Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ukrainske Denys Nazarenko skriver brev fra fronten: I sidste uge kæmpede vi i bidende frostvejr, nu løber vi i mudder og skidt

I et eksklusivt bidrag til Berlingske skriver Denys Nazarenko dette brev fra fronten, hvor han fortæller om, hvordan han sammen med sin enhed beskyder russerne med haubits-kanon.

»Med et par ugers mellemrum læser og diskuterer vi ukrainere kun én ting – hvor de væbnede styrker ikke har haft kapacitet til at opfange et russisk missil, og hvor mange, der er døde i flammerne af ballistiske våben.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter Majdan-opstanden i 2013-2014, der fuldstændig opslugte mig og for altid gjorde det klart for mig, hvordan mit etiske og politiske kompas er indstillet, havde jeg aldrig forestillet mig, at der ville være noget dybere, større og mere intenst i mit liv end det.

Så kom krigen i foråret 2014. Først så den på mig fra afstand: Jeg var ikke militærmand, selvom de daglige meldinger om det erobrede Simferopol, Donetsk og Luhansk allerede kraftigt havde angrebet mit liv og besat det næsten fuldstændig. Fra 2015 kunne jeg ikke længere dele sprog med de mennesker, som torturerede og dræbte civile, skød passagerfly ned og udslettede vores militærs »grønne korridorer«, og jeg skiftede totalt til ukrainsk. Det var en måde at modsætte mig russernes indre besættelse af mit liv og mit folks historie.

Nogle år senere, med aftagende fjendtligheder og et roligere byliv med en vestlig eliteuddannelse, var jeg ganske vist i stand til at befri en væsentlig del af mit liv fra krigen.

Men alt forandrede sig for altid for mig 24. februar 2022.

Denys Nazarenko og hans kolleger holder pause mellem beskydningerne i Ukraine.

Fra den frygtelige morgen indtil i dag, og indtil Ukraines endelige og totale sejr – og mange år fremover, tror jeg – har Ruslands krig for at udslette mit folk besat millioner af menneskers liv helt afgørende. Også mit – helt enormt.

Nu er jeg en del af Ukraines væbnede styrker. Ved at melde mig frivilligt på værnecentret har jeg midlertidigt, indtil Volodymyr Zelenskyj kan ophæve undtagelsestilstanden, opgivet suveræniteten over mit liv. Militære vedtægter har overtaget min tid og styrer hvert eneste minut af mit liv.

Camouflagetøj dominerer fuldstændig mine private ejendele, helt ned til sokker og underbukser. For en stolt liberal, der tror på frihed som den højeste værdi og har viet sit civile liv til at optrappe liberaliseringen af el- og naturgasmarkedet som led i EU-integrationsprocessen, så tro mig; det er utåleligt ikke at tilhøre sig selv så begrænsningsløst.

»Nu er jeg en del af Ukraines væbnede styrker,« skriver Denys Nazarenko fra fronten i Ukraine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko.

Jeg startede med 28 dages træningslejr i juni 2022 og måtte hurtigt vænne mig til det nye liv:

Krævende fysisk træning, en masse meget specifik ny viden og total uvished om, hvad der venter. De konstante meldinger om frygtelige tab, som vores dårligt udrustede styrker led i maj og juni, lettede ikke på humøret; nærmest omvendt: Vel vidende at luftangrebsstyrker lider de største tab, var mit sind ret bogstaveligt talt besat af frygt. Det var kun rygterne og bekræftede meldinger om specifikke militære forsyninger fra USA og EU, der virkelig gav os håb.

Med to så omfattende invasioner ind i mit liv så jeg nu utallige genklange af Sovjettidens militære sædvaner og en konstant, uafbrudt fare for missilangreb. De fik barakkerne med 350 af os grønskollinger til at vågne op, pakke de essentielle ejendele og løbe to kilometer på under fem minutter mindst to gange hver nat. I sidste ende var det den evne, der reddede mit liv, da tre Caliber-raketter faktisk ramte barakkerne.

Og de besynderlige detaljer ved at leve og kæmpe i en hær, der slås for (og for det meste formår) at gøre krumspring for at slippe forældede og inhumane sovjetmetoder, fortjener en historie i sig selv.

I sommer modtog Denys Nazarenko 28 dages træning. Derefter var han klar til kamp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko.

Måltiderne i træningslejren var beskedne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko.

Efter at have kæmpet i Mykolajiv- og Kherson-regionerne, og efter at være rykket op fra at være utrænet i at håndtere L119-haubitsen i Storbritannien til at have delingskommandoen over netop en sådan kanon, har jeg lige nu travlt med at dække forsvaret af Soledar og Bakhmut.

Min tid er nu besat af skiftende vagter ved haubitsen. Min deling og en anden, vi deler opgaven med, arbejder på skift i otte timers vinduer: kl. 00-08, 08-16 og 16-24. På den måde går nattevagten på skift mellem os, og mig og mine gutter kan næsten helt sikkert regne med at sove hver anden nat. Selve vagten går med at sigte, affyre, bære granaterne og løbe en hel masse frem og tilbage fra feltteltet mellem affyringerne. I sidste uge var vores arbejde ved Soledar præget af bidende frostvejr, nu løber vi i mudder og skidt.

At være soldat i en luftangrebsbrigade er hårdt og fuldt af risici, selv i artilleriet. Men det er et bevidst valg, for det er den eneste mulighed for at kæmpe imod disse uhyggelig besættelser af en helt anden grad.

Nyheder om krigen har fuldstændig besat ukrainernes tid og opmærksomhed – både blandt civile og militære ukrainere. Med et par ugers mellemrum læser og diskuterer vi ukrainere kun én ting – hvor de væbnede styrker ikke har haft kapacitet til at opfange et russisk missil, og hvor mange, der er døde i flammerne af ballistiske våben.

Og værst af alt, hvor mange af dem var børn.

Mens en redningsoperation stadig er i gang i min hjemby, Dnipro, efter at det seneste missil dræbte mindst 45 mennesker og skræmte mine forældre, der bor i den del af byen, diskuterer hele landet nu den næste tragedie.

En helikopter med de øverste embedsmænd fra Indenrigsministeriet, blandt dem også ministeren, styrtede ned i en børnehave i en af Kyivs forstæder. Hovedhypotesen lige nu er, at årsagen var, at piloten ikke kunne navigere i tågen blandt højhusene, fordi markeringslysene ikke var tændt som følge af strømmangel, der skyldes russernes systematiske ødelæggelse af elproduktionen. Mindst 14 mennesker døde, blandt dem et barn, og lægerne kæmper nu for at redde andre 14 voksne og 11 børn.

I denne gade i Dnipro, Ukraine, voksede Denys Nazarenko op. Nu er den hærget af kampe efter Ruslands besættelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko.

Ifølge de seneste tal har krigen ødelagt omkring en tredjedel af Ukraines økonomi. Og selvfølgelig har krigen besat alt resten: I Ukraine er der lige nu ikke plads til malerier, biografer, startupselskaber, nye restauranter, reklamer, uddannelse, festivaler eller sport. De tilbageværende rester af normal økonomisk aktivitet sygner for det meste hen under et pixeleret camouflagenet.

Kun det, der hjælper hæren med at overleve, overlever.

Militæret er langt den mest velstående del af befolkningen, så ordet »taktisk« i navnet på et hvilket som helst produkt forøger automatisk prisen med mindst en fjerdedel. Det er som en lyserød skat, blot under værre omstændigheder.

»I sidste uge var vores arbejde ved Soledar præget af bidende frostvejr, nu løber vi i mudder og skidt,« skriver Denys Nazarenko. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko.

Alle disse besættelser begyndte (helt absurd som i historiebøgerne) med erobringen af territorier. Russiske regulære tropper og lejesoldater besatte mit fredelige land, som ikke havde oplevet krig siden 1945. Denne besættelse har bragt brutale massemord, plyndring og systematiske voldtægter med sig – ubeskrivelige lidelser blandt mennesker, som var så uheldige at leve for tæt på grænsen. Besætternes brutalitet har betydet, at navnene Isjum og Borodjanka i det østlige Ukraine ikke længere kun emmer af smerte og ødelæggelse i ukrainske hjerter, men også en smerte, der længe er blevet følt af alle, som formår at nære empati.

Uanset, hvornår den slutter, har besættelsen af vores territorium besat vores historie for altid. I vores livstid vil ingen kunne sige »jeg er fra Butja« og ikke se frygt og medfølelse i en fremmeds øjne. Men det har selvfølgelig langt større konsekvenser end tonen i menneskers småsnak.

»Hvis jeg for at befri vores land fra de russiske besættere må lade krigen overtage mit liv og optage hvert eneste minut af hver eneste dag, for bare at få de sidste af dem til at komme snart, vil jeg og mine våbenbrødre, som for de flestes vedkommende kæmper frivilligt, fylde krigen med selvopofrelse og mod,« skriver Denys Nazarenko fra fronten. På billedet ses Denys Nazarenko med en af sine delinger i Kherson-regionen, august 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denys Nazarenko.

Besættelse er død, fysisk og psykisk lemlæstelse, ødelæggelse af ejendom og fremtid, massebortførelse af mennesker og især børn til Rusland. Som præsident Zelenskyj har sagt, er vi alle tvunget til at betale og ofre for krigen, og vores børn har ikke andet at give end deres barndom.

Under disse omstændigheder kan jeg kun sige én ting:

Hvis jeg for at befri vores land fra de russiske besættere må lade krigen overtage mit liv og optage hvert eneste minut af hver eneste dag, for bare at få de sidste af dem til at komme snart, vil jeg og mine våbenbrødre, som for de flestes vedkommende kæmper frivilligt, fylde krigen med selvopofrelse og mod. Indtil den sidste sejrsdag.

Oversættelse: Bibi Christensen

Denys Nazarenko er ukrainsk soldat