. Det stiller krav om en klar holdning til økonomisk ulighed og mulighederne for samfundsmæssig mobilitet. Men i helt særlig grad stiller det politiske eller moralske krav til de ’praktiske spilleregler’ skabt af bl.a. social-, uddannelses- eller skattepolitik, som skal gælde i samfundet.

Der hersker både stor forvirring og stor ophidselse i diskussionen om økonomisk ulighed. Socialister har traditionelt haft en stor grad af lighed i form af økonomisk indtægt som et selvstændigt mål. For liberale har lighed handlet om at sikre alle lige muligheder for at skabe deres egen personlige velstand. Historien har vist, at den socialistiske målsætning tenderer mod, at alle formentlig kan blive nogenlunde lige fattige, men i en socialistisk økonomi, som ingen længere tror på. Samtidig er den økonomiske lighed i Danmark i top. Lighedsdiskussionen bør fokusere på, hvordan man politisk bidrager til, at alle borgere får rimelige og realistiske muligheder for at møde samfund og arbejdsmarked med en effektiv udrustning, som sikrer muligheder for at få del i velstanden. Det handler derfor først og fremmest om at bryde negativ social arv og om at sikre et uddannelsessystem og en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, der stræber mod at give hver enkelt ’muskler’ til at skabe sig en økonomisk tilfredsstillende tilværelse.

Ulighed kan aldrig blive et mål i sig selv for en borgerlig-liberal. Derimod er forskelle i indkomst, som afspejler engagement, foretagsomhed eller iværksættertrang fuldt ud acceptable, i det omfang det afspejler positive bidrag til den samlede skabelse af velstand. Men det indebærer også, at hvis man ønsker en mindre grad af ulighed, så skal indsatsen rette sig mod at styrke udgangspunktet for svage borgere, ikke mod at svække skabelsen af velstand blandt dem, der klarer sig bedst. Diskussionen om ulighed bør ikke stå alene, men ses i sammenhæng med den sociale mobilitet. Social mobilitet hænger sammen med dynamik og udvikling samt den enkeltes muligheder i en liberal økonomi.

Stor grad af social mobilitet er udtryk for, at børn af rig og fattig ikke fra fødslen må være sikker på at skulle overtage mors eller fars plads i samfundet, men selv må og faktisk kan arbejde for sin egen position i samfundet. Uden faktisk mobilitet er den ’amerikanske drøm’ om, at alle kan nå til tops, naturligvis en illusion. Omvendt vil der også være børn, som relativt klarer sig mindre godt end forældrene.

Tanken om lige muligheder for alle må nødvendigvis lyde tom, hvis virkeligheden viser sig at være, at økonomisk velstand i realiteten nedarves fra generation til generation. I et kritisk lys ser det specielt kritisabelt ud, hvis et kapitalistisk samfund både er karakteriseret af stor økonomisk ulighed og svag eller ingen social mobilitet – for det vil jo være et samfund, der mildest talt ikke har givet alle sine borgere de samme reelle muligheder i tilværelsen. Den faktiske kombination af ulighed og mobilitet har dermed stor implikation for den oplevede legitimitet af det markedsøkonomiske samfund.

Tilhængere af den frie markedsøkonomi må derfor også være opmærksomme på at understøtte mulighederne for mobilitet. På samme måde som når det gælder spørgsmålet om lighed, vil det være en politisk opgave at sikre uddannelsesmæssige vilkår, børnepasning og sociale forhold, der fremmer mobiliteten. I virkelighedens verden er det altså påkrævet at fremme accept af den overlegne markedsøkonomi med initiativer, som sikrer, at den samfundsform, der giver den størst mulige velstand, også opleves som attraktiv og ønsket for det størst mulige antal borgere i samfundet.

 

Dette er ikke nogen ny erkendelse. Allerede den måske største liberale økonom, Adam Smith, var allerede for over 250 år siden klar over, at ønsket om at skabe størst mulig velstand ikke kunne stå alene. Derfor lagde Adam Smith vægt på moralske overvejelser om den enkeltes adfærd og om vilkårene i markedsøkonomien. Markedsøkonomi uden etisk ’afbalancering’ risikerer at ende i anarki eller ren røverkapitalisme. Men etik kan ikke formuleres i praktisk politik på samme måde som den samfundsøkonomiske indretning, der befordrer den størst mulige velstand. Med andre ord: den økonomiske teori kan vejlede politikere og os andre om økonomisk effektivitet. Men der er intet videnskabeligt svar på den moralske side af sagen, som handler om at udforme de konkrete politikker (undervisning, social- og sundhedspolitik mm.), der sikrer at økonomisk effektivitet ledsages af en tilfredsstillende velfærd for befolkningen generelt.

Den liberale filosof John Rawls har i Adam Smiths tradition formuleret en model for de moralske krav, som enhver borgerlig- liberal tilhænger af markedsøkonomien bør stille sig selv. Rawls beder os forestille os det eksperiment, at vi skulle udforme den samfundsorden, vi ønsker os uden at vide, hvilken plads vi selv skulle indtage: et liv med sygdom, et liv i rigdom eller noget helt tredje. Med andre ord skal vi kunne argumentere for spillereglerne i den politiske virkelighed og den praktiske indretning af samfundet uafhængigt af viden om vores egen skæbne. Det er jo ingen sag at argumentere for økonomisk frihed eller at acceptere vild økonomisk ulighed, hvis man har sit på det tørre. Men det er jo umuligt konkret at formulere, hvad denne moralske fordring vil indebære i virkelighedens verden. Det vil jo også variere fra person til person – det er netop en politisk eller etisk overvejelse, ikke en økonomisk-videnskabelig.

Den ydmyge, men praktiske konklusion er, at alle, der med særdeles god grund ønsker at argumentere for en liberal markedsøkonomi, skal påtage sig en moralsk forpligtelse: Støtten til markedsøkonomien må suppleres af ønsket om politiske initiativer, som sikrer, at vi skaber et samfund, som vi selv ville ønske at leve i, også selv om vi ikke kendte vores (aktuelle og fremtidige) plads i samfundet. Som borgerlig eller liberal er denne moralske fordring et godt bud på den forpligtelse, man må tage på sig, hvis man vil forvente en bred folkelig opbakning til den samfundsmæssige model, som med sikkerhed skaber den største økonomiske velstand.