Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Trofæjagt er naturbevarelse

Da en amerikansk tandlæge for nylig skød løven Cecil i Zimbabwe, vakte det stor opstandelse. Men faktum er, at trofæjagt faktisk er godt for naturen, og at storvildtet trives betydeligt bedre i de lande, som har en udviklet trofæjagtturisme end i de lande, hvor denne praksis er forbudt.

En løve i Nairobi National Park, som efter sigende lever i bedste velgående. Foto: Tony Karumba Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske tandlæge, som har nedlagt løven »Cecil« i Zimbabwe, er blevet udråbt til internettets mest hadede mand. Desværre skyldes verdens vrede ikke, at jagten nok var ulovlig.

Raseriet er derimod rettet mod trofæjagt i almindelighed nøjagtig ligesom de foregående måneders talrige »shit-storms« mod helt legale trofæjægere.

Facebooks digitale folkedomstol er tilsyneladende ikke i stand til at skelne mellem illegal jagt, som er en af de største trusler mod Afrikas vilde dyreliv, og legal trofæjagt, som faktisk er en af de vigtigste metoder til bevarelse af selvsamme vilde dyr.

Jeg forstår udmærket, at det kan være forvirrende, at jagt – som jo er drab på dyr – kan være med til at bevare det vilde dyreliv. Forklaringen er imidlertid simpel.

Kontrolleret trofæjagt bevarer naturen, fordi de penge, som jægerne betaler for jagten, giver de vilde dyr økonomisk værdi i lokalområdet. Med indtægten fra trofæjagten kan det bedre betale sig at give plads til naturen end at udrydde de vilde dyr og anvende jorden til afgræsning for kvæg og geder. Så enkelt er det – »if it pays it stays«. På et ludfattigt, overbefolket og protein-hungrende kontinent som Afrika er der ikke råd til selvopofrelse for miljøets skyld. For rigtigt mange mennesker handler tilværelsen om simpel overlevelse. Facebook og »de rigtige holdninger« er et i-landsfænomen.

Men økoturister med kameraer betaler jo også penge for at se de vilde dyr, så hvorfor satser man ikke bare på den slags fredelige aktiviteter?

Det gør man også! Økoturisme er en vigtig indtægtskilde for mange lande i Afrika, og naturligvis er økoturismen naturbevarende ud fra nøjagtigt de samme simple principper som trofæjagten: Turismen tilfører de vilde dyr værdi, således at det kan betale sig at beskytte og bevare dem.

Økoturismen er bare langt fra nok. Det skyldes dels, at der er brug for betydeligt flere penge, end økoturismen kaster af sig, dels at fotosafarier afvikles på relativt små arealer i form af nationalparker og private naturreservater. Vi taler om ganske få procent af Afrikas areal. De naturområder, som ligger langt uden for turisternes foretrukne trækruter, har ingen glæde af økoturisterne.

Desværre kræves der ikke voldsomt meget natur for at tilfredsstille fototuristernes behov. Turisterne kan tage alle de billeder, de vil, af den samme flok løver, og turistindustrien bliver ikke mere rentabel af, at de naturområder, som er sat af til fotosafarier, gøres større. Tværtimod.

Det er heller ikke realistisk at skaffe flere penge til naturen ved at gøre fotosafarierne væsentligt dyrere eller at mangedoble antallet af fototurister. Der kan altså ikke for alvor klemmes mere naturbevarelse ud af økoturismen. Her kommer trofæjagten ind som et perfekt supplement i bevaringsarbejdet.

Trofæjægerne kommer nemlig gerne i de svært tilgængelige områder med dårlige veje og ringe indkvartering, som de almindelige turister holder sig langt væk fra. Det betyder penge til vild natur i områder, som ellers intet ville få.

En hel del af de mange penge fra jagtturismen går til de berørte landes naturmyndigheder i form af afgifter for licenser og leje af jagtområder. En endnu større del af pengene skaber arbejdspladser i bushen. Jagtfirmaerne, som arrangerer selve jagten, ansætter mængder af lokalt personale – både til at tage hånd om jagtgæsterne, til at passe jagtområderne og til at bekæmpe krybskytteri. Dertil kommer alle underleverandørerne. Kødet, som kommer ud af jagten, anvendes lokalt.

Det bliver bedre endnu! Det ligger nemlig i sagens natur, at jagten kræver vild natur på enorme landområder – langt større end de områder, som behøves til fotosafari. Store områder er nødvendige, fordi trofæjagten kræver store mængder af vilde dyr. Det skyldes ikke, at der nedlægges masser af dyr, men at der, for hvert eneste nøje udvalgte dyr, som trofæjægerne nedlægger, er behov for en stor og sund bestand, som sikrer den nødvendige tilgang af jagtbare gamle dyr.

Det er strengt nødvendigt, at trofæjagten er bæredygtig. Forvaltes bestanden ikke stenhårdt på basis af stramme og fagligt funderede forsigtighedsprincipper, så stopper jagten på et tidspunkt af sig selv. Det er der ingen, som er interesserede i – hverken de seriøse naturbevarelsesorganisationer, jægerne, eller lokalbefolkningen, som lever af de indkomster jagten kaster af sig.

For at sikre den nødvendige bæredygtighed er moderne trofæjagt derfor gennemreguleret og kontrolleret ned i mindste detalje. Jægerne selv har ikke så meget at skulle have sagt. Det er fagfolk i de enkelte jagtlandes naturmyndigheder, internationale konventioner og myndighederne i jægernes egne hjemlande, der udstikker de regler og kvoter, som styrer jagten og dens omfang. Når en trofæjæger opnår tilladelse til at nedlægge et sjældent dyr og efterfølgende hjemtage trofæet, sker det med andre ord på baggrund af en videnskabelig vurdering foretaget af uvildige biologer i flere forskellige instanser.

Alt dette er ikke et udtryk for tyndbenede teorier baseret på trofæjægeres ønsketænkning. Man har arbejdet med organiseret trofæjagt som en del af naturforvaltningen i Afrika i årtier. Der er masser af videnskab bag denne forvaltningspraksis.

 

I 1977 forbød det populære østafrikanske jagtland Kenya al storvildtjagt efter pres fra WWF. Jagtindustrien fandt andre lande at operere i, de lokale ansatte mistede deres job. En bølge af krybskytteri ramte nærmest øjeblikkeligt landet. Der var ikke længere nogen, som havde interesse i vilde dyr i de vidtstrakte områder uden for nationalparkerne. Vildtet blev skudt ned og erstattet af kvæg og geder. I dag har Kenya mistet det meste af det storvildt, landet husede i 1977. De 20.000 næshorn, der var i landet dengang, er f.eks. reduceret til omkring 400 i dag. Det vildt, der er tilbage, findes stort set alt sammen i nationalparkerne, hvor fototuristerne betaler for at se det.

Det var også i 1970erne, at Sydafrika for alvor begyndte at satse på jagtturisme. Dengang fandtes der omkring en halv million stykker storvildt på privat jord i landet. Jagtindustrien voksede støt og roligt, og i dag er der omlagt så store landområder fra kvægdrift til natur, at der findes op imod 20 millioner stykker storvildt på private ejendomme i landet. Mange kritisk udryddelsestruede arter kom faktisk på fode på netop denne konto. Det drejer sig f.eks. om det hvide næsehorn, som er gået fra en bestand på få hundrede dengang til næsten 20.000 i dag.

Tendensen er den samme overalt i Afrika. Storvildtet trives betydeligt bedre i de lande, som har en udviklet trofæjagtturisme end i de lande, hvor denne praksis er forbudt. Dette er et dokumenterbart – men upopulært - faktum.

Går trofæjægere på jagt for at redde de vilde dyr? Nej! Trofæjægerne betaler store summer for at få en personlig jagt- og naturoplevelse. Ingen påstår, at de er drevet af en altruistisk trang til at redde Afrikas dyreliv. Men konsekvensen af den kontrollerede trofæjagt er beviseligt effektiv naturbevarelse, og dette er naturligvis en forudsætning for, at jagten overhovedet kan gennemføres. Systemet virker, og det er selvforstærkende.

Mange mennesker kan slet ikke forstå, at jægere kan få en fantastisk naturoplevelse ud af en jagt, som jo ofte indebærer, at dyr slås ihjel. Jeg kan på den anden side ikke forstå, hvorfor trangen til at skælde ud på mennesker, som man ikke forstår, prioriteres højere end effektiv naturbevarelse.

Bør sande dyrevenner ikke først og fremmest tænke på dyrene?

»Facebooks digitale folkedomstol er tilsyneladende ikke i stand til at skelne mellem illegal jagt, som er en af de stø...

Posted by Berlingske on 23. august 2015