Tidens tegn – farvel til skulderpuder, pastelfarver og yuppie-kultur

»Det er en mester på toppen af sin kreative regeringsperiode, som tilsyneladende river ned fra alle hylder efter forgodtbefindende.«

Prince i sin sene periode ved en optræden i 2007 til Super Bowl. Foto: Roberto Schmidt Fold sammen
Læs mere

For nøjagtig 30 år siden, 31. marts, udgav Prince dobbeltalbummet »Sign o’ The Times«. Time Magazine har kåret det som det vigtigste album i 1980erne, der var en kommerciel guldalder for musikindustrien, og andre musikmedier skriver, at »Sign o’ The Times« er det sidste gode dobbeltalbum i LP-æraen.

Historien om albummet markerer både kulminationen på Prince Roger Nelsons (1958-2016) kunstneriske herredømme over popmusikken og afslutningen på samme. Og hvis man er lidt højstemt, kan man måske ligefrem påstå, at titlen også varsler et farvel til firserne.

Da Prince begyndte på optagelserne til et nyt album i marts 1986, havde han inden for 22 måneder udgivet tre hitalbum – »Purple Rain«, »Around the World in a Day« og »Parade« – han havde været på verdensturné med »Purple Rain«, indspillet filmen »Under The Cherry Moon«, skrevet kæmpehittet »Manic Monday« til The Bangles og været hjernen bag et utal af andre plader. Et vanvittigt arbejdsraseri, hvor han indspillede ny musik dag og nat, og smadrede sin krop i de fysisk krævende sceneshows.

På det tidspunkt ejer han hitlisterne, og han ejer den Minneapolis-sound med trommemaskiner og keyboards, som mange andre kunstnere forsøger at efterligne. Sammen med Madonna og Michael Jackson sidder han hårdt på soundtracket for 1980erne, hvor pinspots, kokain og Wham har afløst 70ernes bloklys, hash og Pink Floyd.

Det er fest og yuppie-kultur i pastelfarver, skulderpuder og hyttesko, i stedet for politiske rundbordsdiskussioner i kollektivet. På afstand i dag ligner det selvfølgelig ungdommens eskapisme fra den alvorlige situation i verden med økonomisk krise, enorm ungdomsarbejdsløshed og frygt for, at Den Kolde Krig mellem USA og USSR skal ende i atomkaos. Prince havde fire år tidligere selv adresseret det i sangen 1999: »The sky was all purple, there were people runnin’ everywhere. Tryin’ to run from the destruction, you know I didn’t even care. Say say two thousand zero zero party over, oops, out of time. So tonight I’m gonna party like it’s nineteen ninety-nine.« Det kan godt være, at hele lortet eksploderer lige om lidt, men så fester vi da bare igennem i aften!

Og så bliver der leget med kønsidentiteten. Det var et helt almindeligt syn, da jeg selv gik i gymnasiet, at drenge havde eyeliner på, og mens en kunstner som David Bowie på det tidspunkt i flere år har spillet på det androgyne, tager Prince den langt videre, når han optræder i tangatrusser, nylonstrømper og en lille lilla top, mens han skriger i en skinger falset. Han er voldsomt opsigtsvækkende, provokerende og tvetydig, når han på den ene side prædiker dyb religiøsitet, og på den anden side ligger på sit klaver og boller mikrofonstativet, eller sprøjter skum ud over publikum med guitaren. Det er Bibelen i den ene hånd og pikken i den anden.

Også Kongen af Pop, Michael Jackson, vil som alle andre lege med Prinsen. Jackson har en plan om, at de skal indspille en sang og en musikvideo sammen, og han har sågar fået mesterinstruktøren Martin Scorsese til at instruere videoen. Men da Prince får tilsendt demobåndet afviser han at være med. Første linje i sangen lyder »Your butt is mine« (din numse er min): »Hvem skulle synge det om den anden? Han skal i hvert fald ikke synge det om mig, og jeg synger det under ingen omstændigheder om ham,« sagde han senere til musikkanalen VH1.

Et nyt musikmedie

For firserattituden er ved at være slidt, og Prince lufter ud på »Sign o’ The Times«. I titelnummeret synger han om problemer med AIDS, stoffer, gadebander og skyderier i frustration over, at den amerikanske regering mest bekymrer sig om prestigeprojekter som rumfart, selv om rumfærgen Challenger eksploderede under opsendelse 28. januar 1986.

Det er også en dybt personlig plade, hvor han begræder tabet af sin kærlighed, Susannah, som har forladt ham. I den lille perle »If I was your girlfriend« trygler han hende om at være venner, når de nu ikke kan være elskende længere. Og så vil han lancere en mere heteroseksuel side af sig selv. Derfor har han slået sig sammen med sangerinden og danserinden Cat og trommeslageren Sheila E, som kan give ham det fornødne seksuelle modspil på scenen. Han føler ikke, at Wendy og Lisa, de to frontkvinder i hans band The Revolution, kan, fordi de er lesbiske. Men der har alligevel været ballade i bandet i lang tid, så dem fyrer han.

På endnu et punkt varsler »Sign o’ The Times« slutningen på 80erne, når flere musikmedier hæfter sig ved, at det er den sidste gode dobbelt-LP: Et nyt musikmedie er nemlig ved at overtage scenen efter LPen og kassettebåndet.

Kassettebåndet er underligt nok stadig et populært musikmedie her i anden halvdel af 1980erne, selv om lyden er ret dårlig, og det hele ofte ender i båndsalat. Det var dengang, man sad og indspillede bånd til sin kæreste med særligt udvalgte numre af Phil Collins, Depeche Mode og Tears for Fears, som ligesom sagde noget enormt vigtigt om ens følelser. Men i begyndelsen af 80erne kommer compact disc’en – eller CDen – på markedet, og den lille kompakte digitale skive kan efter sigende ikke slides op eller ridses modsat sin forgænger LPen samtidig med, at lyden er helt perfekt uden knas fra pick up’en.

CDen tager større og større markedsandele fra LPen for få år senere næsten at fortrænge den helt, hvorefter ølkassen med LPer ender på loftet eller i kælderen, da kalenderen skifter til 1990erne. Herefter kan det, der tidligere var en dobbelt-LP, uden problemer komprimeres digitalt på en enkelt CD.

»Sign o’ The Times« udkom 31. marts 1987, efter at Prince havde kasseret ikke færre end tre næsten færdige udgivelser. Musikhistorien er fyldt med historier om store bands og musikere, som var i gang med et nyt album, der endte i skraldespanden. Enten fordi de kunstneriske ambitioner viste sig ikke at bære vand, eller fordi medlemmerne røg i totterne på hinanden – herhjemme eksempelvis den tredje plade med Kliche og Lars Hug. Udover problemer i privatlivet og ballade i bandet handler det i Princes tilfælde om, at han for første gang oplever kunstnerisk famlen.

Faktisk kan man med god ret mene, at »Sign o’ The Times« er en værre rodebutik, hvor Prince pendler ud og ind mellem forskellige genrer og stilarter. Paradoksalt nok er det også langtfra hans mest helstøbte, stilskabende og succesfulde album. Her overstråler eksempelvis »Purple Rain« fra 1984 det med flere længder. Men »Sign o’ The Times« er alligevel et hovedværk, som anmeldere, Prince-fans og musikelskere konstant vender tilbage til for at dykke ned i dets kompleksitet. Min generations »Sgt. Pepper«.

Det er en mester på toppen af sin kreative regeringsperiode, som tilsyneladende river ned fra alle hylder efter forgodtbefindende, synger og spiller det hele selv, blander kortene fuldstændig egenrådigt, får det hele til at lyde legende let og slipper af sted med det på en charmerende og provokerende, overskudsagtig måde.

Slidt op

Han udgiver endnu et par hitplader, men i slutningen af 80erne og op gennem 90erne slås han i stigende grad med at finde formlen. Efter at han fyrede The Revolution og senere kom på kant med pladeselskabet, var der ikke længere kræfter, som kunne yde ham den kreative modstand, som er nødvendig for at rydde ud i alle ideerne.

Princes kunstneriske karriere og 37 album kan groft set opdeles i fire perioder: Opstigningen til tronen fra debutalbummet i 1978, regeringsperioden på toppen af poppen (»Purple Rain«) 1984-1988, de kunstnerisk og kommercielt svære år fra 1989 og frem til 2004, hvor han med albummet »Musicology« fik genskabt sig selv som funkens lille, gamle troldmand (The Purple Yoda from Minnesota).

Det sidste års tid har flere af 80ernes stjerner som David Bowie og George Michael tjekket helt ud. Og om tre uger er det præcis et år siden, at Prince sank død om i en elevator i sit studie, Paisley Park, lige uden for Minneapolis på grund af en giftig cocktail af stærke smertestillende piller. Slidt op af mangel på søvn og smerter i knæ og hofter. Studiet danner fra 20. april rammen om fire dages fejring og mindekoncert med gamle musikalske legekammerater som Wendy og Lisa, The Time og Sheila E.

  • Søren Anker Madsen er pressechef på Lindhardt og Ringhof og Prince-fan.