Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tobin-skat duer ikke som straf til banker

Michael Møller og Niels Chr. Nielsen: En af de sløjt underbyggede myter om den finansielle sektor er, at en Tobin-skat - skat på finansielle transaktioner - vil skabe ro, give et sundt provenu og blive betalt af de slemme banker. Det skurrer i ørerne på en økonomilærer.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi lever i en ustabil verden. Visse ting er dog konstante. Blandt de mest konstante er, at uanset hvad der er galt, så er det nok bankernes skyld. Jeremias fra Det Gamle Testamente beklager sig over sin upopularitet med følgende noget selvretfærdige ord: »Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig.« (Jeremias’ Bog, 5. kapitel). Han følte helt klart, at når man blot holdt sig fra disse to handlinger, så burde man være dækket nogenlunde ind mod kritik. Tingene har ikke ændret sig meget i de forløbne 2.500 år. Forslagene om en såkaldt Tobin-skat falder smukt ind i denne tradition.

Formålet med denne kronik er ikke at forsvare finanssektoren, og heller ikke at argumentere for, at Tobin-skatten er tåbelig. Der er to årsager til, at vi ikke søger at forsvare banksektoren. Den ene er, at det er et område, hvor det er meget vanskeligt at ændre ved folks forudfattede synspunkter. Den anden er, at banker selvfølgelig som alle andre har lavet fejl. Herved adskiller de sig hverken fra politikere, journalister eller erhvervsfolk, der ligefrem til krisen bebrejdede bankerne deres overforsigtighed på udlånsområdet. At spille overdommer og afgøre, hvem der har lavet størst fejl, kræver mere plads, end en kronik tillader - og mere indsigt, end vi har.

Kronikkens formål er mere beskedent, nemlig at søge at hæve debatniveauet ved at hjælpe kritikerne af den finansielle sektor med at forbedre deres argumenter. Mange af de i debatten fremførte argumenter er deprimerende ringe. Det skal i den forbindelse fremhæves, at mange af kritikerne af finanssektoren både er velskrivende og vidende på andre områder end lige netop finansiering.

Tobin-skatten - en skat på finansielle transaktioner som f.eks. valutahandel og værdipapirhandel - har været meget fremme den senere tid.

Ingen ringere end Bill Gates anbefalede for få dage siden, at man indførte en Tobin-skat og sendte provenuet til udviklingslande, med andre ord en form for »Robin Hood-skat«.

Forslaget afslører, at Bill Gates, hans mange kvaliteter ufortalt, er naiv på det økonomiske område. Man kan mene om Tobin-skatten, hvad man vil. Men forslaget om en »Robin Hood-skat« er udtryk for en dybt forældet kassetænkning, som afslører manglende økonomisk forståelse. Forslaget kæder Tobin-skatten sammen med, hvad provenuet skal bruges til. Tankegangen er deprimerende udbredt også i andre sammenhænge. Skat på cigaretter skal finansiere hospitaler, statens indtjening på afgifter fra spil bør, uvist af hvilken årsag, finansiere idrætsstøtte osv. Man kan møde forældre, der giver udtryk for, at børnechecken skal bruges til børnenes tøj.

Problemet ved en sådan kassetænkning ses let ved at overveje, hvad man vil gøre, hvis provenuet fra den pågældende indtægtskilde falder drastisk. Vil forældre lade deres børn gå nøgne, hvis børnechecken afskaffes? Skal det danske bidrag til de fattige lande virkelig afhænge af, om Danmark på et tidspunkt skifter til euroen? Hvis Danmark skifter til euroen, vil behovet for en del finansielle transaktioner falde bort, og dermed vil provenuet fra en Tobin-skat falde.

Staten får indtægter fra en lang række kilder. Disse penge puttes i én stor kasse, som staten kan bruge til alle mulige formål. Indtægter bør ikke øremærkes til bestemte formål.

Forbløffende mange har faste og totalt misforståede ideer om finansmarkederne. Betragt f.eks. nedenstående citat fra en artikel i Politiken 6. november, som er udvalgt, fordi vi finder det meget repræsentativt for en bestemt, lidt naiv, indstilling til finansmarkederne. Artiklen drejede sig om Allehelgensdag i Tyskland, hvor det blev omtalt, at nogle børn blev frarøvet slik af større drenge. I den forbindelse skulle finanssektoren og spekulanterne lige have en over nakken: »Her har vi endnu en bekræftelse på, at det ikke kræver de store åndsevner at stjæle slik fra børn. Den lære gælder også på valutabørserne. Da de lukkede mandag aften, havde spekulanter igen tilintetgjort milliarder og milliarder og til overflod bevist, at man ikke behøver ligne en vampyr for at være det.« (Ole Wivel)

Det er trist at se så mange misforståelser på så få linjer. Først og fremmest undrer man sig over, at det ikke skulle kræve større åndsevner at tjene penge på valutabørserne. Børn handler ikke meget på valutamarkederne. Modparterne er typisk enten andre spekulanter eller store virksomheder. Novo har mange valutatransaktioner, men bør næppe betragtes som et barn. Det må frarådes enhver at tro, at det er let at tjene penge ved spekulation på valutabørserne.

Ved læsning af et sådant indlæg undrer man sig både over, hvordan spekulanter kan »tilintetgøre« værdier, og hvorfor de tjener penge på det. Et rimeligt gæt er, at spekulanter som gruppe taber penge, når markedet falder. Skribenten mener, at spekulanterne »ødelægger værdier« for at tjene på det. Men når kurserne er faldet på græske og italienske obligationer, skyldes det snarere fornuftige investorer, som frygter ikke at få deres penge igen, og derfor vil af med disse statsobligationer.

Vort formål er ikke at hænge forfatteren til citatet ud. Enhver avislæser har læst dusinvis af lignende artikler. Pointen er, at mange har rygmarvsreaktioner, når det gælder banker og »spekulanter« - et begreb, der i parentes bemærket sjældent defineres ret præcist. Er din pensionskasse »spekulant«, når den i forbindelse med salg af græske statsobligationer ’overvejer’ af frygt for en græsk konkurs?

Der er mange myter om den finansielle sektor og om spekulanter. Ofte er opfattelsen, at en Tobin-skat vil stabilisere valutakurser, obligations- og aktiekurser, give et stort provenu og i øvrigt blive betalt af bankerne, som bør straffes.

Disse myter er meget lidt underbygget. Der er f.eks. gode argumenter for, at spekulanter snarere stabiliserer end destabiliserer markeder, og der er al mulig grund til at tro, at en Tobin-skat vil mindske handelsvolumenen af de afgiftspålagte aktiver ganske kraftigt. Men det værste er den enorme modvilje mod banker, der får mange til at miste deres proportionssans og ønske bankerne »straffet«.

Vi har brug for en finansiel sektor. Det er meget praktisk, at unge kan låne til køb af en bolig, så de ikke er tvunget til at købe boligen kontant. Det er også rart, at virksomheder kan optage lån til at drive deres virksomhed. Se blot på de problemer, det giver, at FIH skærer ned på sine udlån. En udbredt opfattelse er, at staten har dækket bankernes tab med store subsidier. Men situationen er, at i de ringeste banker har aktionærerne tabt alle deres penge, og i de øvrige banker er aktierne faldet til omkring en tredjedel. Problemet i dag er at få investorer til at indskyde ny aktiekapital i bankerne. Det vil de kun gøre, hvis de mener at kunne tjene penge på det. Og hvis ikke bankerne mener at kunne tjene penge på at drive bankvirksomhed, så vil de neddrosle bankforretningen, til skade for samfundet. Så simpelt er det. Tilhængere af Tobin-skatten burde snarere argumentere for, at den ikke vil blive båret af bankerne, det ville være et bedre argument. En tåbelig argumentation om, at det skal være en økonomisk straf af bankerne, gør ondt på en økonomilærer.

Man kan - ofte med god grund - være irriteret over, at der er bankdirektører, der har lavet ulykker og er sluppet fra det med et gyldent håndtryk. Men man bør ikke skade en sektor med 50.000 ansatte, som løser en vigtig samfundsopgave, fordi man er sur på nogle få bankdirektører.