Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tiggere i uniform

I 1800-tallet blev det forbudt for politi og andre kommunalt ansatte at gå rundt ved dørene og bede om gratialer ved højtider.

Fra Corsaren 10. januar 1845. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skal en ærlig borger gøre, når den lokale politimand op mod jul ringer på og anmoder om en erkendtlighed i anledning af højtiden – og til gengæld lover at holde byens øvrige tiggere på afstand?

Det var et relevant spørgsmål i 1800-tallet. Man kunne selvfølgelig sende ham bort, for irriterende var det med alle de betlere, som løb folk på dørene. På den anden side var det en kendt sag, at man klarede mange problemer med en skilling til ordensmagten, og så fik betjenten det jule- og nytårsgratiale, han plejede at få, og som han mente sig berettiget til.

At gå rundt ved dørene var en gammelkendt metode til at løfte lønniveauet, som også brandmænd og skraldemænd og andre kommunalt ansatte benyttede, og om vægterne sagde man, at de udgjorde den mest religiøse sammenslutning i staden, for ingen var bedre til at finde en anledning til at ønske folk en glædelig højtid.

Efterhånden var der udbredt stemning for at komme ondet til livs, og sagen blev i 1848 sendt til politidirektøren. Fire år senere forelå der et svar: Han havde lagt sammen og trukket fra og var kommet til det resultat, at et forbud mod gaver til politiet måtte følges op af en lønstigning på 150 %, og på den baggrund »fandt man sig ikke foranlediget til at gøre mere.« Punktum.

Et par år senere følte nogle borgere sig alligevel så forulempet af nytårsgratulanter, at de rejste sag mod politiet, men som højeste myndighed kunne direktøren erklære, at den skik havde eksisteret lige så længe som politiet, og at etaten derfor havde vundet hævd på retten til at anmode om og modtage gaver. Klagen blev afvist, og alting fortsatte i den gamle gænge.

Med indførelsen af gasbelysning i 1857 opstod spørgsmålet imidlertid, hvad der skulle ske med vægterne, når gaderne nu ikke længere lå hen i mørke. Nogle foreslog at nedlægge korpset, men det var hjerteløst, mente andre. I øvrigt måtte politiet organiseres på en ny måde, hvis vægterne forsvandt, og så blev det gamle emne igen bragt på bane: Kunne man forestille sig, at det med en politireform blev forbudt at modtage gaver?

Der gik nogle år, og så anbefalede en betænkning, at vægterkorpset blev afskaffet, og at den gamle skik med inddrivelse af gratialer blev forbudt. Den sidste vægter gik sin sidste runde natten før 1. juli 1863. En ny tid var begyndt, og nu modtager de ansatte i politiet efterhånden så få erkendtligheder, at det kommer i avisen, når det alligevel en gang imellem sker.