Imorgen for 100 år siden sank White Star Lines flagskib, Titanic, på sin jomfrurejse efter at have påsejlet et isbjerg syd for Newfoundland. 1.465 mennesker druknede i det iskolde vand. 78 procent af de overlevende var kvinder, mens kun 18 procent var mænd. Disse tal røber en svunden verden præget af den patriarkalske mand, der gjorde sin pligt. Han kunne have kæmpet sig vej til de alt for få redningsbåde, men valgte at dø med ære ved at overlade pladserne til kvinder og børn.

Med sig i dybet tog Titanic drømmen om fornuftens og videnskabens almagt, et tab der således kan dateres til natten før den 15. april 1912. Forsvandt oplysningstidens udviklingstro end i dybet, så rejste Titanic sig som et monumentalt symbol på katastrofe og pludselig død, en position det har fastholdt usvækket til i dag. Den 16. april kunne man i New York Times læse, at skibets redere og konstruktører nægtede at tro, at forliset var en kendsgerning. Den opskruede selvsikkerhed anfægtede allerede troen på de videnskabelige autoriteter. Sidenhen blev den en reference, som f.eks. på en engelsk pub i Liverpool i 1950erne. På herretoilettet var monteret en automat, hvor man kunne trække kondomer. Derpå stod skrevet: Improved by the authorities. På væggen havde en vittig sjæl svaret: So was ’Titanic’!

Udviklingstroen overlevede katastrofen, og takket være noget, der kunne minde om et godtkøbs trick i en revyforestilling, dukkede den op i ny forklædning. Den blev transformeret til en tro på barnets natur. En ikke uvæsentlig grund til dette valg var, at menneskene i et samfund præget af udvikling har brug for noget, der kan fungere som et symbol på en bedre fremtid. Når valget faldt på barnet, hænger det formentlig sammen med, at det allerede havde en status som ikon på det uskyldige og på fremtiden. Dog var valget også begrundet i, at det befordrede en kritik af den patriarkalske mands rolle i familien. For hvis barnet er godt og perfekt fra naturens side, så må faderens rolle som opdrager forekomme overflødig, og hans myndighed i familien uden gyldig funktion.

Denne nye tro startede i det små med reformpædagogikken i 1920erne. Der skulle imidlertid gå henved 40 år, før bevægelsen for alvor satte sindene i bevægelse. En af de teoretikere, der herhjemme gjorde sig stærkest bemærket som bannerfører for denne idé, var seminarierektor Erik Sigsgaard. Han mente, at børn burde være et forbillede for de voksne: Børn kan give os meget af det, vi mangler i mange voksen-relationer, hvis vi tør lade dem leve deres børneliv på den måde, der er naturligt for dem. Allerede i 1970erne kunne en enlig mor gøre brug af Sigsgaards visdom. Hvis hun havde haft lidt knas med sin kæreste og var blevet i tvivl om, hvorvidt hun skulle genoptage forholdet, så kunne hun spørge børnene: Hvad synes I? Skal Kurt have lov til at flytte ind igen? Eller når der drejer sig om planlægningen af sommerferien: Skal vi tage Kurt med på ferie i år, hvad synes I? I 1990erne kom kronen på værket med Jesper Juuls bog Dit kompetente barn, der blev en bibel for moderne forældre. Dermed var man endelig blevet fri for at opdrage sine børn og kunne helt og fuldt slippe kærligheden løs på børnene, og samtidig slippe for at bruge kræfter på det problematiske parforhold.

Hele denne udvikling kan ses som et led i matriarkatets fremmarch, og det forbløffende er, at mænd, især humanistisk orienterede mænd, nærmest stod i kø for at hjælpe de matriarkalske værdier til magten. Mange lod sig omskole, og i løbet af bare en generation lærte de at blive næsten lige så gode mødre som deres koner. Ganske vist er integrationen ikke helt gennemført, og fremtrædende psykologer hævder, at det vil tage det meste af en million år! Men viljen er der, og mange mænd modtager flittigt supervision af deres børns mødre. - Med fælles hjælp lykkedes det i løbet af 1990erne at virkeliggøre det matriarkalske samfunds principper, der konkret kom til udtryk i en styrkelse af de følelsesmæssige bindinger mellem børn og forældre, så de kunne modstå alt, endog tidens tand. Det var sådan set meget praktisk, for i takt med de mange skilsmisser var det en fordel, at både far og mor kunne være i mors sted og skabe den moderlige tryghed for børnene. Bevægelsen førte sig derfor frem under det manende slagord om, at børn bare skal have masser af kærlighed. Desuden var det bedst, om barnet bevarede sin uskyld, for så ville verden efterhånden blive et bedre sted at være i. Sådan var teorien - i praksis blev børn mere og mere frustrerede, så det til sidst blev nødvendigt at diagnosticere dem.

Som en dramatisk indsigelse mod denne udvikling brugte James Cameron Titanic-myten som scene for en moderne fortælling. Visse filmmagere synes netop udstyrede med en seismografisk fornemmelse for tidens store udfordringer, og med filmen Titanic fra 1997 lykkedes det Cameron at indkredse og udpege en af de mest kontroversielle problemstillinger: frigørelsen fra forældregenerationen.

James Camerons film anskueliggør, hvilken psykisk kraftpræstation det er at gennemføre den følelsesmæssige adskillelse, der er en nødvendig forudsætning for, at den unge når frem til at leve i realiteternes verden. Opskriften var enkel nok: Man tager en oceandamper og et Atlanterhav. Her tilsætter man nogle isbjerge, hvorefter man rører godt rundt, indtil damperen forliser, og så bruger man det som symbol på det sammenbrud, der er en forudsætning for at skille det barnlige fra og finde frem til det voksne.

Historien handler om en unge kvinde Rose, der var knyttet med stærke følelsesmæssige bånd til sin mor. Da Titanic afsejlede fra Southampton, var hun kuet af udsigten til et pligtægteskab, der skulle redde hendes adelige families skrantende økonomi. Mens damperen har kurs mod New York, er hun i sit luksusliv på første klasse ved at tabe livsmodet. Men netop i den situation, hvor hun havde besluttet sig for selvmord, dukker Jack op. Han forhindrer hendes spring i døden, og snart bliver han andet end redningsmand. Hun forelsker sig i ham, og dermed spirer muligheden for et nyt liv frem. For så vidt handler filmen om sammenbruddet af hendes gamle verdensorden, der svulmer op til fantastiske dimensioner, fordi hendes frigørelse bliver ledsaget af kærlighedens og erotikkens gennembrud og orkestreret af den legendariske oceandampers forlis. Hun tabte alt, men vandt viljen til et nyt liv.

Således blev Titanics dramatiske forlis til et sindbillede på det sammenbrud, der er nødvendigt, hvis den unge skal komme følelsesmæssigt fri af sine forældre. Der skal ikke mindre end en psykisk kraftpræstation til for at skære båndene over og bevæge sig fra barndom til voksenliv. Man fristes derfor til at tale om en Titanic-effekt, der kan opfattes som al dristigheds moder. Det virker på den måde, at det unge menneske drages i retning af dramatiske udfordringer, hvis formel er, at noget skal forgå, før noget nyt kan opstå. Med vekslende held forsøger de unge at gennemføre denne proces ved f.eks. at bestige bjerge, dykke til havets bund, springe ud med faldskærm, foretage pilgrimsvandringer, melde sig til militæret, blive terrorist eller udvikle en kriminel løbebane. Alle har således ét mål, også selv om det ikke erkendes bevidst: at bearbejde og frigøre sig fra følelsesbindingerne til barndommen.

Det siger næsten sig selv, at det matriarkalske velfærdssamfund gør, hvad det kan for at modvirke en følelsesmæssig frigørelse. (Den intellektuelle frigørelse vil man til gengæld gerne fremme.) Dels har frigørelse ingen plads i tidens foretrukne psykologiske teorier, hvor man samler sig om at betone det positive (skriv fem positive ting ned, som du har oplevet i dag - så går det meget bedre i morgen!). Dels er der en tilbøjelighed til at sygeliggøre frigørelseskriser og behandle dem medicinsk.

Lad mig nævne et eksempel: For nogle år siden havde jeg en klient, der befandt sig midt i en dramatisk skilsmisse. Følelsesmæssigt mindede hans situation om Roses, da hun plaskede rundt på en dør i det iskolde Atlanterhav. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at hjælpe ham til at se realiteterne og perspektiverne i øjnene. En dag ringede han imidlertid og fortalte, at han havde været til sin læge, der havde sagt, at han led af en depression og havde ordineret ham antidepressiv medicin. Så nu vil jeg bare sige, at jeg har det meget bedre, sluttede han. Sådan lyder i al enkelhed opskriften på produktionen af en førtidspensionist.

I anledning af 100-året for fornuftens og videnskabstroens forlis kunne det være en idé at se nøjere på, hvordan opdragelsen kan justeres ved at tage højde for Titanic-effekten. Det forudsætter, at vi som forældre lærer at acceptere, at vi en dag skal skilles fra vore børn, og hilser den udvikling velkommen, der skal forvandle dem til voksne modne mennesker med en følelsesmæssig afstand til os. Det forudsætter endvidere, at man med større alvor og energi satser på parforholdet. Måske kunne man en skønne dag nå frem til, at ungdommen ikke behøver en katastrofe som led i deres frigørelsesproces.