Tvangsadoption – et nødvendigt onde

Forskning indikerer klart, at der skal nytænkning til i forhold til de udsatte børn. Derfor fortjener regeringens og Venstres forslag på adoptionsområdet kritisk, men konstruktiv opbakning.

Ulrik Holmstrup, journalist og tidligere fellow på TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet Fold sammen
Læs mere

Den århusianske digter Peter Laugesen bryder sig ikke om »regnbuen« på toppen af kunstmuseet Aros. Det irriterer ham, at når folk går rundt oppe i regnbuen og kigger mod Brabrand og Viby, så henligger alt i blå toner. Som han siger: Det gør os, der bor der, lidt beskidte, lidt triste i det, sammenlignet med midt- og nordbyens varmere røde væsen.

Jeg har det seneste halve år haft min gang i Århus og kom til at tænke på, at regnbuen på toppen af Aros er et meget godt billede på rammerne for det journalistiske arbejde, som det udfolder sig, når journalister rapporterer om verden i almindelighed og om udsatte børn i særdeleshed: Den højt beliggende regnbue giver et godt overblik, men da det er en del af det journalistiske DNA, at vi søger konflikten – det mørke – har vi været for tilbøjelige til at stille os op og rapportere om dette og hint, mens vi har stirret mod Brabrand.

Det er al ære værd, at Berlingske i en række artikler tager debatten om tvangsadoptioner op. Desværre har man haft blikket stift rettet mod Brabrand – for nu at blive i det billede. Det betyder, at en yderst vigtig debat dør, endnu inden den rigtig er kommet i gang.

Når debatten er vigtig, er det fordi, at de tiltag, vi som samfund gør for de mest udsatte børn, har vist sig at være helt utilstrækkelige og i nogle tilfælde direkte skadelige. Skællene er gradvis faldet fra mine øjne det seneste halve år.

Som journalistisk fellow på TrygFondens Børneforskningscenter har jeg nemlig haft lejlighed til at dykke ned i den eksisterende forskning på området, og jeg er rystet. Rystet over journalistikken – inklusiv min egen – og rystet over, hvor tyndt et grundlag, børneforsorgen og politikken på området bygger på.

De seneste 100 år har vi konstant anbragt ca. en procent af alle børn uden for deres eget hjem. Det ville give god mening, hvis resultaterne af anbringelserne var overbevisende, og børnene rent faktisk fik et godt liv på trods. Men sådan er det langtfra.

Efter 100 år med anbringelser som en hjørnesten i indsatsen over for udsatte børn var der endelig et par forskere, der satte sig for at undersøge, hvad vi egentlig ved om resultaterne af anbringelserne. I et par store forskningsoversigter fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd gennemgik forskerne flere hundrede relevante empiriske studier, som på forskellig måde havde undersøgt, hvordan det går de anbragte børn som unge og voksne. Den deprimerende konklusion var, at det målt på alle parametre generelt går dem dårligt.

Det, at anbragte børn generelt klarer sig langt dårligere – også målt i forhold til børn med den samme socioøkonomiske baggrund – gør, at behovet for at nytænke området er indlysende. Politisk er der da også taget en række initiativer, som har til formål at sikre en tidlig indsats over for de udsatte børn. Håbet er, at man ad den vej kan begrænse antallet af anbringelser.

Det er alt sammen fint og godt. Men man kommer ikke udenom, at fremtidsudsigterne for nogle børn er så dystre, at en udvidet adgang til at bortadoptere børn, selv om forældrene modsætter sig, kunne være en brugbar løsning. Den debat har socialminister Manu Sareen (R) med støtte fra Venstre forsøgt at rejse med et nyt lovforslag.

Heldigvis har Berlingske i et par store artikler taget tråden op, men som tidligere antydet desværre på en måde, som efter min mening lukker debatten ned, ved at sende aktørerne på området ned i de velkendte skyttegrave.

Det er således ikke overraskende, at Socialpædagogernes Landsforbund taler imod lovforslaget. Groft sagt betyder flere adoptioner færre socialpædagogiske arbejdspladser. Arbejdspladser kan også spille en rolle for Advokatrådets negative indstilling til forslaget om at ændre adoptionsreglerne. Flere adoptioner vil betyde færre af de langvarige juridiske kampe i tvangsanbringelsessagerne. I høringssvaret fra Advokatrådet er det dog retssikkerhedskortet, der spilles ud med: Forældrenes retssikkerhed er truet, hvis lovændringen gennemføres, så kommunerne fremover ikke skal »godtgøre«, men kun »sandsynliggøre«, at et barns forældre også fremadrettet bliver ude af stand til at varetage barnets tarv. Advokatrådet er dermed på linje med Foreningen Far, som også vælger at se på sagen ud fra forældrenes (faderens) synsvinkel.

For en iagttager, som ingen aktier har i sagen, virker det komplet uforståeligt, at nogen i ramme alvor kan tro, at disse ulykkelige børnesager kan løses ved hjælp af det juridiske system. Samtidig gør det et stort indtryk, at de førende børneorganisationer med Børnerådet og Børns Vilkår i spidsen bakker lovforslaget op. Det gør de naturligvis ikke, fordi de er uvidende om betydningen af, at børn og forældre kender hinanden og helst også skal have en relation til hinanden. De bakker formentlig op, fordi de har erkendt, at man ind i mellem er nødt til at vælge mellem to onder, og i det valg må hensynet til et barns fremtid altid veje tungest. Samtidig er der vel blandt fagfolk en erkendelse af, at vi bliver nødt til at gå nye veje, når forskningen både nationalt og internationalt entydigt viser, at selv ved langvarige anbringelser formår de professionelle ikke at kompensere børnene i tilstrækkelig grad.

Det er socialrådgiverne rundt om i kommunerne, som har initiativretten og pligten i forhold til de udsatte børn, og derfor er det også vigtigt at lytte til de indvendinger, de måtte have til det nye lovinitiativ. Af Socialrådgiverforeningens høringssvar til Socialministeriet fremgår det, at man har en række konkrete forslag til præciseringer, men at man »støtter forslaget om at udvide mulighederne for adoption uden samtykke«. Men det er ikke det indtryk, man efterlades med, når man læser Berlingskes dækning af sagen. Her fremhæves det, at Socialrådgiverforeningen frygter, at lovændringen vil føre til vilkårlighed og forskelsbehandling i sagsbehandlingen.

Det er der bare ikke noget som helst nyt i. Det er nærmest et grundvilkår, at udfaldet af en given sag er afhængig af, hvilken kommune der er tale om. Ja, selv inden for den samme kommune kan udfaldet være afhængig af, hvilken sagsbehandler der sidder med sagen. Det blev til fulde dokumenteret i en undersøgelse af en af de førende forskere på området, nu afdøde Tine Egelund. Hun udvalgte i begyndelsen af årtusindskiftet 11 kommuner med meget forskellige anbringelsesfrekvenser. 38 sagsbehandlere i kommunerne blev præsenteret for ti sagseksempler baseret på autentiske børnesager – »gråzonesager« – hvor udfaldet af sagen ikke er fuldstændig oplagt. Sagsbehandlerne skulle så tage stilling til, hvorvidt der skulle iværksættes en forebyggende foranstaltning, eller om barnet skulle anbringes.

Det overraskende resultat var, at selv om sagsbehandlerne langt hen af vejen tænkte og ræsonnerede ens, så drog de vidt forskellige konklusioner. Så udfaldet af en sag er i vid udstrækning afhængig af, hvilken sagsbehandler der behandler sagen. Det kan man beklage, eller også kan man betragte det som et udtryk for, at arbejdet med udsatte børn ikke er en eksakt videnskab og acceptere, at det er baseret på skøn.

Det forhold må ikke gøre os handlingslammede i en situation, hvor forskningen på området klart indikerer, at der skal nytænkning til i forhold til de udsatte børn. Derfor fortjener regeringens og Venstres forslag på adoptionsområdet kritisk, men konstruktiv opbakning.