Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Trumps løgne er et ekko af Demokraternes løgne om Irak-krigen

Problemerne med udviklingen i USA begyndte længe før præsident Trump og er desværre mere udbredte. Ønsker vi at komme dem til livs, må vi i højere grad besinde os på, at det ikke blot er Trumps sympatisører, der har været naive; det gælder også bl.a. medierne.

»Det er desværre som om, at meget af det, der har været galt i USA i snart mange år, først blev erkendt, da Trump fortsatte udviklingen,« skriver Jesper Lau Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oliver Contreras / Ritzau Scanpix

Det eneste gode, der er at sige om de forfærdelige begivenheder, hvor en aggressiv pøbel hærgede Kongressen, det amerikanske og dermed det vestlige demokratis ikoniske bygning, er, at det har fået selv de mest tungnemme til at indse, at udviklingen er farlig og må vendes.

Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon skoser 9. januar med rette de mange, der har søgt at bagatellisere Trumps anti-demokratiske tilbøjeligheder. Vi bør imidlertid ikke fokusere på Trump. Problemerne begyndte ikke med ham, og de stopper derfor heller ikke, når han er væk.

Problemerne begyndte længe før og er desværre mere udbredte. Ønsker vi at komme dem til livs, må vi i højere grad besinde os på, at det ikke blot er Trumps sympatisører, der har været naive; det har været mere udbredt, også i medierne selv.

Problemet udgøres af dem, der ikke respekterer demokratiet og ønsker at erstatte det med noget andet, der ofte fremstilles som det problemfri samfund, men som vi af bitter erfaring ved mere ligner helvede på jord.

Garantier mod barbari

Demokrati, som vi har lært at kende det fra den amerikanske forfatning, er ikke blot flertalsstyre, men også en række begrænsninger af flertallets magt over det enkelte menneske. Blandt disse garantier mod barbari er bl.a. ytringsfriheden og den frie debat, uden hvilken det er umuligt at drøfte de spørgsmål, som der skal stemmes om.

Den amerikanske forfatning er et sindrigt konstrueret værk, der med forskellige snilde greb balancerer dette hensyn mellem flertal, mindretal og individ. Skønt konstrueret for flere hundrede år siden, fungerer systemet, selv under pres. De enkelte detaljer har vist sig at have værdi.

At en stemme tæller forskelligt alt efter befolkningstæthed har sikret, at selv tyndt befolkede områder føler sig repræsenteret og ikke kan trynes af fjerne og tættere befolkede områder. At domstolene er uafhængige, har sat grænser for Trumps forsøg på at omgå sit valgnederlag. At præsidentvalgets opgørelse er i hænderne på et selvstændigt valgmandskollegium, der kun har denne ene opgave, og ikke henhører under folkevalgte politikere med egne sympatier, forhindrer ligeledes fusk med valgets udfald. Det demokratiske system virker.

Problemet er, at de, der ikke anerkender systemet, ikke har mødt den modstand, som deres uhyggelige ideer burde fremkalde. De har tilmed ofte fået medløb af en ukritisk offentlighed. Det er desværre som om, at meget af det, der har været galt i USA i snart mange år, først blev erkendt, da Trump fortsatte udviklingen. Vel har Trump formået yderligere at sænke niveauet, men der er tale om grader, ikke et nybrud. Vi skulle have været kritiske meget før.

Demokratisk ekko

Trumps uvilje mod at anerkende virkeligheden og i stedet fantasere om hans politiske modstanderes ulovligheder og mulige fængsling var et ekko af Demokraternes kampagne mod Bush om, at han udmærket vidste, at Saddam Hussein ikke havde masseødelæggelsesvåben, men at han løj om det for at få en undskyldning for at gå i krig, selvom alle undersøgelser afviste disse uhyrlige påstande. Der var ingen løgn. Efterretningstjenesterne troede faktisk, at våbnene var der.

Også Trumps modstand mod at erkende modpartens sejr er et sørgeligt ekko af ikke bare et, men to Demokratiske fortilfælde. Da Bush vandt knebent over Gore i 2000, blev hans legitimitet udfordret af en påstand om, at han kun havde vundet, fordi Højesteret afbrød de fortsatte omtællinger i Florida. Da optællingen senere blev undersøgt, viste det sig, at Bush faktisk havde vundet, men alligevel fortsatte mange med at bestride hans legitimitet som fremkaldt af en konservativ Højesteret.

Da Trump vandt i 2016, valgte Demokraterne nok en gang at underkende legitimiteten af valget ved at dyrke en historie om, at det skyldtes en russisk sammensværgelse. En konspirationsteori, der trods sit ekstreme indhold og manglende beviser alligevel blev dækket som troværdig af mange medier gennem flere år.

Det er i dag klart, at Rusland åbenlyst forsøgte at skabe kaos i det amerikanske valg for udstille demokrati som korrupt og ustabilt. De opildnede de forskellige fløje mod hinanden med opdigtede historier og kunne f.eks. indkalde til demonstrationer på samme dag både for og imod den samme kandidat. Vi ved også, at både Demokraterne og Republikanerne var interesserede i at aftage smuds mod modparten fra anløbne russiske kilder.

Alt det er såre trist, men vi må også konstatere, at hverken Trump eller nogen andre var i russernes sold; det forblev en konspirationsteori. Men efter valget af Trump fik historien lov at fortsætte alt for længe, og selv i dag kan man se Mueller-rapportens konklusion gengivet sådan, at man blot ikke lige fandt det afgørende bevis for historien, men uden ærligt at erkende, at der var tale om russisk disinformation.

Fraværende forfærdelse

Selv nu, her ved enden af Trump-æraen, er der en sær ulyst til at konfrontere galskaben, uanset hvor den melder sig. Den berettigede forfærdelse, som amokløbet på Kongressen har fremkaldt, var sært fraværende ved de voldsorgier, der har hærget amerikanske storbyer i løbet af sommeren, selvom angrebet på det demokratiske samfund var det samme.

Så denne råddenskab er ikke ny i USA og trives desværre på begge de politiske fløje. Også herhjemme sker der en ukritisk idéimport. Modvilje mod ytringsfrihed og andres ret til at have holdninger, der afviger fra ens egne, bliver stadig mere udbredt.

Til tider antager importen en næsten absurd karakter, som når der fokuseres på afrikanske slaver, selvom de kun udgjorde en ubetydelig brøkdel af Danmarks eget slaveri, som bl.a. stavnsbåndet udgjorde, og fra hvem de fleste danskere i dag nedstammer. Eller ideen med at vælte statuer eller »synke« dem, fordi sådan gør man i USA, men uden at forstå, at der er markant forskel på at fjerne en statue, der er rejst for at hylde slaveri, og en statue, der hylder noget helt andet, som f.eks. Colsons velgørenhed.

Det første kan være berettiget, det andet er i selskab med Talebans ødelæggelse af Buddhastatuerne i Bamiyan, fordi man vil fornægte historien. Det var næsten rørende at se den overraskelse, som udgik fra Kunstakademiets vandaler, da det gik op for dem, at de ikke fik den ros og det medløb i medierne, som ellers normalt har fulgt den slags aktioner.

Drop revolutionsromantikken

Så her er vi fremme ved løsningen. Vi må alle holde op med at dyrke den revolutionsromantiske forestilling om, at »systemet« og dets »strukturer« er korrupt og skal udskiftes, som har inficeret debatten de sidste godt 50 år. Ideen om bare at udskifte systemet afslører en utilgivelig naivitet, umodenhed og mangel på intellektuel nysgerrighed, fordi man ikke gider forklare, hvilke trin vi skal tage for at komme den lange vej fra det konstaterede problem til den ønskede løsning, og hvordan vi skal løse alle de problemer og den forvirring, som hvert enkelt trin måtte skabe. Det er for nemt, og det er for dumt.

Vi skal gøre os klart, at det at være anti-autoritær er beundringsværdigt i et diktatur, men skammeligt i et demokrati. Demokratiets autoriteter og grundlæggende spilleregler skal respekteres, og voldelig demonstranter skal stoppes for enhver pris, da vold aldrig kan retfærdiggøres i et samfund med ytringsfrihed og frie valg. Vi skal genfinde den kritiske sans og angribe enhver falsk fortælling, uanset dens politiske ståsted. Vi må tage klar afstand fra forsøg på at pille ved demokratiets fine mekanik, også når det gælder Demokraternes forslag om at pakke Højesteret med egne dommere eller skaffe flere pladser i Senatet ved at opfinde nye delstater, eller når SoMe-giganterne censurerer politisk tale.

Det er sigende, at det er en politiker som Angela Merkel og en forfulgt oppositionsleder som Alexei Navalny, der kan gennemskue det kritisable i, at Twitter nu udelukker Trump. Det format burde være mere udbredt.

Det er kort sagt på tide, at vi forsvarer vores samfundssystem. Det behøver ikke ske ukritisk, for systemet er stærkt nok og grundlæggende retfærdigt, men det er ikke usårligt.

Jesper Lau Hansen er dr.jur.