Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Udlændingedebatten kører i ring

Eyvind Vesselbo Fold sammen
Læs mere

Dronningen har i en meget omtalt bog udtalt, at vi har undervurderet udfordringen med at få integrationen til at lykkes. Vi troede, at det bare ville gå af sig selv. Men sådan er det ikke gået, konstaterer Dronningen ganske rigtigt.

At det ikke er lykkedes, skyldes ikke bare, at alle troede, at det ville gå af sig selv. Det skyldes også, at store dele af det politiske system tidligere ikke ville erkende, at der var nogle problemer, som skulle løses med den stigende indvandring. Debatten var delt op i dem, der var »de rigtige«, som havde den rigtige mening, og »de forkerte«, de som forsøgte at gøre opmærksom på de voksende problemer.

Tidligere minister Christine Antorini siger det ganske klart i en kronik i Berlingske Tidende 11. september 2002. »Hvorfor er det gået så skidt? Jeg tror desværre, at en væsentlig årsag er, at det helt konsekvent har været »de forkerte«, der fik ret.«

Hun fortsætter:

»Jeg har måttet konstatere, at Eyvind Vesselbo havde ret i, at indvandrere især fra Pakistan og Tyrkiet mangedoblede deres tilstedeværelse via familiesammenføringsreglerne.«

Og længere nede i kronikken stiller hun et spørgsmål, som hun selv forsøger at svare på.

»Man kan undre sig over, hvorfor »de forkerte« ikke har fået hverken ørenlyd eller anerkendelse. En væsentlig forklaring findes i en kombination af ønsketænkning og politisk korrekthed.«

Christine Antorinis beskrivelse af situationen giver en del af forklaringen på, at integrationen er lykkedes så dårligt. Størstedelen af medierne og store dele af det politiske system ville ikke lytte til fakta på området. Det vigtigste var ikke at få løst problemerne, men derimod at benægte og bortforklare dem. Havde man lyttet dengang, kunne meget have set anderledes ud på nuværende tidspunkt.

Situationen er ikke meget anderledes i dag. Nu er »de politisk korrekte« bare nogle andre. Debatten og de politiske forslag er helt anderledes end for 15 år siden, men der lyttes stadig ikke til de fakta på området, som reelt kunne bringe os videre. Der er en konkurrence om, hvem der kan komme med de skrappeste udmeldinger. Problemet er bare, at det ikke er nok at komme med skrappe og barske udmeldinger. Det løser ikke problemerne. I stedet skal der konkret handling til, baseret på fakta.

Politikere lover uden at holde

Her er vi så havnet i næsten samme situation som for 20-25 år siden, bare med et forskelligt udgangspunkt. Dengang var der et politisk flertal, som ikke ønskede at drøfte problemerne på udlændingeområdet. Derfor stak man hovedet i busken.

Nu stikker man ikke længere hovedet i busken. Derimod bruger man retorikken til at føre den danske befolkning bag lyset på udlændingeområdet. Man kommer med det ene forslag efter det andet, uden at det bliver gennemført, og det, der faktisk bliver gennemført, er stort set kun symbolpolitik.

Det betyder, at udlændingepolitikken kører i ring. De samme forslag bliver stillet gang på gang, uden at de bliver gennemført. Medierne viderebringer de forskellige forslag hver gang, de bliver lanceret, som om det var helt nye forslag.

»Send afviste asylansøgere hjem«, »udvis kriminelle udlændinge«, »stop for muslimsk indvandring til Danmark«, »man skal ikke kunne søge asyl i Danmark«, »opsig konventionerne«, »straksopbremsning af asylansøgere«, »hjælpen skal ske i nærområderne«, »tålt ophold skal være utåleligt«.

Det er bare nogle af de hyppige programerklæringer, som forskellige politiske partier kommer med. Ingen af disse programerklæringer er blevet gennemført med den virkning, som ligger bag forslagene.

Derved skabes der en stor utilfredshed i befolkningen. Man kan ganske enkelt ikke forstå, hvorfor politikerne ikke gennemfører de forslag, som de lancerer. Mange vælgere tror med rette, at det kan lade sig gøre at gennemføre de forslag, som politikerne foreslår.

Det er netop denne frustration, som nu har bredt sig i store dele af befolkningen. En frustration som ligner den, der udviklede sig i befolkningen i 1990erne, hvor man ikke ville lytte til befolkningens bekymringer.

Mange spørger: Hvorfor gennemfører man ikke det, som man siger? Hvorfor bliver udviste kriminelle ikke sendt ud af landet? Hvorfor skal afviste asylansøgere ikke forlade landet? Hvorfor sker hjælpen i nærområderne ikke i højere grad, end tilfældet er i dag? Svaret er, at politikerne godt ved, at de fleste af de ting, de foreslår, ikke umiddelbart kan lade sig gøre. Hovedformålet er alene, at de skal fungere som signaler til befolkningen.

Der mangler et samlet overblik

Det helt store problem er, at der mangler et samlet overblik og en national handlingsplan på udlændingeområdet.

Helt akut kunne man starte med en tilbundsgående analyse af de asylansøgere, flygtninge og familiesammenførte, der har fået opholdstilladelse i landet i de sidste tre år. Sådan en analyse kunne bl.a. give oplysning om, hvor mange der i alt er kommet til Danmark, hvor mange mænd og kvinder og hvor mange børn og ældre, der er kommet. Det ville give et samlet overblik over hele gruppen, som herefter kunne bruges til planlægningen af den indsats, som bl.a. kommunerne skal udføre.

Alle disse oplysninger er en forudsætning for, at man kan få et realistisk billede af, hvor mange boliger, der er brug for i kommunerne, og hvor mange pladser i vuggestuerne og børnehaverne, der er brug for. Planen bør også give oplysninger om behovet på uddannelsesområdet, bl.a. om, hvor mange pladser på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, der er brug for.

Endelig bør planen give et realistisk billede af, hvor mange, der er i den arbejdsdygtige alder, og hvilke uddannelser, de har. Først når man har den oversigt, kan man operere effektivt for at få løst udfordringerne på udlændingeområdet på en seriøs måde. En sådan analyse og handlingsplan kunne give et solidt grundlag for en forbedret integrationsindsats, idet den vil sikre et bedre grundlag, når flygtningene skal placeres i de enkelte kommuner.

Det er netop denne manglende samlede beskrivelse af den store gruppe mennesker, som er kommet til Danmark i de sidste tre år, som på nuværende tidspunkt gør, at hele udlændingeområdet i øjeblikket virker kaotisk. Det er med til at skabe grobund for myter og helt tilfældige overslag over antallet af udlændinge, der er i landet, og dem der vil komme, og hvilke udgifter der i årene fremover vil være på udlændingeområdet.

Brug for et paradigmeskift

Det er derfor i første omgang vigtigt, at vi koncentrerer os om at få et overblik over de nære og akutte problemer på udlændingeområdet. Det er først og fremmest dem, kommunerne slås med. Det vil gøre, at man faktisk har mulighed for at få formuleret nogle perspektivrige løsninger, som kunne forhindre, at vi fortsætter med at gøre de samme fejl, som i de sidste 25 år.

Derfor er det ikke kun integrationsproblemerne for de nye indvandrere og flygtninge, der skal i fokus. Det gælder også dem, som har været her i mange år, og dem, der er født og opvokset i Danmark. Dem har der været meget lidt konstruktivt fokus på, hvilket har gjort, at vi i dag flere steder står med meget store integrationsproblemer med disse grupper. Man har hele tiden fokuseret på de problemer, som kom udefra gennem indvandringen. Derved har man stort set lukket øjnene for de problemer, som er kommet indefra på grund af den manglende indsats på integrationsområdet.

Statsministeren indkalder til det ene møde efter det andet for at få indgået nogle aftaler på området. Men det er ikke nok at snakke og foretage fine, velmenende aftaler, hvis man ikke har overblikket over problemets omfang og handler ud fra dette. Så fortsætter man bare med at køre i ring uden, at der sker noget konkret for at få løst problemerne. Det er først, når man kender og erkender indholdet og størrelsen af problemerne gennem en samlet national analyse og handlingsplan, som i detaljer kan anskueliggøre problemernes omfang og deres mulige løsning, at vi kan komme videre. Derfor er der brug for et paradigmeskift i udlændingepolitikken.

Eyvind Vesselbo er kultursociolog, mag.art. tidl. MF (V).