Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Udviklingsbistand til staten

Lotte Hansen: Det har længe været et politisk mantra, at den offentlige sektor skal være mere effektiv, men hvor er det ikke sket? Problemet er, at sandsynligheden for, at en offentlig ansat bedriver karrierefremmende virksomhed ved at komme med et helt nyt forslag, er lille. Der er for meget Yes Minister i kulturen.

"Hvis man på et sygehus bevidst måler succes på, hvor mange sengepladser, der er optaget i stedet for, hvor mange patienter, der kommer mest raske igennem sundhedssystemet, har vi så ikke et problem? Jo, siger Produktivitetskommissionen, men ender med at gå i den retning alligevel." (Foto: Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor er det at tale om udvikling af stat, regioner og kommuner religiøst forbundet med spørgsmål om en større eller mindre offentlig sektor? Tør embedsværket finde på nye løsninger uden politikernes tilladelse? Tør de hente den nødvendige hjælp til udvikling også, hvis metoden ikke er defineret på forhånd?

I forgårs kom Produktivitetskommissionen med sine bud på effektiv offentlig sektor. Resultatet på, hvor meget der kan spares frem til 2020, stemte sjovt nok 100 procent overens med regeringens effektivitetsmål. Flueben.

Selvom lyrikken i deres rapport er rigtig, forstået på den måde, at kommissionen lægger op til, at det er forbedringer af samfundet i stedet for udvidelse af produktionen i den offentlige fabrik, der målet, så har de konkrete forslag meget lean-karakter i forhold til effektivitet og øget produktivitet. Det er der heller ikke noget galt i, tvært om, men hvor ville det være skønt, hvis der i forhold til innovation og udvikling af Danmarks største arbejdsplads var lige så præcise krav.

Ved kommissionens seneste rapport for en god måned siden gik der politik i udviklingsnakken om den offentlige sektor: Kritikken fra Dennis Kristensen fra FOA og Per Clausen fra Enhedslisten var forstemmende. De mente, at grænsen for effektivitet i den offentlige sektor var nået, og at der ikke er mere at komme efter. Der er helt sikkert afdelinger med den rette ledelse og de rette medarbejdere, som inden for de givne rammer leverer en utrolig høj effektivitet og helt sikkert også en større menneskelig omsorg, end man som udenforstående overhovedet kan forestille sig muligt.

Men når vi i Danmark har besluttet politisk, at så stor en efterspørgsel af varer og tjenesteydelser skal komme fra én kunde, det offentlige, som dermed samlet set udgør samfundets største virksomhed, er det da komplet uambitiøst, lige meget om man som Per Clausen repræsenterer firmaets ledelse eller som Dennis Kristensen, medarbejderne, tillader sig at hævde, i primetime tv, at det offentlige ikke kan gøre det bedre? Kuk kuk! Samfund går ikke i stå.Tilgangen er fej overfor de mennesker, der betaler skat, overfor de borgere, der kommer i klemme og får dårlig behandling, men også overfor de medarbejdere, der hver dag skal knokle for ledelser og systemer af i går.

Den dag man som virksomhed eller organisation mener, at man yder sit ypperste, den dag har man taget første spadestik til organisationens deroute og på sigt også lukning. Burde den tænkning ikke gælde det offentlige?

Det er trist, at udviklingen af den offentlige sektor på den måde opfattes som politiske spørgsmål. A la hvis du er blå, går du ind for effektivitet og færre ressourcer, hvis du er rød, går du ind for mere af det samme, med mere tillid og mindre kontrol. Selvom der er masser af sandhed i de karrikerede billeder, er det forstemmende, hvis vi tror, at al udvikling af samfundets allerstørste virksomhed, som vi bruger 350 mia. på bare i årlige lønkroner, kun kan ske, hvis der er sat klare politisk farvede mål op for, hvad der skal ske.

Med al respekt for politikernes kapacitet, er det utopisk at forestille sig, at al udvikling af staten skal komme fra politisk hold. Hvis de offentlige chefer skal være deres løn og bonusser værd, burde de, som der står i governance-reglerne for offentlig topledelse, afklare deres ledelsesrum med den politiske chef. De burde sikre, at deres butik er drevet med så meget ildhu og lyst til udvikling og forbedringer, som hvis de blev bonuslønnede for netop det.

Hvorfor er det så så ofte at dette ikke sker?

Problemet er, at sandsynligheden for, at en offentlig ansat bedriver karrierefremmende virksomhed ved at komme med et helt nyt forslag, er lille. Selv med den nye offentlighedslov er chancen for at det sker nok ikke overhængende. Det lægger kulturen ikke op til. Yes Minister, det er lettere at komme med små bud på forbedringer.

Kommissionen vil det rigtige, men hvis resultatet ikke skal være millimeter- og minutforbedringer det hele, er det helt centralt, at de også tør tage livtag med religionen om, at et reelt brud med vanetænkning ikke behøver komme fra politisk hold.

De steder, hvor man faktisk forsøger sig med udvikling og innovation i større skala, tør ledelsen sjældent sætte sine R og D projekter på direktionsgangen. Alt for ofte flyttes udviklingen til kommunens eller ministeriets lidt skæve afdeling mange etager fra ledelse og daglig drift. Det betyder, at nye ideer sjældent efterfølgende vil kunne implementeres som andet end et pilotprojekt.

Udvikling, også langt fra regeringens reformer, bør ske hele tiden med inddragelse af parter og eksperter i tillidsfulde rum. Dette skal ikke være en interesseafvejningsøvelse, men en proces, hvor den bundne opgave om at løse samfundets problemer skal gå foran parternes egeninteresse. Ofte ender den offentlige chef med at se sin rolle som forligsmand på de deltagendes organisationers snævre egeninteresse, og det fører ikke altid udvikling med sig.

Man kunne også spørge om hjælp til disse processer. Kun sjældent lader man dog udefrakommende komme tæt på sådanne forløb.Hvorfor egentlig?Så længe ydelsen er til gavn for samfundet, og man ikke selv kunne levere den, hvad er så problemet?

Når det kommer til udbud er den helt gal med viljen til nytænkning og innovation. Her bruges masser af penge, men det offentlige tør sjældent lave et udbud a la: Vi vil gerne have løst dette fundamentale samfundsproblem, hvad foreslår I?

Oftest (heldigvis ikke altid) sker det modsatte: Udbyderen tror, at de allerede i udbuddet skal definere præcis, hvad de ønsker. Det giver mening nogle steder, men når det kommer til udviklingsprojekter, skaber det så ikke samfund af i går at være så præcis? Er de offentlige udbydere altid de rigtige til præcist at definere løsningerne til morgendagens samfund? Den kontrol og det mandat, der gives i forbindelse med mange udbud eller projektperioder, medfører ofte at trods de mange millioner og de gode intentioner, der skydes efter projektet, så er sandsynligheden for at resultaterne er nytænkende minimale.

Hvordan kan man med så meget kontrol og forudbestemte krav til resultatet undgå at få løsninger af i går eller i forgårs? Det er selvfølgelig også her diskussionen om new public management, som kommissionen visionært ønsker sig kontra performance management, der er central. I de fleste mindre udbud sidder en vanetænkende udbyder med fokus på kontrol. Sjovt nok bliver det vindende bud også ofte derefter, men så ved man, hvad man får, der er ingen klager og hvem siger, at det man fik i går ikke også var udmærket?

Hvis man på et sygehus bevidst måler succes på, hvor mange sengepladser, der er optaget i stedet for, hvor mange patienter, der kommer mest raske igennem sundhedssystemet, har vi så ikke et problem? Jo, siger Produktivitetskommissionen, men ender med at gå i den retning alligevel.

Udfordringen er, at finde det instrument, der kan måle udvikling. Ellers skaber vi snarere et frelst kafkask system, der kan sætte selvtilstrækkelige flueben ved sin duelighed og effektivitet, end vi skaber et samfund, der er parate til morgendagens udfordringer.