Thorning har selv sagt det

Hans Bonde: Gavner eller skader det kvindefrigørelsen, hvis vi begynder at promovere, udvælge og udnævne kvinder overalt i samfundet fra politik, til erhvervsliv, til kultur og sport med fokus på, at de er kvinder? Hans Bonde går i rette med Berlingskes Anne Sophia Hermansen.

"For Thorning betød ønsket om mange kvinder, at der ved sammensætningen af den nye regering i 2011 gennemførtes en symbolpolitik med flere relativt uerfarne, unge kvindelige ministre." Her er holder statsminister Helle Thorning-Schmidt, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og undervisningsminister Christine Antorini holder pressemøde om regeringens indgreb i lærerlockouten. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere

I Berlingske 10.07 karakteriserer kommentator Anne Sophia Hermansen det som »tosset«, at jeg i min debatbog "Fordi du fortjener det" hævder, at Thorning »kun blev statsminister, fordi hun er kvinde.« Det undrer mig meget, at den ellers så kritiske og sprogbevidste blogger skriver det. Jeg har naturligvis aldrig påstået, at Thorning udelukkende blev statsminister, fordi hun er kvinde. Hvad jeg har skrevet og kan dokumentere, er, at der indgik en tydelig kønskomponent i promoveringen af Helle Thorning-Schmidt, hvilket hun endog selv flere gange har erkendt.

Nu udgør afsnittet om Helle Thorning kun en forsvindende del af min bog, men lad os her se på, om der indgik tanker om kønsrepræsentation i promoveringen af Thorning. I den socialdemokratiske hovedbestyrelse og blandt mange socialdemokratiske borgmestre bredte der sig i 2005 en forestilling om, at Socialdemokraterne havde brug for en gerne yngre og gerne kvindelig kandidat: »Det kunne være flot, hvis vi kunne stille med Danmarks første kvindelige statsminister,« sagde f.eks. Glostrups borgmester, Søren Enemark, flankeret af Hvidovres borgmester, Britta Christensen.

Frem mod urafstemningen om formandsposten i Socialdemokratiet i 2005 udtalte Helle Thorning-Schmidt 9. februar, at hun ikke var kandidat til posten i erkendelse af sin manglende erfaring med Christiansborg-politik – eller med hendes egne ord: »Jeg har ikke engang fået et kontor endnu.« Herefter blev der imidlertid afholdt et møde mellem medlemmer af den magtfulde såkaldte »Nyrup-fløj«.

Holdningen var: »Man vil gerne opstille en kvinde«, og »pilen pegede mod enten Bundsgaard eller Thorning-Schmidt.« Det var nu idéen, at den tidligere by- og boligminister 2000/2001, Lotte Bundsgaard, og Helle Thorning-Schmidt skulle tage en samtale under fire øjne for at afklare, hvem der var det bedste kort. Mødet blev aldrig afholdt, men Thorning løb med sejren (Information, 11.02. 2012). Kunne man forestille sig, at man besluttede at ville fremme en person af hankøn til statsministerposten og derefter satte to mænd til selv at drøfte, hvem der var bedst?: »Man besluttede at opstille en mand«?

Også på en anden magtfuld fløj i Socialdemokratiet, i kredsen omkring Mogens Lykketoft, bredte der sig en forestilling om Kvinden som den store fornyer. Lykketoft selv hældte nu mod Mette Frederiksen, som han karakteriserede som »partiets urkraft« og foreslog som sin kandidat til formandsvalget. Udtrykt af specialisten i arbejderbevægelsens historie Niels Finn Christiansen var det »en utrolig satsning« at vælge »en formand uden parlamentarisk erfaring« (Noa Redington, Den første, s. 22). Thorning erkender selv, at »det er usædvanligt ud fra enhver målestok, at vælge en formand, der er nyvalgt til Folketinget«. At der var tale om en nøgtern erkendelse, ses af hovedlinjerne i Thornings karriere og erfaringer indtil formandsvalget: Kandidat i statskundskab i 1993, valgt til Europa-Parlamentet i 1999, og valgt til Folketinget i 2005.

Efter valget af Helle Thorning til formand udviklede der sig en »Helle-effekt« i befolkningen med bl.a. en 30 procent tilslutning til Socialdemokratiet, funderet i med hendes egne ord »den fantastisk spændende historie om en kvinde, der vender op og ned på et af Danmarks store partier«. Helle Thorning uddyber, at hun blev valgt, fordi »hun havde en anden baggrund, og ønskede at gøre partiet mere resultatorienteret, men også fordi hun er kvinde.« Som hun siger, »mon ikke de socialdemokratiske medlemmer efter 130 år var parate til at vælge en formand, som ikke var en mand?«.

Kønskortet gentog sig i valgkampen til folketingsvalget i 2011. Som eksempel kan nævnes lokalpolitikeren Bo Sandberg, der i sin 1. maj-tale kunne melde, at: »Også derfor skal vi fra nu af og frem til kl. 20 på valgdagen kæmpe for, at vi kan få Danmarks første kvindelige statsminister, en ny regering – og også nogle af os lokale på Frederiksberg valgt.« Dansk Kvindesamfund lancerede det klingende slogan: »Stem på en kvinde, hvis demokratiet skal vinde!«

Også mange feminister spillede på kvindekortet, f.eks. på Facebook, hvor de tilkendegav, at de ville »stemme på Helle«, fordi det kunne være sjovt, hvis en kvinde blev statsminister. Som bannerfører for den type holdninger stod bestsellerforfatteren Hanne- Vibeke Holst med sin Dronningetrilogi, hvorom hun allerede i 2005 kunne melde, at: »Ja, jeg må håbe, at Helle Thorning ikke overhaler mig indenom. Så står du der jo på ny, og så skal vi igennem hele nøgleromanlegen igen! Jeg vil da meget gerne se Charlotte Damgaard som landets første kvindelige statsminister. Selvfølgelig for at se, om kvinder har et alternativ til det maskuline magtvælde.«

Hvis man sammenligner med hele listen af Thornings forgængere som statsministre, vil man se, at Thorning skiller sig ud med den absolut mest pauvre baggrund for at nå det højeste politiske stade. Generelt kan det tjene som et første fingerpeg om, at kønskortet spiller ind, hvis man tjekker med de traditionelle kvalifikationer for at nå tinderne. Før Lars Løkke blev statsminister havde han følgende på sit generalieblad: Amtsborgmester, indenrigs- og sundhedsminister samt finansminister. Hans forgænger Anders Fogh: Politisk ordfører, formand for folketingsgruppen, skatteminister, økonomiminister. Poul Nyrup Rasmussen: Cheføkonom i LO 1980-86, direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond 1986-88, næstformand for Socialdemokratiet 1987-92 og formand 1992-2002. Fortsæt selv listen.

I portrætbiografien Den første fra 2007, erklærede Thorning, at det var ligestilling, der oprindeligt fik hende ind i politik, og hun fortalte samtidig, at »hvis vi om fem-ti år står i en situation, hvor der ikke er flere kvindelige medlemmer af de danske bestyrelser på trods af, at de er lige så kvalificerede, så skal vi da diskutere, om ikke kvoter var en model.« (Noa Redington, Den første, 2007, s. 207). På spørgsmålet, om der ville blive en kvote for antallet af ministre i Thornings nye regering, svarede hun, at: »Jeg kan ikke forestille mig en regering uden reel ligestilling. Jeg så også meget gerne vi fik flere synlige indvandrerpolitikere, også gerne som ministre« (Noa Redington, Den første, s. 209). For Thorning betød ønsket om mange kvinder, at der ved sammensætningen af den nye regering i 2011 gennemførtes en symbolpolitik med flere relativt uerfarne, unge kvindelige ministre.

Sagen er, at de seneste både blå og røde regeringer har haft som princip at sigte mod en »ligelig kønsfordeling« af ministre, og hele min bog handler om, at man skal tage udgangspunkt i individ, talent og erfaring, ikke køn, hvilket kan skade demokratiet og på sigt også kvinder, der risikerer at blive betragtet som ’det lette kavaleri’ i alle sammenhænge, der bygger på en sådan kønsrepræsentation. Der er i øjeblikket en tendens til, at magten flytter væk fra ministrene ind i ministerierne til departementscheferne eller ligefrem til tredjeparter som EU og til store internationale aftalekomplekser. Herved er der en voksende fare for, at de danske ministre bliver kransekagefigurer, der i stadigt mindre grad formår at sætte deres politik igennem via massive politiske erfaringer, et stort talent og hårdt og målrettet arbejde. Tendensen til en teknokratisering af politikken kan bestyrkes af svage ministre, der udvælges på baggrund af irrelevante kriterier, så der i sidste ende opstår en fremmedgørelse mellem partierne og dets medlemmer og vælgere, der fortsat føler sig bundet til værdipolitik.

Mit udgangspunkt er feministisk. Gavner eller skader det kvindefrigørelsen, hvis vi begynder at promovere, udvælge og udnævne kvinder overalt i samfundet fra politik, til erhvervsliv, til kultur og sport med fokus på, at de er kvinder? Det vil være så flot, hvis Hillary Clinton med hendes enorme indsats, senest som udenrigsminister, blev USAs næste præsident, ikke fordi hun er kvinde, men simpelthen fordi hun er bedre end sine modkandidater.