Er den europæiske krise en finanskrise? Ikke kun. Den er også et resultat af intellektuelle bevægelser, som har etableret en horisont, hvor liberalismen i en særlig degenereret og glemsom form har taget magten over en rig vestlig dialog. Resultatet er et forsømt Europa.
Oprindeligt var den vestlige kultur kendetegnet af dialoger om politiske fællesskaber, social solidaritet og individuel frihed. Hvordan disse tre temaer hang sammen, herskede der vild uenighed om, men det er netop pointen, for så længe der er uenighed, eksisterer tingene. Især i 1800-tallet etableres denne dans mest eminent. For det første udvikles en udsøgt liberalisme, der vedrører menneskets forfinelse, en dannelse af dets håb, dets sandhedsevne og dets moralske stade. I samme tidsrum etableres, for det andet, en følsom sans for fællesskabets generative kraft, for dets traditioner, dets sprog og dets melodi, og ud af disse ideer fødes den moderne konservatisme. Endelig har vi den socialistiske bevægelse, som over årtierne, både i inspiration og opposition til konservatisme og liberalisme, får etableret ideen om den frie arbejder, der realiserer sit potentiale i et kollektivt arbejde for social retfærdighed. Alle disse ting arbejder sammen på kryds og tværs. Ja, de mere end arbejder sammen, de forbedrer hinanden, ligesom i en flirt, hvor både manden og kvinden gør sig kønne for hinanden, eller i en videnskabelig strid, hvor man må oppe sig med argumenterne.
Men dansen slutter i to faser. Først efter 2. Verdenskrig og endnu mere efter 1989. Først går forestillingen om det nationale fællesskab fløjten. Det sker, fordi Tyskland sammen med andre nationer to gange hærger Europa med det nationale som aggressiv markør. Nationalismen har - uden liberalismens sans for individualitet, uden socialismens sans for retfærdighed og uden sin egen oprindelige følsomhed - vist sig som en ødelæggende kraft. Derfor kan det nationale heller ikke fremføres med nogen særlig styrke efter krigen. Det sker ganske vist herhjemme frem til 1960 med glorificeringen af modstandskampen. Men herefter mister nationalismen politisk og kulturel energi. Fællesskabet i national forstand var derfor vissent, mens det i en anden forstand, den socialistiske i form af den kommunistiske bevægelse og den interstatslige, via især FN og EU, var i vækst.
Dermed forsvandt det nationale som politisk begrundelsesmarkør. Det var synd, fordi det nationale også bar en folkelig og poetisk tradition, som lå milevidt fra nazismen. Også i vores uddannelsessystem forsvinder det nationale som centralt fikspunkt, kilden er tømt, ødelagt af Hitler og samarbejdspolitikerne. Derfor har vi, og det gælder både os og andre lande, også svært ved i bred forstand at genfinde os i en national sammenhæng. Vil vi det, må vi simpelthen foretage en gennemgribende genlæsning af vores nationale traditioner i al deres forbundne ejendommelighed.
Så fra 1960 frem til 1989 har socialismen og liberalismen alene stået for den vekselvirkning, der gjorde, at ingen af dem kunne sejre for alvor. Og altså med det nationale i skammekrogen i sekteriske højreorienterede miljøer. Det næste hug sker i 1989. Socialismen og solidariteten forsvandt ud af historiens hovedvej i forbindelse med Murens fald. Her tabte socialismen helt og aldeles. Solidaritetens politik viste sig som den rene undertrykkelse, og hele venstrefløjen lå i ruiner. Godt, at vi slap af med østblokken. Jeg er ikke sikker på, at det var godt, vi slap af med solidariteten, men det gjorde vi altså. Ikke på én gang, men lidt efter lidt, fordi begrundelseskilden var faldet. Endvidere var solidariteten bragt i miskredit af en hel generation af vestlige venstreintellektuelles forsvar for socialistiske diktaturer, et forsvar der netop var forårsaget af ’det nationales’ ubrugelighed som værdimarkør efter nazismens hærgen. Konsekvenserne af 68-generationens forståelige brist viser sig nu som mangel på eksplicitte retfærdigheds- og solidaritetsbegrundelser. I uddannelsessystemet mistede henvisninger til demokrati og fællesskab kraft i løbet af 1990erne, og til sidst blev solidariteten blot til det fortærskede ’velfærd’ og det endnu mere sølle ’velfærdsservice’ eller ’flexicurity’; begreber, som trækker på ideer uden energi, og som derfor må finde deres underdanige formuleringer i en ny enerådende liberalismes herredømme.
Vores finanskrise er altså en intellektuel krise, som ikke kan modsvares af europæiske fællesskabsforestillinger. Fru Merkel og andre prøver, men de har ikke kraften, fordi deres argumentation hentes i tekster uden kulturel energi, fordi de er skrevet og brugt af folk i omegnen af Den Kolde Krig, mens de nationale traditioner lever et frossent liv på de politiske kanter. Det var ikke kun østblokken, men hele fællesskabsideen, der tog skade af 1989, som jo ellers var en sejr. Også FN og EU tog skade. Ikke på deres eksistens - endnu - men ved den manglende mulighed for at begrunde et fællesskab, som er andet end blot et fællesskab af endimensionale markedsindivider.
Dermed er der kun individet tilbage. Liberalismen stod for den fuldstændige triumf. Men løsrevet fra sine vekselvirkninger, sine manglende muligheder for at begrunde sig inden for rammerne af et nationalt fællesskab og social solidaritet, glemte den også sig selv, og stak i løbet af 00erne af i sin karikatur. I dag handler liberalismen om at kunne vælge mellem allerede etablerede offentlige eller private ydelser, den handler om at markedsgøre alt fra kommuner til universiteter, om forbrug og vækst, og den er ved at blive fast ledsager til en verden, der tiltagende bliver forstået som et stort softwareprogram, der spyr ranglister ud om det ene og det andet, og som fratager kulturerne, uddannelserne og landene deres ejendommelighed. Liberalismen er stukket af. Den mangler partnere at gøre sig til overfor. Den har ingen konservativ eller socialistisk ægtefælle, hvis respekt den skal gøre sig værdig til. Det skønne og komplekse liberale individ er derfor forsvundet og er blevet til en markedsmaskine. Det er ikke kun synd for nationalismen og socialismen, altså for fællesskabet og solidariteten, som havde fortjent bedre, men som jo alligevel er væk; det er også synd for liberalismen selv. Hvorfor? Fordi den mistede sin finhed, sin pædagogik og sin sans for menneskets muligheder. Nu er det som om, i fravær af samtalepartnere, at liberalismen selv er blevet rå og glemsom. Det er derfor, Europa lider. Det har mistet sin rigdomsdialog og er gået i stå i nærheden af denne bastante og mekaniske liberalisme - og et fællesskabssøgende, initiativrigt og retfærdighedsorienteret individ med sans for håb, sandhed og skønhed; det er totalt væk.
Det handler derfor om at få liberalismen ud af finansteknologiens kløer ved samtidig at genvinde det nationale og det sociale, men man kan jo næsten ikke sige det, fordi det så klinger af ’national-socialisme’, og så stemmes vi i ubehag og kan ikke komme videre. Endnu et tegn på, at nazismen og Den Kolde Krig har frarøvet os nogle vigtige muligheder for at tale rationelt og følsomt. Vi er uden ord. Vi har brug for en form for autenticitet, der kan bringe ordene frem, som ligger under huden, og som kan hvirvle fortid og fremtid op på ny. Vi kunne bringe både en mild og traditionsbevidst nationalisme, en ægte solidaritet som før Den Kolde Krig og et frit, følsomt og retfærdighedssøgende individ i spil, men med erfaringer fra de to verdenskrige plus en kold ditto in mente. Vi skal ikke have mere finansiel grådighed, teknokratiske ranglister eller højreorienteret oplysningsangst. Vi skal have virkelig solidarisk og national kærlighed med europæisk udsyn til menneskerettigheder, med sans for både fastboende og nomader og med den ny teknologis genordning under menneskets eget selvbevidste herredømme. Kan Danmark blive sig selv i et europæisk orkester, som også er sig selv? Kan vi genskabe en virkelig dans? Har individ, solidaritet og fællesskab en stridbar men fælles rytme? I alle kredse?