Jeg tror på kristendommen ligesom jeg tror på, at Solen er stået op: Ikke kun fordi jeg kan se den, men fordi jeg i kraft af den kan se alt andet.«

Ordene stammer fra den engelske forfatter C.S. Lewis (1898-1963) og de er indgraveret på den mindesten, der i halvtredsåret for hans død 22. november afsløres i katedralen Westminster Abbeys såkaldte Poet’s Corner.

Mange kender Lewis fra de populære eventyrbøger om Narnia, hvor det altid er vinter og aldrig bliver jul, indtil løven Aslan udfrier landet fra den onde snedronnings herredømme. Men hvis Lewis kun havde skrevet børnebøger, så ville han, uanset hvor betagende de er, næppe have fået en mindesten i Poet’s Corner, hvor England ærer sine store digtere.

Lewis er imidlertid meget mere end Narnia. For mange mennesker er han først og fremmest en af nyere tids mest effektive kristne »apologeter«, dvs. forsvarere. Dette skyldes ikke mindst hans meget læste indføring i den kristne tro, »Det er kristendom«, hvor han på sin karakteristiske elegante, skarpe og letforståelige facon taler til et moderne publikum, der ikke kender det religiøse sprog. Bogen bygger på en stribe radioforedrag i BBC, som Lewis holdt under Anden Verdenskrig. De var til hans overraskelse så populære, at han blev opfordret til at udgive dem, og en moderne klassiker var født.

Lewis havde ellers været svoren ateist i størstedelen af sit liv. Som soldat i Første Verdenskrig oplevede han skyttegravskrigens industrialiserede massedød. Da han studerede i Oxford i begyndelsen af 1920erne, lærte man ham, at mennesket er et stykke biologi, der styres af sine instinkter og ikke har andre formål end overlevelse og parring. Meningen på bjerget var dengang, at verden er en tilfældig ophobning af atomer og materie, og at moralen er »relativ«, dvs. foranderlig og subjektiv, afhængig af den tid og den kultur, man lever i. Men ikke nok med det: Det var en hævdvunden sandhed, at der ikke findes nogen sandhed, kun en masse forskellige synsvinkler og fortolkninger, og at ingen af dem er mere gyldige end andre. Sådan var tidsånden dengang. Er den særlig meget anderledes i dag? Er den udtryk for tolerance og mangfoldighed eller for meningsløshed og forvirring?

Men den skeptiske, for ikke at sige kyniske unge mand slog en kolbøtte. I erindringsbogen, Overvældet af glæde, fortæller han udførligt om, hvordan han fik stadigt sværere ved at holde fast i sin livsanskuelse, da han efter studieårene blev lektor i engelsk middelalder- og renæssancelitteratur ved Magdalen College i Oxford. Han opdagede til sin store bekymring, at alle de forfattere, han satte mest pris på, var kristne. »Et ungt menneske, der ønsker at forblive en god ateist, kan ikke være forsigtig nok med, hvad han læser,« noterede han i tilbageblik.

Efter flere års grublerier og eksistentielle anfægtelser indtraf vendepunktet under en sagnomspunden spadseretur natten mellem 19. og 20. september 1931, hvor hans ven og kollega, J.R.R. Tolkien, gav ham det sidste skub. Katolikken Tolkien angreb sin vaklende kollega fra alle sider. Få uger senere modtog Lewis nadveren for første gang siden sin barndom. Tolkien fik overbevist Lewis om, at kristendommen er den eneste myte, der nogensinde er blevet til virkelighed.

Som det også fremgår af skuespillet og siden storfilmen »Shadowlands« (hvor Anthony Hopkins spiller hovedrollen som C.S. Lewis) var Lewis og Tolkien nære venner. De var begge eksperter i middelalderlitteratur og sværmede for gamle myter, sagn og eventyr. Senere skulle de på hver sin måde grundlægge den moderne fantasy-genre, som læserne elsker og litteraterne foragter. Tolkien brød sig i øvrigt slet ikke om »Løven, heksen og garderobeskabet« og resten af Narnia-bøgerne. Han fandt dem kunstnerisk set mislykkede og syntes, at de kristne symboler var alt for tydelige.

Millioner af læsere er uenige i Tolkiens vurdering. For eksempel mine børn, der er lige så opslugt af Lewis’ Narnia som af Tolkiens Midgård. Men uanset forskellene på de to fantasy-forfattere, så har de med deres magiske og heroiske universer amt en nerve: Vi har tilsyneladende et stort behov for genfortryllelse i en verden, der bliver stadigt mere prosaisk, rationel og gennemreguleret. For Lewis og Tolkien var vor myteløse, videnskabsdyrkende moderne verden udtryk for en trist åndelig indsnævring, og med deres fortællinger ville de bring ånden fra de gamle myter og legender ind i nutiden.

Lewis kaldte sig selv for en »dinosaurus« og følte sig på mange måder fremmed over for den moderne verden – og delvis frastødt af den. Men det bekymrede ham ikke stort at være gammeldags. Forestillingen om, at nutidens mennesker skulle være klogere end fortidens, afviste han som »kronologisk snobberi«. Noget af det mest bekymrende for Lewis var, at vi i stigende grad betragter mennesket som et rent naturvæsen på linje med alle mulige andre dyr og planter. En tendens, der nok ikke er blevet svagere siden hans tid: Hvor ofte hører vi ikke, at mennesket har 98 pct. DNA til fælles med chimpanser, som om det skulle være særlig interessant? Eller at vi ikke har nogen fri vilje, fordi vi drives rundt i manegen af vore »drifter«, vore gener eller hjernens lumske neuroner?

Lewis frygtede, at dette »naturalistiske« menneskesyn ville undergrave vore forestillinger om moral, fornuft og ansvarlighed, dvs. alt det, der traditionelt har udgjort menneskets værdighed. Og når mennesket er reduceret til en »abe med bukser på«, hvad forhindrer os så i at behandle hinanden som aber? Hvad vil den moderne behandlerstat ikke kunne tillade sig, hvis dens borgere betragtes som åndløse produkter af en blind, tilfældig evolution? Lewis frygtede kort sagt »Afskaffelsen af mennesket«, som er titlen på en af hans små, brillante moralfilosofiske afhandlinger. Hvis man har læst eller som film set Anthony Burgess’ »A Clockwork Orange« (1962), så får man en fornemmelse af, hvilket menneskeforagtende, terapeutisk samfund, han frygtede. Imod naturalismen formanede han: »Du har ikke en sjæl. Du er en sjæl. Du har en krop.« Måske et nyt slogan for Fitness.dk?

Man har kaldt C.S. Lewis for »skeptikernes apostel«. Han vidste, hvordan man taler til moderne mennesker, der i egen selvforståelse er alt for rationelle og oplyste til at tro på religiøse ammestuehistorier. Han kendte den moderne verdensanskuelse til bunds, men han største styrke er, at han appellere både til fornuften og fantasien, han er både tænker og digter.Dertil kommer et umiskendeligt engelsk lune og vid: Da den sovjetiske kosmonaut Juri Gagarin i 1961 landede på Jorden med sin Sputnik efter verdens første rumrejse, fortalte han offentligheden, at der ikke findes nogen Gud. Han havde holdt udkig efter ham derude i himmelrummet, og der var intet at se! For Lewis svarede det til, at Hamlet går op på loftet på Kronborg for at lede efter Shakespeare, hvorefter han styrter ned i slotsgården og triumferende fortæller, at Shakespeare ikke findes, men bare er overtro, en gammel ammestuehistorie.

Lewis’ pointe er, at Gagarin ikke forstår, at Gud i kristendommen forholder sig på samme måde til universet som Shakespeare forholder sig til sine skuespil; han er skaber og gennemtrænger derfor sit skaberværk, men han er ikke til stede i det som en genstand, som en ting. Til gengæld slutter stykket, når forfatteren træder ind på scenen. Virker Gagarins religionskritik naiv? Ja, måske, men den trives i bedste velgående. Heldigvis kan det samme siges om C.S. Lewis forfatterskab. Det bedste man kan gøre er at læse det!