Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Trump som konsekvens

Det meget ragelse, som sælges til turister i New York, er i år naturligvis præget af valgkampen, som afgøres om godt en uge. Hvis nogle af disse ting helt urimeligt overlever tidens tand, vil fremtidens arkæologer kunne lære en del om vor tids galskab.

Et krus viser f.eks. en ung kvinde med hovedet i toilettet og teksten: »jeg kyssede en Republikaner«. Det interessante er, at producenten af disse krus også havde fremstillet et nøjagtig magen til, blot med ordet »Demokrat« i stedet for.

Denne alsidighed fra producentens side minder om de støbeforme fra vikingtiden, der tillod smeden at sælge både Thors hammer og det kristne kors, og det er således ikke nyt, at forretningsfolk ofte er mere tolerante end deres kunder. Det er mere interessant, at der i dag er et marked for den slags.

I medierne fremstilles Trump som en vulgær sensation, og det er han også, men ser man ham i et større perspektiv, er det forkert at tro, at han repræsenterer et pludseligt nybrud. Tværtimod er han en forudsigelig konsekvens af en udvikling, der har fået lov at stå på alt for længe.

Man har imidlertid været blind for udviklingen, fordi mange opfatter politik som opdelt mellem højre og venstre, hvor udviklingen i venstre side normalt ignoreres og først udløser bestyrtelse, når den lejlighedsvis dukker op til højre. Men opdelingen er forkert, tværtimod er der ofte et sammenfald, og de uheldige tendenser, der accepteres til venstre, dukker derfor før eller siden op til højre, og hver gang bliver udviklingen et nøk værre.

Obamas mobilisering af minoritetsgrupper ved at opildne deres mere eller mindre indbildte forurettelse, modsvares af Trumps skamløse dyrkelse af den minoritet, som lavtuddannede hvide amerikanere nu udgør. Obamas modvilje mod at lade USA bekæmpe diktaturer i Mellemøsten og hans naivt tøvende accept af Putins magtudvidelse i samme område støttes fuldt ud af Trump, men nu med et ekstra lag af direkte sympati for Putin.

Også i Europa hører man i øvrigt stadigt oftere »Ruslandsforståere«, der i deres ubetingede forståelse af Ruslands angiveligt nedarvede behov for at dominere sine naboer kommer farligt højt op på Scavenius-skalaen, som de kulturradikale ellers havde helt for sig selv under Den Kolde Krig.

Mange kommentatorer trøster sig med, at selvom Trump vinder, vil han være begrænset i sin magt af den amerikanske forfatning, der netop tilstræber en magtfordeling for at undgå en enkelt mands vilkårlighed. Men disse forfatningsmæssige begrænsninger på præsidentembedet er gradvis blevet eroderet af Obama, der gennemtvinger sin egen politik hen over hovedet på Kongressen. Det har han kunnet gøre uden større kritik, formodentlig fordi medierne havde sympati for hans politik på områder som miljø og indvandring. Men erosionen kommer også hans efterfølger til gode, og så er det for sent at kritisere, hvad der allerede er blevet sædvane.

Galskab er farlig på begge fløje

For at komme dette uvæsen til livs er det nødvendigt at gøre op med forestillingen om, at galskab kun er farlig, når den viser sit fjæs til højre, og bare udgør naiv idealisme, når den ses til venstre. Det bør vække harme, når Trump tilkendegiver, at han måske ikke vil acceptere udfaldet af et demokratisk valg, hvis han taber. Men harmen kommer til at virke forloren, hvis man – som alt for mange har gjort – har dyrket forestillingen om, at Bush ikke vandt valget i 2000, men fik sejren forærende af en konservativ Højesteret. Bush vandt faktisk, knebent, men klart, og det vedvarende forsøg på at anfægte legitimiteten af det valg har bidraget til den kultur, som nu gør Trumps udsagn politisk levedygtigt, hvor det burde vække afsky.

Den galskab, der driver denne udvikling og forener kræfter både til højre og venstre, kan formodentlig spores tilbage til 1800-tallet, hvor skiftet fra den trygt isolerede landsby til industriens åbne storbyer skabte et behov for identifikation. Det behov blev dækket af ideologier som racisme og nationalisme (blut und boden) og socialisme, der dikterede solidaritet for én klasse mod alle andre. Det fælles element var ønsket om at være ens i modsætning til alle, der var anderledes. Anderledes i deres race, nationalitet, religion eller socialklasse. Det var sjældent nødvendigt at vælge mellem disse faktorer, for folk, der levede tæt på én, lignede normalt også én selv i indkomst, udseende og tro.

Hvor galt det kan gå, har vi set i nazismen og kommunismen, der udlevede disse forestillinger og myrdede millioner, blot fordi de var »anderledes«. Det er ufatteligt, at vi igen skal konfronteres med samme galskab, som om vi intet har lært. Fremfor at tro, at der er forskel på denne galskab efter en højre/venstre skala, må vi forstå, at den udspringer af samme sump. Det er ikke overraskende, at Trump både er imod de rige i Wall Street og imod indvandrere; det er den samme frygt for de anderledes, han spiller på.

Som et enkelt eksempel på den manglende agtpågivenhed, der generelt kendetegner medier, også de der identificerer sig som borgerlige, kan nævnes en artikel fra en engelsk borgerligt sindet avis. Den angik fremmedhad blandt fattige arbejdere, hvor skribenten med den ærlighed, der følger af manglende selvkritisk refleksion, undrede sig over, at de ikke hellere vendte deres vrede mod de rige. At det udtrykker samme umenneskelighed at hade »de rige« som at hade »de fremmede«, faldt åbenbart ikke journalisten ind.

Som bekendt er alle løver gule, men deraf kan man ikke udlede, at alt, hvad der er gult, er en løve. Ligeledes vil det være en grov uretfærdighed at opfatte alle nationalister eller socialister som gale på denne måde. Det er, heldigvis, endnu kun en minoritet. Og hvad der gør det vanskeligt at bekæmpe galskaben er, at den ofte baserer sig på en kerne af objektiv konstaterbar sandhed, som de tager til indtægt for deres forskruede ideer og derefter misbruger ad extremis.

Frihandel og globalisering giver faktisk problemer, f.eks. for de grupper, der mister deres job, og indvandringen giver faktisk problemer, f.eks. i form af kriminalitet og intolerance over for kvinder og seksuelle minoriteter. At fornægte disse problemer, som enhver idiot kan se med egne øjne, er ikke bare dumt, det styrker de kræfter, der fra disse kendsgerninger ønsker at ekstrapolere sig videre ud i galskaben og helt forbyde såvel frihandel som indvandring. Men det er muligt at bekæmpe disse problemer uden at give sin støtte til disse typer.

Kvælende klaustrofobisk lighed

Det er således vigtigt at fastholde, at alle mennesker er lige i deres menneskeværd, og samtidig afvise absolut økonomisk lighed som et mål i sig selv, fordi det reelt blot er et ønske om, at alle skal være ens, hvilket er uforeneligt med et frit samfund, hvor man selv kan vælge sit arbejde og sin indsats. Det er rigtigt, at Afrika har problemer med god statsførelse, men heraf kan man ikke udlede, at afrikanere som race er uegnede til at styre sig selv og bør undergives de hvides overherredømme, som raceteoretikerne mener. Det er rigtigt, at vi har haft en finanskrise, men heraf kan man ikke udlede, at marxisterne havde ret i deres profeti om kapitalismens snarlige sammenbrud og den kommunistiske planøkonomis overlegenhed.

Både frihandel og indvandring kan, hvis de reguleres fornuftigt, give fordele for hele samfundet, som langt overstiger de problemer, de også giver. Hvis vi ikke bekæmper den galskab, som ønsker at forhindre frihandel og indvandring, må vi forvente en udvikling, der indtil videre har haft Trump som sin foreløbige konsekvens i USA, og Marine Le Pen og Jeremy Corbin i Frankrig og England. Det ender i givet fald med et protektionistisk samfund uden ret til at være »anderledes«, hvis kvælende klaustrofobiske lighed vil være uudholdelig for selvstændigt tænkende mennesker. Det er på høje tid, at vi bekæmper denne galskab, hvor vi finder den; både til højre og til venstre.