Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ti timers arbejde pr. dag og én fridag om måneden: Udsendte medarbejderes hushjælp bør sikres ordentlige vilkår

sdfsdfs
»På baggrund af ny forskning, rejser vi her en diskussion om de arbejdsforhold som udstationerede medarbejdere tilbyder deres hushjælpere i lande med større fattigdom og mindre gennemreguleret arbejdsmarked.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Wong Sze Fei

Danske virksomheder og statslige institutioner sender mange medarbejdere ud i verden. Når turen går til det globale syd bliver udstationerede medarbejdere ofte arbejdsgivere for lokale hushjælpere, såsom maids, barnepiger og chauffører, men hushjælpernes vilkår bliver ikke diskuteret hverken i den private sektor eller fra den danske stats. Danske ambassader betragter for eksempel kontraktforholdet mellem danske diplomater og deres lokale hushjælpere som et privat anliggende uden for deres regi.

På baggrund af ny forskning, rejser vi her en diskussion om de arbejdsforhold som udstationerede medarbejdere tilbyder deres hushjælpere i lande med større fattigdom og mindre gennemreguleret arbejdsmarked. Vores argument er, at arbejdsforholdet hører under den internationale lovgivning på menneskerettighedsområdet. Derfor er det i sidste ende også et område, danske virksomheder og statsejede institutioner bør tage ansvar for.

Lad os starte med, hvorfor vi finder det er problematisk at lade sine udstationerede medarbejdere stå alene med ansvaret for deres lokale hushjælpere. Vores kronik bygger på en ny ph.d.-afhandling om udstationerede og hushjælpere, samt mange års arbejde med menneskerettigheder i et globalt perspektiv.

I afhandlingen, der tager udgangspunkt i Delhi, ser vi at kombinationen af begrænset regulering fra den indiske stats side, og de udstationeredes situation som nyankomne i et fremmed land, åbner for en regulær gråzone. En gråzone som kan medføre, at de udsendte medarbejderes hushjælpere arbejder under ringere arbejdsforhold end anbefalet af den internationale arbejdsorganisation (ILO). Eller i værste fald, at de ansatte får en løn der ikke tillader arbejderen (og dennes familie) at få dækket deres daglige behov på en værdig måde.

Én fridag om måneden

Et eksempel på det første kan være, når en dansk familie har en kontrakt med deres chauffør, der kun indeholder én fridag om måneden. En model for eksempel valgt af en familie, der havde brug for deres chauffør i weekenderne, og hvor det var deres indtryk, at chaufføren gerne ville tjene de ekstra penge, som lønnen tilsvarende blev sat op. Det står i modsætning til de maks. seks dages arbejde om ugen, som ILO anbefaler.

Sanna Schliewe Fold sammen
Læs mere

Det er vigtigt at pointere, at overskridelsen af disse grænser ikke skyldes dårlige intentioner, ligegyldighed eller ønske om at udnytte lokale, fra de danske udsendtes side. Tværtimod er de udsendte medarbejdere meget optaget af at være gode arbejdsgivere for deres hushjælpere. Det medfører, at de ofte giver, hvad de oplever og får at vide er en høj lokal løn, samt at de bruger meget tid på at skabe en god og ligeværdig tone mellem dem selv og deres ansatte. De fleste forsøger helt bevidst at undgå den klasse- og kastebaseret behandling af hushjælpere, som stadig eksisterer i mange dele af det indiske samfund.

Emanuela Reineri Fold sammen
Læs mere

At det alligevel kan gå galt skyldes, at de nyankomne ikke har nogle formelle rammer eller tydeligere standarder at læne sig op ad, når de skal ansætte hushjælpere. I stedet vender de udstationerede sig naturligt mod dem, der ligner dem selv mest i livssituation, nemlig andre udstationerede.

Det er generelt en god strategi. Andre udstationerede kan give vigtig information, emotionel støtte og udgøre et konkret socialt netværk under de midlertidige udstationeringer. Samtidig opstår der i disse lukkede sociale grupper ekkokamre med gensidig bekræftelse af ideer om værtslandet og dets spilleregler, som ikke altid hænger sammen med realiteterne.

I Indien ser vi, at danske (og internationale) udstationerede bekræfter hinanden i, at der ikke rigtig eksisterer nogle formelle rammer omkring hushjælpernes ansættelsesforhold. I praksis sammenligner udstationerede sig derfor med andre udstationerede, i stedet for med nationale retningslinjer eller internationale standarder.

Ifølge ILO skal overtid for eksempel altid være frivilligt og inden for et maksimum af to timer dagligt (udover de daglige otte standardtimer) og ikke over otte timer ugentligt (udover de 48 ugentlige standardtimer). Overdreven overtid er én af de 11 ILO-indikatorer for tvangsarbejde, hvilket er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne. Danske familiers hushjælpere arbejder typisk seks dage om ugen, otte til ti timer om dagen, ofte med en kortere arbejdsdag om lørdagen. Plus overtid. Chauffører har typisk en kontrakt på 10 timer dagligt seks dage om ugen. Plus overtid.

Går i arv

Den manglende fokus på nationale og internationale standarder opstår derudover, fordi mange udstationerede overtager hushjælpere direkte fra hinanden. Når man som ny overtager en chauffør med en kontrakt på 60 timer om ugen (plus overtid) fra ens forgænger på posten, tages det naturligt nok for gode varer. Ens forgænger og andre udstationerede anses for at være mere vidende omkring det indiske arbejdsmarked. Dermed overses det helt, at kontrakterne bygger på akkumuleret praksis fra generationer af midlertidigt udstationerede, der har overtaget hushjælpere efter hinanden, rettere end nationale og/eller internationale standarder.

»Udsendte medarbejdere er ofte i tvivl om, hvordan de bør håndtere ansættelsesforholdet med deres hushjælpere.«


Problemet er, at de konkrete arbejdsvilkår bliver helt afhængige af viden og praksis hos den enkelte udstationerede. En sjælden gang møder man udstationerede, der ser ud til eksplicit at favne det som en mulighed. Den ene af os mødte en dansker, som stolt fortalte, at hans hushjælpere mødte 12 timer om dagen, ligesom hushjælpere ansat i indiske familier. Kortere arbejdstid var ifølge vedkommende misforstået dansk blødsødenhed.

Omvendt var der en anden dansk familie, hvis hushjælp blev gravid kort inde i ansættelsen. Familien rådførte sig blandt andre udstationerede om, hvordan de burde forholde sig i situationen. De fik at vide, at som arbejdsgiver i Indien havde de ikke nogen forpligtelser over for deres ansatte. I princippet kunne de bare ansætte en ny maid, når den nuværende fødte. Familien valgte dog at sammensætte en arbejdsgiverbetalt barselsordning på tre måneder.

Vores pointe er derfor, at danske virksomheder og diplomatiske missioner må tage et udvidet ansvar på sig. For eksempel som del af virksomhedens sociale ansvar, CSR-strategi, at udforme en konkret »best practice« i forhold til ansættelse af hushjælpere. Så har de udsendte medarbejdere konkrete procedurer at læne sig op ad, når de ansætter hushjælpere under udstationering i udlandet. Ideelt set en kontraktskabelon, som overholder lokale såvel som internationale standarder.

Det er her, at danske virksomheder og statslige institutioner kan gøre en vigtig forskel. De lokale hushjælpere vil blive sikret ordentlige arbejdsforhold samtidig med, at det er en gevinst for de udstationerede. Udsendte medarbejdere er ofte i tvivl om, hvordan de bør håndtere ansættelsesforholdet med deres hushjælpere, og det er et emne, der kan fylde meget i deres dagligliv. De vil derfor have gavn af en overordnet formel struktur, som fører dem i den rigtige retning.

Sidst, men ikke mindst, er danske statsborgere forpligtet til at respektere de nationale love i det land, de udstationeres i. Det gælder også diplomater. Immuniteten givet til diplomater har ifølge Wien-konventionerne til formål at støtte »effektiv udførelse af den diplomatiske funktion«. Udover at immuniteten kan frafaldes, er det svært at se, hvordan en privatansat hushjælper kan vanskeliggøre det diplomatiske arbejde. Derfor er guidelines omkring nationale og internationale love og standarder også en beskyttelse af de danske statsborgere, og ikke kun den lokale hushjælp.