De klassiske frihedsrettigheder - særligt ytringsfriheden - krænkes over hele verden. Også i Vesten er der pres på frihedsrettighederne fra både staten og private aktører. Ytringsfriheden som er afgørende for det frie samfund og som er vundet ved blod, sved og tårer er under pres fra islamiske stater i OIC, der i FN ønsker at begrænse den, når det kommer til kritik af religion. Ytringsfriheden trues også af religiøse fundamentalister, der ønsker at håndhæve religiøse dogmer med vold, hvilket har mærkbare og negative konsekvenser for den altafgørende mulighed for fri debat og diskussion af emner såsom integration og religion. Vestlige landes reaktion på terrortruslen medfører også pres på frihedsrettighederne i form af drakonisk terrorlovgivning, der medfører begrænsninger i ytringsfriheden. I denne situation er der en beklagelig mangel på stemmer, som principfast forsvarer ytringsfriheden, uanset hvem der krænker og krænkes.

Alt for ofte bliver ytringsfriheden påberåbt af personer som alene er villige til at forsvare og anerkende denne rettighed, når det passer ind i en underliggende politisk anskuelse eller ideologi.

Denne tendens ses på både højre- og venstrefløjen. Toneangivende venstreorienterede har i forhold til krav om forbud mod krænkelse af islamiske dogmer fra visse muslimske kredse opstillet et skisma mellem på den ene side menneskeretten til ytringsfrihed og på den anden side hensynet til det, der er blevet lanceret som »religiøs følsomhed«. Det har skabt en form for skizofreni, hvorefter dele af venstrefløjen vender det blinde øje til trusler mod og krænkelser af ytringsfriheden, når de udgår fra angivelige »udsatte« grupper eller minoriteter. Hermed institutionaliseres en »krænkelsesmentalitet« i form af krav om specifikke forbud mod »hadefulde« eller »krænkende« ytringer fremsat mod »udsatte grupper« - ikke bare muslimer - men også homoseksuelle, etniske og religiøse minoriteter.

I Danmark kulminerede denne skizofreni med den manglende opbakning til Jyllands-Posten under Muhammed-krisen, mens socialdemokratiske regeringer i Storbritannien og Norge har været skræmmende tæt på at ophøje begrænsninger af ytringsfriheden til lov, der skulle forbyde ytringer, der krænkede den »religiøse følsomhed«.

På dele af højrefløjen er ytringsfriheden blevet stærkt betonet som en ukrænkelig værdi, når truslen er udgået fra muslimske grupper og lande. Det har været medvirkende til at aftabuisere kritik af islam og sætte fokus på selvcensur.

Men ofte har samme forkæmpere af ytringsfriheden været fortalere for eller tavse i forhold til forslag om indførelse af begrænsninger i ytringsfriheden for deres ideologiske modstandere såsom med forslaget om burkaforbud og andre indgreb der er uforenelige med ytringsfriheden og relaterede menneskerettigheder.

På det principielle plan adskiller de venstreorienterede og højreorienterede undtagelser til ytringsfriheden sig ikke fra hinanden. De er følgen af politiseringen af ytringsfriheden, hvor de underliggende politiske prioriteringer har et højere, mere ædelt ideologisk formål for både dele af højre- og venstrefløjen, end ytringsfriheden i sig selv.

Den skizofrene tilgang til ytringsfriheden risikerer at sætte denne rettigheds samlende kraft over styr. En samlende kraft, der er nødvendig i et liberalt demokrati, hvor borgerne må og skal være frie til at have og give udtryk for de holdninger, deres samvittighed byder dem, uden at blive mødt med sanktioner fra staten eller deres medborgere.

Dermed risikerer ytringsfriheden at blive vilkårlig og kun beskytte ytringer, der er i tråd med den til hver tid herskende politiske strømning.

Som oplysningstidens opgør med kirkens og monarkiets diktatur viste, er ytringsfriheden dog mest værd, når den beskytter de holdninger, der ikke nyder generel opbakning, og når den bruges til at udfordre fasttømrede forestillinger og dogmer.

Der er derfor behov for et nyt initiativ, der har som sit eneste formål principfast at forsvare og udbrede ytringsfriheden. Det er essentielt, at initiativet er tværpolitisk og favner bredt i det politiske spektrum, således at initiativet søger at forene personer med forskellige livsanskuelser og politiske holdninger om en grundlæggende ramme i form af ytringsfriheden.

Initiativet, kaldet Fri Debat, vil bestå af en kreds af forfattere, skribenter, forlæggere, aktivister m.v., på 20-30 medlemmer, som alle kan skrive under på vedhæftede teser. Kredsens prospektive medlemmer inviteres til at indmelde sig efter de eksisterende medlemmers enstemmige opfordring.

Kredsen vil således ikke have karakter af en egentlig forening med mulighed for indmeldelse. Kredsens aktiviteter skal bestå i årlig at afholde to-tre større konferencer af international karakter, samt en række mindre debatmøder og symposier. Endvidere vil kredsen oprette en hjemmeside, hvor kredsens medlemmers forskellige indlæg af relevans kan læses.

Kredsens medlemmer forpligter sig til aktivt at støtte op om vedhæftede teser:

Teserne:

• Frihedsrettighederne med ytringsfriheden i spidsen udgør den afgørende ramme for det liberale demokrati og bør forsvares mod et-
• hvert forsøg på at indskrænke eller ophæve dem, medmindre de misbruges til at opfordre til vold, true den nationale sikkerhed eller lignende klar, objektiv og tvingende interesse.
• Ytringsfriheden indebærer også retten til at have og give udtryk for holdninger, der er stødende, fornærmende og krænkende og derfor bør både blasfemi- og racismeparagraffen ophæves og ethvert tiltag til at indføre hate speech lovgivning imødegås.
• Lighed for loven er et basalt grundprincip. Den enkelte borgers tilhørsforhold til en gruppe – det være sig religiøs, etnisk eller politisk – kan hverken retfærdiggøre særret­tigheder eller særforbud.
• Forsvaret for ytringsfriheden må aldrig ofres for eller kapres af politiske eller ideologiske hensyn, men skal forsvares, uanset hvis rettigheder der krænkes, og hvem der krænker dem.
• Ytringsfriheden er universaliserbar i den forstand, at den ikke som en selvfølge alene er relevant for vestlige samfund. Derfor er det afgørende at sætte fokus på og støtte de kræfter, der kæmper for ytringsfrihedens udbredelse i andre dele af verden.

Dette manifest er skrevet af Jacob Mchangama, Søren K. Villemoes, Sosun Sendi, William Jansen, Bjarke Larsen, Peter Kurrild-Klitgaard, Lars Hvidberg, Morten Ebbe Juul Nielsen, Nils Bredsdorff, Peter Boe, Klaus Rothstein, Claus Clausen, Kåre Bluitgen,Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Troels Heeger, Malene Busk, Torben Bech Dyrberg og Thue Kjærhus