Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tvangsidræt?

Simon Prahm: Ønsker vi flere år at leve i, er der overordnet to veje at gå. Den første, som regeringen har været størst tilhænger af, er den, hvor den enkelte borger på et veloplyst grundlag selv tager ansvar for det levede liv. Den anden, som Forebyggelseskommissionen har slået hårdt på, er den strukturelle tilgang, hvor ændringer i samfundets opbygning skaber sundere levevilkår.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Er det sjovere at være i live end død? Ja, burde det ret banale svar lyde. Men når vi taler sundhed og forebyggelse, bliver debatten desværre ofte fordrejet og reduceret til en formynderisk løftet pegefinger sat over for individets frihed til at leve sit eget liv. Danmark har i dag det højeste antal forebyggelige dødsfald i Europa, så der er behov for handling, hvis vi vil have flere år at nyde livet i.

I dag har Danmark en lavere gennemsnitlig levetid end lande som Portugal, Grækenland og England, på trods af at vi betaler flere penge for vores sundhedssystem. Vi kan derfor ikke være tjent med tingenes tilstand.

Teenagerne spørger, hvad de skal bruge fem år ekstra til som olding. Men faktisk giver et sundt liv ikke alene flere år at leve i. Det udløser også en bonus på flere år med godt helbred. Ved at leve sundt udskyder og minimerer vi derfor tiden som grå skrøbelige væsner fastlåst til sygelejet. Dybest set ønsker vi vel alle flere år til at realisere os selv i og nyde familielivet med børn, børnebørn og måske endda oldebørn. Det er derfor synd, at debatten har udviklet sig til en skyttegravskrig mellem forstenede standpunkter, da øget sundhed ikke nødvendigvis behøver føre til tab af personlig frihed.

Ønsker vi flere år at leve i, er der overordnet to veje at gå. Den første, som regeringen har været størst tilhænger af, er den, hvor den enkelte borger på et veloplyst grundlag selv tager ansvar for det levede liv. Den anden, som Forebyggelseskommissionen har slået hårdt på, men som ikke altid bliver kommunikeret lige heldigt, er den strukturelle tilgang, hvor ændringer i samfundets opbygning skaber sundere levevilkår. Mens den første tilgang primært arbejder med oplysning gennem kampagner og har vist sig at have størst effekt hos de højtuddannede, som i forvejen har en højere gennemsnitsalder end resten af befolkningen, tager den strukturelle tilgang mere drastiske metoder i brug, herunder lovgivningen, og når dermed bredere ud i samfundet.

Med rygning har det ud fra et sundheds- og forebyggelsesmæssigt perspektiv vist sig at være en stor succes at gå lovens vej og forbyde rygning på offentlige steder. Konsekvenserne af forbuddet er også ganske håndgribelige. På bare to år er det lykkedes at reducere andelen af danskere, som daglig udsættes for passiv rygning på uddannelse eller job fra 20 til 5 procent.

Vi kender sikkert alle nogen, som før rygeforbuddet blev indført, var modstandere af det, men som efterfølgende er blevet tilhængere. Så man kan passende spørge, om ikke det har været værd at foretage denne indgriben i den personlige frihed. Hvis ikke kan vi jo altid gå tilbage, men det er nok et mindretal af befolkningen, som i dag ønsker dette.

Den foreløbige succes på rygeområdet ændrer dog ikke på, at vi fortsat har lang vej op til vores nabolande, når vi kigger på det samlede sundhedsbillede. Der er derfor behov for, at vi bliver mere handlende på nogle af de andre forebyggelige områder, og her er det ikke nødvendigvis en løftet pegefinger, som vil være bedst til at forbedre vores livskvalitet.

Efter rygning er fysisk inaktivitet ifølge WHO den væsentligste faktor for dårligt helbred i vores del af verden. Helt uden at løfte pegefingeren kan vi konstatere, at der herhjemme på bare ti år er sket en stigning i antallet af fysisk inaktive unge mellem 13 og 15 år fra 12 til 22 procent. Det betyder, at mere end hver femte unge i dag ikke er regelmæssig fysisk aktiv.

Det er næppe manglende viden, som er årsagen. Talrige kampagner har appelleret til at få danskerne op af stolen. Men dette synes primært at have haft sin virkning på den voksne del af befolkningen, som i dag er mere aktive end nogensinde før. Når det gælder de unge, har kampagnerne imidlertid ikke kunnet ændre på billedet.

Foreningerne er fortsat den primære arena for aktiviteterne frem til omkring 15 års alderen, men herefter vender det, og de unge er resten af livet mere aktive på egen hånd end i foreningerne. Spørger man de unge, hvorfor de stopper med at dyrke idræt i forening, svarer de, at de mister interessen, mangler tid, eller at træningstiderne passer dårligt.

Efter ti fede år med et stort udbud af idrætsprojekter til de foreningsløse og fysisk inaktive unge, må man med fornyet kraft spørge, om foreningsidrætten med alle sine positive kvaliteter nu også bør forblive den suverænt mest tilgodesete måde at aktivere en ungdom, som synker dybere og dybere ned i sofaerne - og hvis øjne snart bedre tåler computerskærmens lysstråle end sollyset. Vi ved, at det for de unge er blevet sværere at være med på denne bane, og vi ved samtidig, at de voksne danskere i stigende grad er fysisk aktive uden for foreningens rammer.

Men er det overhovedet rimeligt at pålægge foreningerne denne ekstra byrde? Der findes i dag adskillige initiativer som GAM3, der med succes har fået fat i udsatte unge gennem uforpligtende spontane aktiviteter - faktisk så godt fat, at tre ud af fire vælger selv at fortsætte spillet på gadeplan, så længe det danske vejr tillader det.

Så langt så godt. Spørgsmålet lyder nu, hvordan vi kan drage nytte af dette på et bredere plan? Løsningen synes hverken at være mere oplysning til de unge om konsekvenserne ved ikke at være fysisk aktive eller tvangsidræt gennem et lovgivningsmæssigt påbud om fysisk aktivitet.

Her kommer den strukturelle tilgang os til undsætning. Politiske tiltag som en justering af Folkeoplysningsloven eller regeringens nye sundhedspakke, som giver kommunerne en økonomisk gevinst ved at øge befolkningens sundhed, kan bl.a. skabe incitamenter for forebyggelse og lette vejen til et fysisk aktivt liv uden brug af tvang.

Lige netop Folkeoplysningsloven rummer oplagte muligheder for at styrke den fysiske aktivitet og er måske stedet at tage fat. Størstedelen af de midler, kommunerne i dag støtter idrætten med, fordeles via Folkeoplysningsloven. Midlerne går til medlemsstøtte og dækning af lejeudgifter, så foreningerne gratis kan benytte faciliteterne. Desværre giver dette en skævvridning, da den socialt og økonomisk dårligst stillede del af befolkningen i langt mindre grad har ressourcer til at deltage i foreningslivet, og hertil kommer de unge, som af førnævnte årsager vælger foreningerne fra.

At foreningerne alligevel fortsat sidder tungt på adgangen til idrætsanlæggene er derfor med til at gøre Folkeoplysningsloven knap så folkelig, som den var tiltænkt og måske engang var.

Lad os derfor få åbnet for almen brug af idrætsfaciliteter, som ikke udnyttes til fulde af det lokale foreningsliv. Skolegårde og lukkede legepladser kan i samme pust gøres tilgængelige uden for institutionernes åbningstider, så afstanden til den nærmeste bevægelsesarena gøres mindst mulig. Vi ved, at der er en klar sammenhæng mellem afstanden til næridrætsanlæg og graden af fysisk aktivitet. Hvorfor bruger vi ikke denne viden konstruktivt og åbner for adgangen én gang for alle? Inaktive unge skal gives rum til at udfolde sig - det rum bør ingen have patent på.

Der findes også andre muligheder end Folkeoplysningsloven. I Københavns Kommune har man på baggrund af to drenges vedholdende argumentation og indsamling af mere end 2.000 underskrifter valgt at give gadeidrætten tørt på. I marts 2010 vil Khuram og Samir og alle andre unge med hang til Street Basket, Street Dance, DJ-ing og Parkour således kunne dyrke deres aktiviteter på asfalt, men under tag, når StreetMekka slår portene op i de gamle industribygninger på Enghavevej. I disse krisetider står der sikkert mange andre tomme lagerhaller rundt omkring i landet, som ville danne fantastiske rammer om lignende initiativer.

Vigtigst er det, at vi åbner for at tænke bredere og mere kreativt, når det gælder forudsætninger og rammer for et fysisk aktivt liv - også selvom dette er uden faste træningstider og generalforsamling. Forebyggelse kan nemlig både gøre livet længere og sjovere.