Det er kommet dertil, at vi hverken kan tåle vores svagheder og laster eller kuren imod dem.

Ordene tilhører den romerske historiker Livius (59 f.Kr. - 17 e.Kr.) Han forfattede denne engang så berømte sentens om sin egen borgerkrigstraumatiserede generation. Men den taler atter til vor tids misere hen over den kløft på to tusinde år, som adskiller ham fra os. Europa befinder sig i dag i en lignende tilstand af rådløshed. Overalt tager modstanden mod Unionen til, og dog er der, som det blev klart ved den nylige Brexit-afstemning, ingen klar plan for, hvad der kan træde i stedet. Samtidig fortsætter mange tilhængere af EU uforstående. »Der er ikke noget at komme efter,« gentages det søvngængeragtige mantra af de kredse, som bærer og driver unionsprojektet. Situationen kræver, at integrationen intensiveres i en stor, stærk kerne, formanede filosoffen Jürgen Habermas lige så kompromisløst, som det er bevidstløst.

Det skulle ellers have været så godt. Ved Murens fald lærte vi i et ekstatisk øjeblik, at Beethovens Ode til glæden kunne rime på frihed, fred og et genfødt Europa. Nu godt 25 år senere kan vi forbløffet konstatere, at de to størrelser ikke nødvendigvis harmonerer så let på det gamle kontinent. Det burde måske egentlig ikke have overrasket. Europa er nemlig siden Romerrigets dage blevet skabt i en modsætningsfyldt spænding mellem de to, frihed og fred.

Livius’ generation valgte freden. Forud var gået et halvt århundredes opslidende borgerkrige. Den ene general efter den anden havde vendt sine våben indad mod Republikken selv. Den politiske frihed gik grassat i et orgie af vold og blodsudgydelse. Samfundet og staten var ved at gå under. Konkurrencen om magten og den intense politiske rivalisering måtte tøjles, hvis Rom skulle have en fremtid. Det var på den baggrund, at Livius satte sig for at skrive sit store historieværk om bystaten ved Tiberen. Her kunne han belære de kommende generationer om, at staten og samfundet trivedes bedst, når de politiske ledere lagde bånd på sig selv og underordnede deres ambitioner hensynet til almenvellet og samarbejdet. En konsensus skulle etableres. Augustus, den første kejser, blev garanten for det program. Det sjove er, at Livius’ værk handlede mest om den frie republik og dens vej til verdensherredømmet, men hans fortælling var rettet til kejsertiden. Den åbne kamp om den politiske magt blev aflyst. I stedet satte kejserne sig enevældigt i spidsen for et program til fred, genopbygning og etablering af en elitær konsensus, som skulle sikre samfundet ro og stabilitet. Det lykkedes. Pax Romana skabte en stabil orden for Middelhavsverdenen i godt et halvt årtusind og efterlod den græsk-romersk-kristne civilisation til eftertiden.

Det var kejsertidens fortælling om fred, stabilitet og orden, som Europas politiske ledere, bevidst eller ubevidst, reaktiverede oven på Anden Verdenskrigs rædsler. Nu skulle den destruktive og hæmningsløse rivalisering mellem Europas stater høre op og kontinentet genopbygges i fredens og civilisationens navn. Samling og samarbejde i stedet for nationalstaternes splittelse og konflikt, fremtiden tilhørte Pax Europæa. Men i samme ombæring som kejsertidens fredsnarrativ blev genoplivet, kom EUs grundlæggere til at lægge sig ud med frihedens fortælling om den europæiske civilisation. Allerede Augustus havde spøgende holdt sjov med Livius og gjort opmærksom på, at han kunne læses som en »Pompeianer«, altså en tilhænger af hovedmodstanderen til Augustus’ adoptivfader, Cæsar. Livius’ værk bugner da også af opbyggelige historier om den republikanske frihed og var på den vis hverken et tamt propagandaprodukt eller en helt uproblematisk støtte for den nye orden. Den spænding kommer for alvor til udtryk i kejsertidens største historiker, Tacitus. Hans skrifter er ætsende republikansk satire over det imperiale monarki. Men det var en kritik funderet i afmagt. Tacitus kunne ikke opstille noget gangbart alternativ, allerhøjst håbe på at korrigere eneherskernes magtudøvelse. Men det skulle ændre sig.

Man siger normalt, at renæssancen repræsenterer en genfødsel af antikken. Men det er en sandhed med modifikationer. I middelalderen var man fortsat med at abonnere på det civilisatoriske verdensbillede som det romerske imperium havde efterladt sig. I renæssancen ændrede det sig radikalt. Drømmen om at genforene den romerske verden blev endeligt forladt. I stedet brød man radikalt med imperiet. I Nordvesteuropa gennemførte man Reformationen og forkastede den romerske imperiekirke. Fremover skulle kristenheden ikke være under et samlet overhoved, i stedet skulle staterne eksistere hver for sig og autonomt. Kongerne ville være kejsere i deres eget rige. I Italien kom de samme uafhængighedsbestræbelser til udtryk i, at man søgte ud af skyggen fra imperiets universalisme. I stedet dyrkede bystaterne deres selvstændighed og flyttede det historiske fokus til den romerske republik før konsolideringen af imperiet.

De bestræbelser samledes i Machiavellis forfatterskab, den moderne magttænker par excellence. I en verden uden et nyt stort samlende (romersk) imperium, spurgte han, hvordan man kunne skabe stater, der var stærke nok til at stå sig i konkurrencen. Svaret fandt han ved en genlæsning af Livius’ udgave af den tidlige romerske historie. Nu var det ikke så meget inddæmningen af de personlige ambitioner, der stod centralt. I stedet uddrog han en opfattelse af politik som en dynamisk, kontinuerlig reformproces, baseret på borgernes aktive deltagelse. Målet var at styrke staterne og sikre deres autonomi. Det blev grundlaget for moderne politisk tænkning og statskundskab. Over de næste århundreder arbejdede man på at opbygge institutioner og forøge staternes evne til at mobilisere stadigt flere ressourcer til krigsførelsen. Den antikke republikanisme tilbød ligefrem et sprog, der appellerede til den brede befolkning, som politisk aktør. Til sidst blev Europas brede befolkninger mobiliseret som borgere og enorme energier fri sat. Men efter Anden Verdenskrig var det klart, at man ikke kunne fortsætte den ødelæggende konkurrence og indbyrdes konfrontation. Staterne blev dog ikke afskaffet. De skiftede fokus. Man fortsatte med at uddybe den demokratiske inddragelse af befolkningerne og forstærkede solidariteten gennem opbyggelsen af velfærdsstaten.

Frihed og autonomi. Fred og orden. Historisk set har disse politiske begreber været modstridende og svært forenelige. Men Europa er ikke enten eller, det er lige præcis resultatet af den dybe konflikt mellem de to. Udfordringen lige nu er derfor ikke at vælge den ene frem for den anden, men at finde en måde, hvorpå de kan tænkes sammen. Her rummer den romerske historie faktisk en tredje fortælling, som måske kunne være retningsgivende. Imperiets fred og orden viste sig nemlig at danne rammen for en blomstrende lokal politisk udvikling. Overalt indenfor imperiet trivedes bystaterne. Det var dem, der i praksis administrerede den romerske fred. Imperiestaten var meget tilbageholdende, stillede kun få og nok så vigtigt grundlæggende stabile krav. Man prøvede ikke hele tiden at komme med nye initiativer, men overlod i praksis det, man kunne kalde den borgernære administration og problemløsning til lokal autonomi og initiativ. De fleste af de romerske pragtbyggerier, hvis ruiner turister i dag kan beundre, er opført på lokalt initiativ og for lokale midler. Parallellen til vore dages Union er slående. I modsætning til, hvad mange måske havde forventet, så har Unionen ikke dannet ramme om en udvikling, hvor nationerne gradvist forvitrede og forsvandt. Tværtimod synes de at blomstre, og mange små nationer, der ikke førhen kunne gøre sig håb om at stå alene, ser Unionen som en tryg ramme for deres selvstændighed. Hvorfor ikke betragte det som en af Unionens styrker, snarere end et problem, der skal overvindes med konstante nye politiske tiltag? I stedet for hele tiden at udfordre den lokale autonomi og dermed forblive et stridspunkt, må Unionen sigte mere mod at blive en rammebetingelse for den lokale problemløsning. Det ville være en måde at få imperiets fred til at gå op med republikkens frihed.