Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tror kvinder, at 100 års sejrsgang er gratis?

Det er bekvemt at tale om glasloft, Rip-Rap-og-Rup-effekt og old-boys-network, men mere taler for, at kvinderne bare ikke byder sig tilstrækkeligt til for at komme i direktioner og bestyrelser, hvor der jagtes benhårde resultater og ikke en følelse af lykke.

Uanset hvor banal en retorik, det var, så virkede »Jeg kan slå Anders Fogh«-budskabet befriende, da Helle Thorning-Schmidt forud for sidste valg skulle positionere sig som en politisk kandidat med statskvindepotentiale. Hvorfor? Fordi vi vil have profiler, der opfatter sig selv som vindere. Kvinder er vindere. Derfor skal de også tage et ansvar.. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag markeres 100-året for ændringen af Grundloven i 1915, der gav kvinder valg- og stemmeret. Inden da kunne fruentimmere, i lighed med fjolser, fallenter og forbrydere, ikke søge politisk indflydelse til folketing og landsting. Grundlovsændringen i 1915 betød, at fire kvinder som de første blev valget ind i Folketinget ved valget i 1918.

Det svarede godt nok kun til en repræsentation på tre pct., og trods stor skuffelse og landsdækkende forsøg på mobilisering af kvinderne, formåede kvinderne ikke at øge deres repræsentation væsentligt indtil efter Anden Verdenskrig. Men startskuddet havde lydt, og kvindernes fremmarch tog fart. I 1970erne blev udviklingen hjulpet godt på vej af en aktiv rødstrømpebevægelse, der skabte bevågenhed omkring deres sag og synspunkter i det offentlige rum. Op gennem 1980erne gik rødstrømpebevægelsen i opløsning, men i 1990erne kom den kvindelige repræsentation i dansk politik til at udgøre en kritisk masse med kvinder på over en tredjedel af de taburetter, der var til rådighed i Folketinget.

Selv om kvindernes repræsentation i dag fortsat ligger under 40 pct. i Folketinget, er der i udviklingen fra 1915 til 2015 sket en række ting, der har boostet kvindernes muligheder og fremmarch i det danske samfund generelt set. Udvikling af prævention, introduktion af lov om fri abort, etablering af børnepasningsmuligheder og øget andel af kvinder på videregående uddannelser bevirker, at kvinder nu agerer på lige vilkår med mænd. De danske kvinder er blevet erhvervsaktive i et omfang, der ikke ses magen til i mange andre lande. Talrige kvinderollemodeller er klare beviser på, at kvinder kan, hvad de vil selv i traditionelt set prominente og mandsdominerede hverv. Det kan fremhæves, at dronning Margrethe i 1972 blev udråbt til Danmarks første kvindelige monark. Bodil Nyboe Andersen blev i 1995 direktør for Danmarks Nationalbank. Samme år blev Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør. Helle Thorning-Schmidt blev i 2011 valgt som landets statsminister.

Men trods denne udvikling fortsætter den feminine klagesang. Der er ikke lige løn mellem mænd og kvinder. Der er ikke nok kvinder i toppen af dansk erhvervsliv. Der er stadig en kamp, der skal kæmpes til fordel for kvinderne. Dem, der problematiserer kvindernes muligheder, har fået for vane at finde en plads i debatten ved at italesætte kvinder som ofre. Men meget peger på, at det er kvindernes egne frie valg, der ligger til grund for de såkaldte ligestillingsproblemer, vi ser i dag. Historisk set har kvinderne truffet en række valg, der vidner om, at deres fokus måske er en anden end den, som velmenende feminister slår til lyd for. Kvinderne ser ud til bevidst at vælge høje lønninger og krævende toppositioner fra. Der ageres ud fra værdier og idealer, der udmønter sig i målrettede politiske og erhvervsmæssige valg.

Kigger man på kvindernes politiske valg tegner der sig et billede af, at de stemmer på rød blok i dansk politik. En dagsorden omkring solidaritet, velfærd og omsorg pakket ind i varme følelser for den offentlige sektor skaber en kvindelig veneration for partistemmer til venstre for midten. Politiske iagttagere har anført, at blå bloks fokus på økonomi, effektivisering og privatisering ikke møder genklang hos kvinderne. Interessant var det derfor, da Danmark i 1992 stemte om Maastricht-traktaten og et tættere europæisk samarbejde, at kvinderne takkede nej til mere Europa, angiveligt af frygt for at velfærden i Danmark kunne komme under pres. Det kunne betyde noget for velfærdssamfundet som helhed og noget for kvindernes beskæftigelse i den offentlige sektor i særdeleshed.

RB Plus 100 år efter: Kvindekamp er lullet i søvnPå fredag er det 100 år siden, at kvinder fik valg- og stemmeret. Ligestillingen er nået langt, men ikke langt nok og ligger nu i dvale, mener Kvinfos direktør. Nina Groes, direktør for Kvinfo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Faktum er, at kvindernes politiske valg til fordel for velfærden i Danmark går hånd i hånd med en høj andel af kvinder i den offentlige sektor. På deltid. I jobs med megen omsorg og pleje. Med den nævnte erhvervsprofil kan kvinderne have et job med et indhold, de kan stå inde for, og med en ramme, der skaber plads til at udleve et afbalanceret familie- og fritidsliv med fokus på de nære relationer. Dette valg, foretaget af kvinderne, er problematisk for det danske samfund. Med udgangspunkt i at de danske kvinder er ressourcestærke aktiver, så bør de tage et større ansvar og yde mere. Samfundet har ikke råd til andet. Ligesom vi i dag stiller krav om, at flygtninge, indvandrere og medborgere på overførselsindkomst skal yde noget for pengene, så skal kvinderne det også. Kvindernes ressourcer er et resultat af en investering fra samfundet. Den investering skal give afkast. Derfor kan og skal der stilles krav.

Kvinder kan ikke tillade sig at tage uddannelser, der skaber personlig værdi for dem. Der skal skabes værdi for Danmark. Et højt uddannelsesniveau blandt kvinder fordrer en øget parathed til at tage jobs i den private sektor. En forsker har formuleret det således, at den offentlige sektor virker som en magnet på danske kvinder – det skal ændres. Højtuddannede kvinder skal arbejde på fuld tid frem for på deltid. Kvinder skal byde mere ind på de tunge lederstillinger i erhvervslivet. Det er bekvemt at tale om glasloft, Rip-Rap-og-Rup-effekt og old-boys-network, men mere taler for, at kvinderne bare ikke byder sig tilstrækkeligt til for at komme i direktioner og bestyrelser, hvor der jagtes benhårde resultater og ikke en følelse af lykke.

Krav om ændret erhvervsadfærd fordrer en ny kvindeidentitet. Kvinderne skal vide, at 100 års fremmarch og optur ikke er gratis. I århundreder har de selv og samfundet defineret dem som værende mindre værd end mændene, men den demokratiske, samfundsmæssige, kulturelle og erhvervsmæssige modning over de seneste 100 år har været til kvindernes entydige fordel. Derfor må kvinder og femininister anskue den moderne kvinde med nye øjne. Hvis kvinden betragtes som vinder og ikke som offer, vil hun være indstillet på at leve op til de forventninger, der stilles til hende. Glem mere lovgivning, yderligere snak om kønskvoter og flere ligestillingsambassadører. Lad os få mere vindermentalitet. Uanset hvor banal en retorik, det var, så virkede »Jeg kan slå Anders Fogh«-budskabet befriende, da Helle Thorning-Schmidt forud for sidste valg skulle positionere sig som en politisk kandidat med statskvindepotentiale. Hvorfor? Fordi vi vil have profiler, der opfatter sig selv som vindere. Kvinder er vindere. Derfor skal de også tage et ansvar.

Kvinder anno 2015 kan vælge at tage en uddannelse, at få børn, at tage et inspirerende job. Med deres egen politiske røst har de været med til at skabe et velfærdssamfund, der giver dem rettigheder og valgmuligheder. Men ret er også pligt. Mændene har i århundreder siddet på magten. De havde ikke noget andet valg end at agere som hovedforsørgere og skaffedyr. Ergo blev det også sådan, de definerede sig selv, og de tog ansvaret på sig. Det skal kvinderne også gøre nu. Frit valg er godt, men ressourcestærke kvinder kan ikke vælge deres bidrag til samfundet efter forgodtbefindende, ligesom vi i disse valgkampstider også bekræfter hinanden i, at borgere, som kan tage et job, ikke skal være på kontanthjælp. I 100-året efter indførelse af kvindernes stemme- og valgret skal det gøres ugleset for kvinder at retfærdiggøre, at de ikke behøver at tage et større ansvar i samfundet. Danske kvinder, der med rette er udstyret med så mange rettigheder og muligheder, må mande sig op og tage det store ansvar, de svære valg og det tunge slid.

 

Er det urimeligt? Nej, det er en anerkendelse af kvindernes fantastiske udvikling, evner og kompetencer. Men det er også en berettiget forventning om, at de stærkeste skuldre må bære de tungeste byrder. Det er det, som det moderne danske velfærdssamfund bygger på. En transformation fra det svage til det stærke køn må nødvendigvis byde på ændrede forventninger til de danske kvinder. Byder kvinderne sig til, ærer de på bedste vis de danske kvinder, der forud for indførelsen af valg- og stemmeret i Danmark i 1915, kæmpede hårdt for at skabe muligheder for kommende generationer af danske kvinder. Kommer de danske kvinder ikke mere ind kampen, er det for slapt og for tilbagelænet. I et dansk velfærdssamfund kommer ingen sovende til privilegier.