Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Til kamp mod værdiskredet

Tom Behnke: Vi skal standse værdiskredet og udbygge det gode, det trygge og det ordentlige samfund. Og det er ikke kun en opgave for politikere på Christiansborg – det er et projekt, vi alle sammen skal deltage i. Ja, jeg havde nær sagt, kæmpe for.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi er i disse år vidne til et markant værdiskred, som skyldes tabet af autoritet i samfundet - et tab, der stammer tilbage til 'oprøret' i 60erne og 70erne, og som nu er ved at slå ud i nihilisme, hærværk, kriminalitet, opgivenhed og almindelig opløsning. Derfor er denne kronik en advarsel - en advarsel om, at vi skal passe på, at vi ikke er ved at miste vores fællesskab, samfundets sammenhængskraft, vores fælles forståelse for fælles værdier. Og den er et kampråb: Lad os værne om det ordentlige menneske.

For nogen tid siden læste jeg om et nyt begreb, som jeg egentlig godt kendte, men som jeg ikke før havde set udtrykt som 'østerbrotid'. Det dækker over, at bedsteborgerne på Østerbro er fløjtende ligeglade med, hvornår deres børn møder i skole. De kommer, når det passer dem. Det, at komme til tiden, er ikke vigtigt længere. Som en lærer udtrykte det: »Det er en generel opløsning af autoritet og forståelse af rammerne.«

Præcis. Det er det, oprøret mod autoriteterne for 30-40 år siden, nu er endt i.

Der er folk, der bruger større ord - jeg hører tale om opløsningstendenser i samfundet, og der peges på problemer, vi ikke havde tidligere: For hvad er det der sker, når ambulancer og brandbiler mødes med stenkast? Det kommer dårligt nok i nyhederne længere - vi er ved at vænne os til det.

Hvad får unge til at kaste med sten fra motorvejsbroer mod kørende biler? Og hvad er der sket, siden det er blevet almindeligt at køre over for rødt? Jeg ser det daglig - det er ingen overdrivelse, det sker igen og igen. Og det er jo ikke en lille ting, det kan ende i trafikdrab og det er et resultat af ligegyldighed og mangel på respekt for andre, for vores fælles regler, for vores fællesskab.

Og hvad sker der, når folkeskoleelever kalder deres lærer for 'luder'? Sidste år blev en dreng fra en 3. klasse i Helsingør bortvist en dag for at have kaldt sin skoleinspektør for 'din fucking luder', men det er jo langtfra et enkeltstående tilfælde - det usædvanlige i netop den episode er jo, at inspektøren reagerer og straffer. Normalt sker der ingenting, vi ænser det ikke, vi er blevet vant til det.

Man taler i dag om grønsværens forsvundne uskyld - hvordan det er blevet almindeligt med både verbale og fysiske overfald på frivillige fodbolddommere i de lavere rækker. Det er en sport, en leg, så hvordan går det til? Igen denne mangel på respekt for de fælles regler.

Det er kun få årtier siden, at bankrøverier kom på forsiden af de store aviser - med foto, dommedags-overskrifter og hele balladen. I dag bliver de dårligt omtalt i en notits. Vi har vænnet os til det, skydevåben, knive, sten mod Kystbanen og S-tog - vi vænner os til det hele.

Bilister stikker af fra trafikulykker og benzinregninger, tilskuere fotograferer trafikofre med deres mobiler, redningsfolk generes i deres arbejde, politibetjente svines til. Udviklingen er foruroligende, vi kæmper imod os selv.

Men det værste er, at vi har vænnet os til det. Vi er blevet immune over for et monumentalt værdiskred. Det er vel lige før, at det lyder hyggeligt, når man taler om 'hjemmerøvere'.

Respekten for autoriteterne, respekten for vores fælles samfund lader sig også aflæse på fællesområderne - hvordan de behandles, hvordan de ser ud. Når jeg holder i kø på motorvejen om morgenen, piner det mig at se ud i rabatten. Det flyder! Med henkastet plastic, skrald, cigaretpakker. Det er ligegyldighed udtrykt i grimhed.

For djævlen sidder i detaljen.

Men vi skal ikke længere finde os i den djævel, vi skal ikke længere acceptere værdiskredet, vi skal nu sætte ind mod tabet af respekt for vores fælles regler.

Hvornår gik det galt? Det startede med oprøret mod autoriteterne i 1960erne. Ned med professorvældet - hvad er klokken? ja, hvad synes du selv? - ned med respekten for faglighed, for alderens visdom, for politi, militær og præster - autoriteter af alskens slags. Ud med Gud, konge og fædreland. Værdi-relativismen tog over, alle værdier var lige gode, alle civilisationer lige civiliserede, alle meninger lige kompetente. Alt blev et spørgsmål om smag og behag. Eleverne lærte ikke af læreren, de diskuterede lærerens kompetence. Opdragelse blev et fy-ord, selvrealisering erstattede udvikling gennem læring. Traditioner blev hånet, spottet og latterliggjort - ikke mindst blandt de kulturradikale og deres talerør, Politiken, der jo om nogen er ekspert i at håne, spotte og latterliggøre andre. Vi tabte værdierne på gulvet, nu skal vi samle dem op igen.

Langsomt har despekten for samfundets grundlæggende institutioner nemlig undermineret vores fælles værdier og samfundets sammenhængskraft - det er kommet snigende, som jeg har skildret ovenover, og det er kommet i det små. Men det er udtryk for opløsende tendenser, og tør vi ikke se det i øjnene, kan vi heller ikke bekæmpe det og slå det tilbage.

Denne regering har i over ni år med stor succes ført en politik, der har gjort os alle sammen rigere. Vi har i øjeblikket en international finanskrise, som har givet os et midlertidigt tilbageslag, men bundlinien er, at vi har ført politik med succes.

Vi har også fået standset den uoverskuelige indvandring og etableret en meningsfyldt udlændingepolitik. Vi har fået genindført fagligheden i skoler og højere læreanstalter. Vi har investeret voldsomt i sundhed og forebyggelse. Vi har med en politireform sat effektivt ind mod kriminaliteten. Domstolsreformen har ført til et moderne retsvæsen. Og vi har på kulturpolitikken taget en nødvendig værdikamp.

Nu er tiden kommet til et opgør med værdiløsheden - værdiskredet! Og her er det naturligt, at vi med konservative grundholdninger går i spidsen, for vi skal have genindført de konservative værdier i samfundet - så vi kan få respekten for autoriteterne, for fagligheden og for vores fælles værdier tilbage.

Vi vil have det ordentlige menneske igen! Det menneske, der ikke kaster sten efter brandmænd. Det menneske, der samler sit ispapir op efter sig. Det menneske, der møder til tiden i skolen. Det menneske, der respekterer fodbolddommerens afgørelse, selvom han synes den er forkert. Det menneske, der udviser medmenneskelighed over for andre mennesker.

Det kræver en holdningsændring. Desværre. For det burde jo være den almindelige holdning, at vi opfører os ordentligt. At vi ikke kører over for rødt. Men værdirelativisme er sunket ned igennem alle lag i samfundet og er nu resulteret i, at vi skal genopbygge vores moral og vores respekt for de fælles værdier, så vi igen føler, vi er et folk, hvor vi passer på hinanden.

Vi kan starte med nultolerance over for dem, der ødelægger det for de andre. Nultolerance over for elever, der kalder lærere for ludere. Nultolerance over for stenkastere, hærværksfolk, dem, der ødelægger fælles toiletter, sviner mure til med graffiti, hærger læskure osv osv.

Vi skal standse værdiskredet og udbygge det gode, det trygge og det ordentlige samfund. Og det er ikke kun en opgave for politikere på Christiansborg - det er et projekt, vi alle sammen skal deltage i. Ja, jeg havde nær sagt, kæmpe for.

Tiden er kommet til forandring - vel at mærke forandring tilbage. Tilbage til de konservative værdier, hvor aftaler overholdes, hvor vi værner om hinanden og hvor vi igen kan føle os fælles om landet Danmark. Fortiden var kulturradikal, fremtiden er konservativ. Vi skal igen turde være stolte over at være danske og bo i Danmark. Det ér verdens bedste land - derfor skal vi også passe godt på det.