Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tilbage til 30erne

Klaus Kroll: Militært set er den afgørende forskel på 1930ernes Danmark og Danmark anno 2013, at vi er en del af NATO. Vi kan derfor heller ikke kopiere 30ernes radikale pacifisme ved yderligere at reducere vores bidrag til alliancen og melde pas på kommende fredsbevarende og fredsskabende opgaver ude i verden.

Vi bør både kunne opretholde en militær evne af en rimelig størrelse til vores suverænitetshævdelse, og vi bør samtidig kunne bruge vores forsvar til at sikre danske interesser rundt om i verden. Alt andet ligner til forveksling den radikale politik fra 30erne, hvor det er bedre at kaste sig fladt på ryggen og overgive sig på forhånd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dansk militærøvelse i 1936: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er det rimeligt at drage en parallel til 30ernes Danmark, og kan vi lære noget af historien?

Ja, uden tvivl, og selv om der er en række faktorer i ligningen, som er anderledes, er der dog endnu flere ligheder. For at undgå en invasion i 30erne nedrustede den daværende radikale/socialdemokratiske regering forsvaret til en sikringsenhed, stort set kun udrustet med karabiner og cykler. Peter Munch (daværende radikal udenrigsminister) er citeret for at sige »Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder«, hvilket som bekendt udmøntede sig i, at vi blev invaderet i 1940 med kun ganske sporadiske kampe, der næppe går over i historien som de største nederlag rettet mod den tyske krigsmaskine.

Nu vil pacifisten hævde, at vi ikke har nogen umiddelbar fjende i nærheden af vores grænser, hvilket målt på 30ernes målestok er rigtigt. Fjendebilledet er derimod blevet mere diffust og rykket (lidt) længere væk fra vores grænser, men rundt om på kloden raser dog stadig omkring ti konflikter med flere end 1.000 døde om året og ca. 50 konflikter, hvor tabstallene enten er ukendte eller under 1.000. Et ukendt antal lurende konflikter ulmer desuden og kan som det arabiske forår bryde ud når som helst.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) mener, at vi fjerner en flig af vores mulighed for suverænitetshævdelse ved implementering af det aftaleforlig, hvilket nærmer sig århundredets underdrivelse. En besparelse på 2,7 milliarder kr. første år, nedbringelse af antallet af soldater i de operative enheder, færre værnepligtige og lukning af nogle af forsvarets kulturbærende institutioner og etablissementer står i nogen kontrast til det udsagn.

Modstræbende vil John Dyrby (S) gerne medgive, at vi ikke i den nære fremtid kan opretholde missioner af bare en rimelig størrelse i mere end et halvt til et helt år. Hvilke af de missioner, vi har været på, har været i den tidshorisont? Bosnien, Kosovo, Cypern, Irak og Afghanistan, vores største hærmissioner, har alle været af væsentligt længere varighed, hvilket man nu ikke skal kunne længere.

Den helt afgørende forskel på 30ernes Danmark og Danmark anno 2013 er, at vi er trådt ind i NATO, som anbefaler medlemmerne at bruge to pct. af bruttonationalproduktet på forsvaret. Det tal er ca. 1,4 pct. i Danmark før rundbarberingen, hvilket skal holdes op mod, at Storbritannien bruger 2,6 pct., USA 4,7 pct. og Frankrig 2,2 pct. (tal hentet fra Verdensbanken).

Er det derfor rimeligt, at vi som medlem af en alliance, der skal sikre fælles tryghed, yderligere reducerer vores bidrag og må melde pas, når nye fredskabende eller fredsbevarende opgaver lurer i horisonten? Nej, vi bør både kunne opretholde en militær evne af en rimelig størrelse til vores suverænitetshævdelse, og vi bør samtidig kunne bruge vores forsvar til at sikre danske interesser rundt om i verden. Alt andet ligner til forveksling den radikale politik fra 30erne, hvor det er bedre at kaste sig fladt på ryggen og overgive sig på forhånd.

Debatten om beskyttelse af dansk territorium, som ganske mange på venstrefløjen hævder ikke er nødvendig, er også gledet af sporet. Ganske vist er det ophøjet til politisk virkelighed, at intet kan ramme os de næste ti år, men virkeligheden har det med at overhale teorien. Netop ti år er det tidsrum, det tager at oprette mange af de nedlagte operative kapaciteter og opnå en acceptabel standard. Og jo, Rasmus Helveg, forsvaret af Danmark er et spørgsmål om national følelse, ikke kun tørre tal og konsulentrapporter, som i bedste fald kun har gavnet udgiverens bundlinje. Hvis man som politiker ikke mener, at forsvaret af Danmark er af betydning eller rammer ens nationale følelsesregister, rejser det vel spørgsmålet: Hvad gør vi så?

Derfor er diskussionen om kasernerne også vigtig. Forsvaret er blevet pålagt at foreslå, hvilke tjenestesteder der ud fra et militærfagligt standpunkt burde lukkes. Det skal dog ses i lyset af den rundbarbering der politisk er vedtaget da en status quo ville have givet et helt andet resultat. Det er muligvis også sidste gang en siddende forsvarsminister bliver udstyret med noget, der minder om en militærfaglig vurdering, eftersom forsvarstoppen er i overhængende fare for at blive så politiseret, at den mister sin funktion. Det bliver interessant at se en forsvarsminister detailstyre et system med en faglig bagage, som rummer en aftjent værnepligt fra Søværnets Eksercerskole i Auderød.

De sædvanlige steder er i spil, og dette indbefatter Almegårds Kaserne på Bornholm og Hærens Sergentskole i Sønderborg. Netop de to steder nyder en ganske stor opbakning i de lokale samfund og ligger i områder, der rent historisk betyder væsentligt mere end blot ganske få skattekroner. Høvelte og Vordingborg er desuden i spil, og igen er resultatet af en lukning af Danilog i Vordingborg, at en kapacitet forsvinder, erfaringen løber ud med badevandet, og vi igen skal opfinde den dybe logistiske tallerken.

Hvis vi samler hæren på en eller to tjenestesteder, flåden i én og flyvevåbnet på én, ender vi med at miste den lokale forankring og folkelige opbakning.

Generelt har forsvarspolitikken været skueplads for årtiers lokumsaftaler og denne gang ser ud til at blive den mest radikale af dem alle. Forsvaret bliver i den grad skilt ad i atomer, samlet igen for derefter om tre eller fire år gennemgå den eksakt samme proces. Argumenterne vil være de samme, og samme slidte floskler om rationaliseringer og besparelser vil være fremherskende. Lige lidt har vi lært af historien, og stort set ingen politikere har forstået, at systemer som politi, efterretningstjenester og forsvar er livsforsikringer for opretholdelsen af nationalstaten og ikke mindst vores internationale interesser.

Det globale sikkerhedsbillede ændrer sig hurtigere, end man kan ændre strukturer i forsvaret, hvilket betyder, at vi ikke hæmningsløst kan gå på hugst i de operative kapaciteter, uden at det giver risiko for den konsekvens, at vi intet kan stille med. John Dyrby (S) mener ikke, at vi skal kunne det hele, og deri har han helt ret. Men måske vi bare skulle kunne en smule. Vi skal kunne flytte os selv, støtte os selv, uddanne os selv og supportere os selv. Desuden skal vi opretholde en troværdig mængde jordtropper, da ganske få konflikter løses uden at have hænder og fødder på jorden. Langt de fleste andre NATO-medlemmer er af samme holdning som vi. Konverter bidraget fra tropper til støtte og materiel i begrænset mængde. Det betyder i det lange løb, at ganske få skuldre skal bære den tungeste byrde og resten er med på frihjul. Vi kan og skal ikke nedruste os til et punkt, hvor vi ikke kan hjælpe briter og amerikanere i missioner, der har et højt risikomoment. Vi kunne selvfølgelig godt vælge kun at stille med mandskab til FN-operationer, men historien fra Balkan har vel lært os, at mere håndfaste indgreb kan være nødvendige.

Ingen ligger inde med krystalkuglen, som kan bruges til at forudsige fremtiden, og jeg vil påstå, at ingen danske politikere fem minutter før første fly kolliderede med World Trade Center 11. september 2001, i deres vildeste fantasi havde en idé om, hvad netop den episode førte med sig.

Det kan ikke skrives ofte nok, at vores evne til at kunne føre en aktivistisk udenrigspolitik i høj grad bygger på en militær kapacitet, og lige præcis den er vi ved at nedlægge. Hvis økonomien er det eneste brugbare argument, kunne det være, at man skulle omlægge overførselsindkomsterne, der udgør ca. 268 milliarder kr., hvilket er ti gange mere, end der bruges på landets livsforsikring, forsvaret.

Opfordringen må derfor være at tænke en anelse videre end bare nuet og lære lidt af historien. Hvis vi nedlægger de fleste kaserner og samler de operative enheder til en lille eksklusiv sluttet kreds, mister vi langt mere, end der spares her og nu. Håbet er, at vi efter næste folketingsvalg og til næste forsvarsforlig får en sammensætning af politikere, der tør kigge længere ud i fremtiden, end tilfældet er med den nuværende regering.