Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tilfældet Tyskland – en opgørelse af 12 år med kansler Merkel

»Valget i september vil vise, om Merkels strategi om at dysse vælgerne i søvn, fortsat er succesfuld.« Foto: KAI PFAFFENBACH. Fold sammen
Læs mere

Danmarks sydlige nabo står foran Forbundsdagsvalget 2017, og Angela Merkel har været kansler i 12 år. Herhjemme opfattes forbundskansleren Merkel som indbegreb af tysk stabilitet og pålidelighed – i hvert fald i de danske medier og store dele af befolkningens øjne. Men hvis man tør løfte gulvtæppet og lave en opgørelse, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om Angela Merkel har ført så fornuftig og vedvarende borgerlig politik, som mange her i kongeriget går og tror.

Den følgende kritik gennemgår seks indenrigspolitiske områder, hvor Angela Merkels politik i mine øjne har haft skadelige virkninger for den almindelige tyske borger, for økonomiens langsigtede konkurrencedygtighed, landets sikkerhed og debatkulturen.

1. Skat

Tysklands økonomi har uden tvivl været en succeshistorie de seneste år, men det har ikke været til gavn for skatteborgerne. Under Merkels regeringer siden 2005 er skatteindtægterne vokset dobbelt så hurtigt som indkomsterne. Tysklands trækprocent i OECD overgås nu kun af Belgien. Den såkaldte skatteborgermindedag – dagen hvor Herr Schmidt begynder at arbejde for sin egen lomme og ikke for statens – lå i år 19. juli. Det har aldrig før været så sent på året.

Finansministeriets beregninger viser, at den årlige tilvækst i skatteindtægter indtil 2021 ligger mellem 25 og 30 milliarder euro, selvom skatternes andel af BNP aldrig har været så høj siden genforeningen.

Hertil kommer de trecifrede milliardbeløb, som tyskerne har tabt som en konsekvens af ECBs nulrentepolitik under eurokrisen. Landets balancerede budgetter skyldes en økonomisk undertrykkelse af de tyske skatteborgere med staten som stor vinder.

2. Vælgerkøb

I takt med de stigende skatter er velfærdsudgifterne under Merkels tre regeringer vokset hurtigere end BNP, mens befolkningen til stadighed er blevet bildt ind, at der er sket nedskæringer – kun for at legitimere endnu flere udgifter til vælgerkøb.

Den konjunkturelle udvikling ville således have muliggjort et lavere skattetryk på arbejde eller langsigtede velfærdsreformer. Merkels største velfærdsreform blev derimod en sænkelse af pensionsalderen til 63 år og en udvidelse af pensionsydelser til folk uden tilsvarende indbetalinger i pensionssystemet. Regningen sendes videre til unge tyskere og landets »Mittelstand«, der vil betale gennem højere socialforsikringsbidrag og skatter, som til sidst fører til mindre konkurrencedygtighed og højere ungdomsarbejdsløshed.

3. Energi

Energipolitisk har Angela Merkel og CDU oprindeligt været pro atomenergi for at sikre en uafhængig tysk energiforsyning, men en hurtig og ugennemtænkt »energiewende« – en strategi til mere sol- og vindenergi på bekostning af kul og atomenergi – efter Fukushima-ulykken og foran et delstatsvalg betød de facto en indførelse af planøkonomi på diverse energipolitiske områder og en planløs kompensation af »energiewendens« tabere med subsidier.

Dette medførte Europas hurtigst voksende energipriser siden 2005, som især rammer familier og mennesker med lave indkomster. Beregninger fra initiativet »Ny social markedsøkonomi« viser, at »energiewendens« omkostninger summer sig op til 520 milliarder euro indtil 2025, svarende til en mellemstor bil for en familie på fire.

4. Grænseåbning

Siden Merkels grænseåbning i september 2015 modtog Tyskland omkring en million indvandrere fra ikke-vestlige lande, som burde have været afvist ved grænsen ifølge Dublin III-forordningen. Selvom de tidligere tyske forfatningsdommere, Hans-Jürgen Papier og Udo Di Fabio, konstaterede, at grænseåbningen og den efterfølgende masseindvandring var i strid med grundloven, fortsatte forbundskansleren en politik, som er ved at ændre Tysklands demografi og samfundets sammenhængskraft markant – og ikke til Tysklands fordel. Præcis som vi har set herhjemme siden udlændingeloven fra 1983. Forbundskansleren påstod alligevel, at »wir schaffen das«, mens førende tyske økonomer har skønnet de årlige omkostninger for flygtningekrisen til 25-30 milliarder euro, som tilfældigvis er det samme beløb, som staten tjener hvert år igennem de høje marginalskatter.

5. Sikkerhedspolitik

Sikkerhedspolitikken før og efter grænseåbningen har skabt vindere og tabere. Mens mange kaserner er nu udrustet med børnehaver, og den nye kampvogn, »Puma«, ikke kunne leveres til tiden, da den ikke sikrede passende arbejdsforhold for gravide kvinder, kan den almindelige tyske borger se, hvordan besparelser på politiet og justits de seneste år ændrer hverdagen. Kriminalstatistikkerne viser en fordobling af antallet af udenlandske gerningsmænd siden 2005 og en voldsom stigning af seksuelle overgreb siden 2015. Højdepunkterne var nytårsaften 2015 i Köln og den afviste asylansøger Anis Amris amokkørsel på et julemarked i Berlin 2016.

6. Debat

Til trods for de vidtgående beslutninger skitseret ovenfor savner man en samfundsmæssig og intern debat i CDU om landets udvikling og fremtid siden Merkel blev kansler i 2005. Strategien for at holde fast i magten var for det første en kortsigtet og ofte succesrig indretning af partiets positioner efter meningsmålinger, smagsdommere og valgdatoer, og for det andet en tilsidesættelse af (ofte selvskabte) problemer såsom eurokrisen eller asylkrisen.

Klassiske borgerlige og konservative synspunkter – herunder iværksætterkultur, sikring af den tyske grænse, værnepligt, modstand mod dobbelt statsborgerskab og bevarelse af den traditionelle familiemodel – blev ofret for tidsånden. Forbundskansleren blev mere populær hos landets socialliberale kulturelite og partiet blev i december 2015 for allerførste gang placeret til venstre for midten i en Infratest Dimap-måling, en udvikling der betegnes som unionens socialdemokratisering syd for Padborg.

Eftersom mange væsentlige beslutninger og kovendinger ikke blev kritisk diskuteret i den politiske offentlighed, men implementeret per ordre fra Mutti under sloganet »alternativlos« – ingen alternativer – uden inddragelse af befolkningen, består forbundskanslerens og CDUs svigt i en decideret underkastelse under venstrefløjens diskurshegemoni og politisk korrekthed. Udviklin-gen siden 2005 peger således mod svenske tilstande og meningstyranni som beskrevet af Mogens Berendt og Mikael Jalving.

Forbundskansleren har på denne måde selv betegnet Thilo Sarrazins indvandringskritiske debatbog »Deutschland schafft sich ab« som ikke-hjælpsom, selvfølgelig uden at have læst bogen overhovedet. Diskursen omkring mere tryghed på gaden er til gengæld blevet meget intens. Mens Kölns overborgermester Henriette Reker (støttet af CDU) anbefalede kvinder at holde en armslængde afstand for at beskytte sig, beskrev den tyske kvindeaktivist, Birgit Kelle, i en kronik i Die Welt, hvordan hun begyndte med at gå i flade sko for at flygte hurtigere fra »grupper af unge mænd«, som det nu hedder i aviserne sydpå. Forbundskansleren har selvfølgeligt fulgt med i trenden om at undgå krænkende udsagn og betegnede tyskerne på et partikongres, som »dem, der har boet her i en længere periode«.

12 tabte år

I min opsummerende betragtning er Merkels kanslerskab 12 stort set tabte år for det borgerlige Tyskland. Overfladisk virker økonomien og de offentlige finanser fortsat stabil, men ved nærmere inspektion af de langsigtede konsekvenser af Merkels politik, tegner der sig en nedadgående konkurrencedygtighed, finansiel udpresning af skatteydere, hurtigt voksende offentlige udgifter og overførselsindkomster samt mere utrygge borgere og stigende kriminalitet som masseindvandringens konsekvens.

Politisk set blev Merkels CDU lige så bange for smagsdommernes diskurser om det moralske gode og korrekte som de borgerlige partier i Sverige. Valget i september vil vise, om Merkels strategi om at dysse vælgerne i søvn, fortsat er succesfuld, mens de langsigtede konsekvenser af hendes politik fejes ind under gulvtæppet eller ties ihjel. Valget vil ligeledes vise, om det tyske folk ønsker fire år med mere af det samme i retning af svenske tilstande, eller om der kommer et opgør med Merkels politik og den nuværende debatkultur, hvor AfD som den første konservative konkurrent for CDU/CSU begynder med at stille ubekvemme spørgsmål til forbundskanslerens »alternativlose« politik. Quo vadis, Tyskland?