Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ti bud på, hvordan Danmark bliver en stærk digital nation

Disruption, eksponentiel vækst, digitalisering og andre buzz words har for alvor ramt Christiansborg. Det er vi mange, der er rigtig glade for. Der er en minister for offentlig innovation, techplomacy er et nyt begreb defineret af udenrigsministeren, der bliver arrangeret studieture til Silicon Valley, og et disruptionsudvalg er ved at blive samlet i Statsministeriet. Det er skønt, at Danmarks digitale profil for alvor er på dagsordenen.

Men buzz words, digitale guruer og aktive twitterprofiler er ikke nok. Fundamentet for digital innovation ligger i virksomheds- eller organisationskulturen og handler om en helt grundlæggende tilgang til strategien. At digitale projekter starter med spørgsmålet »hvorfor?« og hele tiden følges op af yderligere spørgsmål, som tydeliggør hvorfor, hvordan, hvem og hvornår. Fordi den spørgende tilgang skaber bevidsthed i strategiprocessen, men ikke mindst fordi penge sparet tidligt er de billigste.

Men hvad er det så, politikere og beslutningstagere skal være opmærksomme på nu, hvor Danmark som digital nation tegner til for alvor at skulle skydes i gang? Her er en helt lavpraktisk liste af spørgsmål som står lige til at copy paste for enhver offentlig (eller privat) instans, som har ambitioner om at arbejde med digital strategi. Mit arbejde med listen har været transparent, og jeg har undervejs indhentet indspark fra kompentente mennesker via især Twitter. Listen er naturligvis dynamisk og yderligere input kan tilføjes i kommentarfeltet.

1. Skal det her overhovedet være et digitalt projekt? Midt i al begejstringen kan det være fristende at søge nye digitale løsninger overalt. Men kunne den konkrete udfordring løses ved noget så simpelt som justering af eksisterende løsninger med bedre kommunikation og høje krav om brugeren i centrum? Vi skal ikke digitalisere bare for at digitalisere.

2. Har vi sikret, at det er de rigtige, som løser opgaverne? Digitaliseringsopgaver kommer ofte i udbud. Men hvem bliver prikket på skulderen? Hvem får muligheden for at byde ind? Hvem påvirker beslutningerne? Kommer man udenom Tordenskjolds soldater? Og hvordan undgår man situationer som f.eks., at den nye sundhedsportal ikke er optimal i et dansk system, fordi den oprindeligt er udviklet til USA, hvor forsikringsdelen spiller en rolle, hvad den slet ikke gør i Danmark.

3. Kan vi nytænke vores tilgang til kvalifikationer? Når der skal plukkes folk til vigtige opgaver, der skal løftes, og beslutninger, der skal tages, skeler vi så lidt rigeligt til årelang erfaring i erhvervslivet eller fra det politiske liv, til høje uddannelser, VL-grupper og hvem der kender hvem? Der er intet galt med en lang uddannelse og erfaring, men når det handler om fremtiden, kan en meget stærk forankring i fortiden i nogle tilfælde godt blive en hindring for nytænkning.

»Sådan har vi altid gjort«, eller »det har vi prøvet for ti år siden, og det virkede ikke« er grunden til, at Nokia og Kodak døde, og at iPhone og Instagram lever. Som ved al innovation er faglige krydsfelter og menneskelig diversitet afgørende. Gå udenfor de vante cirkler, fag, køn, uddannelser og udvælgelseskrav. Forskellighed kan være den største styrke i et team.

4. Hvordan er aldersfordelingen i teamet? Jeg deltager i rigtig mange høringer, udvalg, bestyrelsesmøder, konferencer og drøftelser, hvor jeg med bekymring konstaterer, at der simpelthen ikke er unge mennesker til stede.

Når man arbejder med fremtiden, er det ikke raketvidenskab, at det er en god idé at invitere dem, som skal leve i den og allerede er i gang med at skabe den. Er der unge iværksættere? Er der folk under uddannelse? Er der brugere i målgruppen? En gruppe unge har faktisk luret det voksende behov for deres særlige kvalifikationer og skabt virksomheden kvalifik.dk, hvor man kan hyre en 17-årig.

5. Er vi bevidst nok om konsekvenserne af den teknologiske udvikling? Hvordan forholder vi os struktureret til industrier, som er under eksponentiel udvikling i relation til de krav, vi stiller til projektet lige nu? Skal vi søsætte et ti-årigt projekt nu, som kunstig intelligens løser gratis om tre-fire år? Skal vi lave sanserum på plejehjem eller satse på VR-briller? Er der brug for parkeringspladser, når der er selvkørende biler?

6. Kan vi udfordre vores måde at arbejde med deadlines? I en digital verden med konstante digitale landvindinger, som ændrer eksisterende præmisser, er det mest optimale sjældent at nedsætte et udvalg og bede om en rapport 24 måneder efter.

Det er nødvendigt i højere grad at arbejde og kommunikere i realtid. Og skabe muligheder for undervejs at ændre spørgsmålet, hvis udviklingen har gjort det oprindelige spørgsmål overflødigt. Realtidskommunikation via digitale platforme gør det også muligt at give taletid til yderligere eksperter og til at modtage feedback fra almindelige borgere.

7. Ville den her tjeneste overleve i en appstore? Det er et spørgsmål, jeg godt kan lide at stille i forbindelse med offentlig IT. MobilePay er et fint eksempel på en praktisk og som udgangspunkt relativt usexet tjeneste, som vi på grund af den høje brugervenlighed og de konkrete forbedringer, den bringer med sig, meget gerne vil downloade og bruge. Den gør en forskel i vores liv. Hvordan ville mon Rejsekortet klare sig i en appstore? Hvad med NemID? Hvad med den nye sundhedsplatform? Lever de tjenester op til det høje brugervenlighedsniveau, som er afgørende for, om vi downloader en tjeneste eller ej? Kunne vi have samme eller endda højere ambition for offentlige digitale tjenester?

8. Hvordan er den her beslutning med til at sikre Danmark en digital førertrøje? Stiller man spørgmålet i forhold til den nye taxalovgivning, så er svaret: på ingen måde.

Den nye digitale spiller, som bidrager med en af brugerne meget værdsat tilgængelig mobilteknologi og en ny tilgang til service (Uber), skal tilpasses en gammel branches eksisterende måde at gøre tingene på. F.eks. forekommer kravet om sædefølere og taxameter helt anakronistisk i en verden, hvor en app allerede giver et nemmere, sikrere og billigere overblik over, hvem der kører hvor og hvornår.

Vi bør have fokus på, hvordan vi bedst understøtter en udvikling, som er til fordel for brugerne. For det er den, som i sidste ende vil blive brugt. Vi risikerer at tabe meget på gulvet i fremtiden, hvis vi ikke hurtigt arbejder på at få isoleret udfordringerne og løst dem. Uden samtidig at slagte det, som faktisk er et fremskridt. Man kunne tilføje spørgsmålet: Hvilke branche gør vi en bjørnetjeneste ved at vedligeholde fortiden fremfor at sikre fremtiden?

9. Hvem lader vi i stikken lige nu? Et valg vil nødvendigvis resultere i et fravalg , og hvad enten det handler om at lade stå til eller foretage ændringer, så risikerer vi, at en spiller bliver ramt. Beskytter vi en eksisterende branche fremfor at give spillerum til den digitale udvikling, stikker vi ikke kun en kæp i hjulet hos den nye spiller. Når vi med regulering og lovgivning hjælper gamle brancher med at holde fast i fortiden, hjælper vi dem ikke ind i fremtiden. Vi giver kunstigt åndedræt til brancher og mennesker, som vi ved, uundgåeligt vil miste deres job til maskinerne i fremtiden. At vi ikke i stedet opfordrer dem til og støtter dem i at udvikle nye kompetencer og til at innovere deres egen branche indefra kan bidrage til at gøre dem magtesløse over for udviklingens konsekvenser.

10. Er der noget, vi lige nu kunne få til at ske hurtigere? I den digitale verden er betalanceringer, prototyper, mock ups og fail fast-tilgang en del af kulturen. Det handler om at få idéen ud at arbejde så hurtigt som muligt, så der ikke bliver spildt tid på et senere dyrere tidspunkt. Kan vi lave en hurtig version til test? Kan vi prøve idéen af med brugerne? Hvordan kommer vi hurtigst muligt i gang med at lære det, vi skal vide, for at ende med den bedste mulige løsning? Hvordan kommer vi tættere på proof of concept?

Christiane Vejlø er digital trendanalytiker og direktør i virksomheden Elektronista Media.