Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Uffe Ellemann: Maskefald i Hestens År?

2014 vil på mange måder blive et sandhedens år for verden – på godt og ondt. Der er vokset en række spændinger frem i 2013, som skal håndteres. Men der er en række åbninger, som giver nye muligheder for fremskridt.

Ved det kinesiske nytår om godt en måned går Kina fra Slangens År ind i Hestens År. Slangen forbindes i kinesisk tradition med iskold og kontant afregning over for modstandere. Det viste sig at være en ganske præcis karakteristik for udviklingen i 2013, hvor Kinas optræden har skabt voksende spændinger i regionen. Senest har Kina ensidigt indført en luftforsvarszone, som overlapper naboernes – og som inddrager den øgruppe under japansk administration, som Kina gør krav på.

Samtidig har det nordkoreanske regimes opførsel skabt frygt for, hvad de gale mennesker i Pyongyang kan finde på. Der er truet med alt helt op til atomangreb på USA, og vi ved af erfaring, at der gerne foretages grove provokationer forud for forhandlinger, hvor Nordkorea vil opnå noget. Henrettelsen af den onkel, som stod Kina særligt nær, har desuden sat spørgsmålstegn ved Kinas indflydelse i Nordkorea. Kinas naboer ser med stor bekymring på Kinas aggressive fremfærd i spørgsmålet om grænsedragninger. Kina har tydeligvis ambitioner om at tiltvinge sig uhindret adgang til verdenshavene, og ser andre landes øgrupper som en hindring herfor. Kina er begyndt at bygge en højsøflåde – og andre i regionen svarer igen. Japan har øget vækst i forsvarsbudgettet. Indien søsatte i august det første indisk-byggede hangarskib, som ventes operationsklart om mindre end to år – og har også bygget sin første atomdrevne ubåd.

Østasien er altså ved at blive et spændingsområde – og det kan risikere at blive generende for søtrafikken, der er en helt afgørende livline for den internationale økonomi. Det vil være til stor skade for Kina, hvis det kommer så vidt – og derfor spørges der med bekymring, hvad den kinesiske ledelse er ude på. Er det et forsøg på at styrke det kommunistiske partis greb om magten ved at appellere til nationalismen og tegne fjendebilleder af omverdenen, især Japan? Det bliver vi måske klogere på i det nye år, hvor den nye præsident Xis økonomiske reformplaner skal stå deres prøve. Politiske reformer skal vi ikke vente, selv om der er sat gang i bekæmpelsen af korruption og bureaukrati, også i de højeste kredse. Men samtidig strammer regimet grebet om den internationale presse – og det styrker yderligere formodningen om, at der skal føres en del-og-hersk politik. Og her kan man så lade sig inspirere af, hvad der siges om Hestens År: Det rummer store muligheder for den, der griber magten og holder fast…

På mange måder kan Hestens År således føre til nye maskefald i international politik. I forholdet mellem Rusland og Europa/USA er det i hvert fald tydeligt, at selv de mest håndsky europæiske ledere er ved at få øjnene op for, hvad det er for en russisk ledelse, de har med at gøre.

Præsident Putin har længe været spielverderber i FN, når det gjaldt forsøgene på at styrke den internationale indsats mod Irans atomprogram og det syriske regimes krigsførelse mod sin befolkning. Men Putin fik en overraskende sejr, da han kunne redde sin amerikanske kollega Obama ud af en pinlig situation: Obama havde »trukket en rød streg« over for Syriens præsident Assad. Hvis han brugte kemiske våben mod sin befolkning, ville der blive grebet ind. Det gjorde han, og der blev ikke grebet ind. De europæiske allierede, som ivrede mest for et indgreb, blev bragt til tavshed af den britiske regerings ydmygende nederlag i Parlamentet, og det så ud til, at præsident Obama kunne lide samme skæbne i Kongressen. Så fik russerne landet en aftale om, at Assad afleverer sine kemiske våben, og dermed undgår den afstraffelse, ingen havde lyst til at give ham. Resultatet vil vi se i 2014: De kemiske våben vil blive udleveret og destrueret, blandt andet med dansk hjælp – og Assad vil styrke sin magtposition, efterhånden som han slår den splittede opposition ned.

Putin blev overalt hyldet for sin indsats, og for at have genskabt respekten for Rusland i international politik. Men tænk, hvis han havde gjort det noget før, i stedet for at holde hånden over Assad og forsyne ham med våben…Putin kastede for alvor masken i det skumle spil om EUs associerings- og frihandelsaftaler med en række østlande. Kun to skrev under. Resten blev truet til at lade være. Og helt tydeligt kom det frem i spillet om Ukraine, hvor store folkemængder gik på gaden til støtte for en aftale med EU. Ganske vist kunne Putin så ved juletid spille rollen som den nådige fyrste, der løslader politiske fanger – men det tjente også til en understregning af, hvordan demokratiet og retsstaten bliver undertrykt i Rusland.

Dette maskefald blev en øjenåbner for mange europæiske ledere, som hidtil havde stået i kø for at indgå givtige bilaterale energiaftaler med Rusland. Tyskland er gået i spidsen – men det bliver interessant at se, om denne kritiske linje over for Putin vil blive opretholdt af den nye tyske koalitionsregering. Den nye socialdemokratiske udenrigsminister Steinmeier har tidligere demonstreret en eftergivenhed over for Moskva, som kan være skadelig for det europæiske sammenhold – og for sammenholdet mellem Europa og USA.

Et lyspunkt midt i alle disse spændingsfelter er Iran. Det ser omsider ud til, at de internationale sanktioner har fået besindige mennesker i landet til at åbne op for forhandlinger – dygtigt eksekveret af den nyvalgte præsident Rouhani. Det nye år skal vise, om det er muligt at komme længere i forhandlingerne. Kontakten mellem Iran og USA har vendt op og ned på magtstrukturerne i Mellemøsten. USAs mest trofaste allierede – Israel og Saudiarabien – har fundet sammen i en fælles bekymring for, at Iran kommer til at fylde for meget i billedet. Og de to lande forsøger at kaste grus i forhandlingsmaskineriet. Den amerikanske udenrigsminister John Kerry har med beundringsværdig energi og dristighed kastet sig over den mellemøstlige fredsproces, som så mange har brændt fingrene på. Forventningerne er ikke store – men spændende bliver det at se, om de forhandlingsberedte ministre i Netanyahus regering kan få indflydelse.

Der er vendt op og ned på meget i den plagede region: Rusland forsøger en tilnærmelse til det nye militærstyre i Ægypten. Og i Tyrkiet er Erdogan-regeringen løbet ind i store problemer, som de færreste vel havde set komme. Det virker, som om regeringschefen har tabt tålmodigheden med det Europa, der fortsat giver ham den kolde skulder, og har givet los for de mere autoritære tilbøjeligheder, han hidtil har tøjlet.

Det foregår alt sammen på Europas dørtrin. Men Europa har i det forløbne år været mere optaget af sine egne problemer end af at udfylde en international rolle – med Iran- og Syrien-forhandlingerne som glimrende undtagelser. Hvordan vil det gå i 2014? Der skal være valg til Europa-Parlamentet, og hvis det går som ventet, får det nye parlament et stærkt islæt af EU-modstandere eller –«skeptikere«. Så kan vi meget vel risikere, at Europa bliver endnu svagere stillet når det gælder håndteringen af de udfordringer, der kommer til os udefra. Den britiske premierminister føler sig så klemt af EU-modstanden, at han leger med en folkeafstemning, der meget vel kan føre til britisk exit fra samarbejdet. Der skal i 2014 være folkeafstemning i Skotland om løsrivelse – og hvis det bliver et ja, vil skotterne omgående bede om medlemskab af EU. Det skal de skeptiske englændere ikke ødelægge for skotterne, lyder budskabet. Og på gaderne i Kiev trodsede folkemængden kulde og politiknipler og tåregas for at demonstrere for en nærmere tilknytning til det EU, der selv har så vanskeligt ved at holde fast i den oprindelige tanke bag europæisk integration…

Der er brug for et styrket europæisk samarbejde. Ikke et svækket. Og der er brug for en politisk ledelse, der tør fortælle befolkningerne, hvordan tingene hænger sammen – og hvorfor Europa i dag har mere brug for sine venner end i mange år. Der er brug for at sætte kraft ind i forhandlingerne med USA om en atlantisk frihandelsaftale. I stedet for at hoppe på oppustede historier om, hvordan amerikanerne spionerer mod os alle – dygtigt orkestreret af den gamle KGB-oberst i Moskva, som har givet husly til afhopperen Snowden, der hyldes som en helt i vide kredse – bør der gives klar besked om, hvad der foregår, og hvorfor det er nødvendigt.

Men det er nok at ønske sig for meget af Hestens År.