Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Thilo Sarrazin på krigsstien igen

Ytringsfrihed. Den tyske forfatter og provokatør Thilo Sarrazin er på banen igen med en ny bog, der vækker forargelse og protest. Han stiller de spørgsmål, som er udelukket af den politiske korrekthed.

Thilo Sarrazin. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Bert Brechts gamle teater, Berliner Ensemble, der ledes af den navnkundige teaterinstruktør Claus Peymann, måtte man 2. marts afbryde et arrangement med den omdiskuterede forfatter og tidligere finansminister i den lokale Socialdemokratiske byregering i Berlin, Thilo Sarrazin, pga. voldsomme tumulter. Sarrazin er kendt som samfundsdebattør og forfatter til de to bøger Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land aufs Spiel setzen (»Tyskland afskaffer sig selv. Hvordan vi sætter vort land på spil«) fra 2010 (anmeldt af kronikøren i Berlingske, den 31. August 2010) og Europa braucht den Euro nicht (»Europa har ikke brug for euroen«) fra 2012, der begge klatrede til tops på bestsellerlisterne i de tysksprogede lande. Her befinder sig også Sarrazins tredje bog, den netop udkomne Der neue Tugendterror: Über die Grenzen der Meinungsfreiheit in Deutschland, (»Den nye dydsterror: Om meningsfrihedens grænser i Tyskland«), der er trykt i et førsteoplag på 100.000 eks., som allerede er revet væk.

Det var denne bog, der skulle diskuteres i Berliner Ensemble, men allerede da Sarrazin trådte ind i salen blev han mødt med protestråb og skilte med påskrifter, der i oversættelse lyder »Vi er tørklædepigerne« eller »Integration – nej tak«, og det skal også være kommet til håndgribeligheder blandt tilskuerne for og imod forfatteren. Forhandlinger med de protesterende, kendt fra Berlins venstreorienterede kredse, førte ikke til noget. Sarrazin blev med råb og skrigen forhindret i blot at sige et eneste ord og salen måtte ryddes. Herefter fejrede de ca. 30 unge damer og herrer deres sejr over ytringsfriheden med øl i stride strømme foran teatret. Redaktøren for det politiske magasin Cicero, der var medarrangør af aftenen, Alexander Marguier, reagerede dybt chokeret: »Demonstranterne har gennem deres opførsel simpelthen bekræftet Thilo Sarrazins tese om dydsterror.« Efterfølgende aflyste den største tyske fjernsynskanal ARD og andre TV- og radiostationer talk-shows og interviews med Sarrazin af angst for lignende optøjer i deres studier. Marketingafdelingen på dennes forlag, Deutsche Verlagsanstalt i München, må have gnedet sig i hænderne over den gratis reklame.

Katastrofal er twitter-meldingen af lederen af Berlins socialdemokrati, Jan Stöss, der muligvis bliver hovedstadens næste borgmester: »Når vi nu ikke kan blive af med Sarrazin, så burde netop Berliner Ensemble ikke have stillet sin scene til rådighed for ham.« Derimod rammer Peymann, der ikke kan beskyldes for højreorienterede tendenser, snarere tværtimod, plet med denne reaktion: »Det var en udemokratisk, nazilignende og pøbelagtig provokation, som vi i sidste ende måtte bøje os for. Disse uforbederlige venstreorienterede opfører sig som brandstifterne i Hoyerswerda (hvor nynazister angreb et hjem for asylsøgere, red.).«

Hvorfor nu disse protester? Årsagen kan føres tilbage til Sarrazins første bog, hvis hovedtese er, at Tyskland står over for sin egen undergang pga. den ukontrollerede indvandring især fra muslimske lande, der har medført en fordummelse af den indfødte, tyske befolkning. Denne kulturelle fremmedartethed blandt de muslimske indvandrere kunne reduceres, hvis disse indvandrere ville medbringe et kvalificerende eller intellektuelt potentiale. Men dette er ikke tilfældet. Denne og andre påstande har ført til yderst ubeherskede – og ubegrundede – beskyldninger for racisme og yderliggående højreorienteret populisme fulgt af krav om eksklusion af det socialdemokratiske parti og forbud mod optræden i offentlige medier. Det er som et forsvar mod denne »meningskonformisme« og disse fordrejninger, som Sarrazin udtrykker det, at han har skrevet sin nye bog. Den »nye dydsterror« sporer Sarrazin tilbage til kristendommen, den franske revolution og sovjetkommunismen – der alle noget overfladisk skæres over én kam – og han forsøger at forklare den psykologisk. Således mener han, at meningskonformismen er et resultat af den enkeltes frygt for at blive isoleret – man følger langt hellere alment accepterede meninger end at formulere sine egne. Og noget ukritisk anfører han som sine vidner de politiske tænkere Machiavelli og Alexis de Tocqueville og citerer sidstnævnte: »Flertallet omslutter i Amerika den frie tankeproces med en afskrækkende mur.« Hvis man nu erstatter »flertal« med »et flertal af medierne«, skriver Sarrazin, får man et billede af nutidens Tyskland.

Dydsterroren tager sit udgangspunkt i et ideologisk præget påbud i medierne om lighed for alle. De spørgsmål, der stilles, og de svar, der gives, som ikke er i overensstemmelse med disse påbud, må gerne forvanskes eller fordømmes. Alt er tilladt, hvis det gælder om at stille et ikke-konformt verdensbillede i et skævt lys. Denne bestræbelse på at udjævne alle forskelle afviser f.eks. medfødt ulighed, hvad angår intelligens eller betydningen af kulturelle og religiøse forskelle i forbindelse med uddannelsesforløb og socialt avancement. Næsten intet hverken kan eller må føres tilbage til det enkelte menneskes indsats. Forskelle mellem mand og kvinde, flittige og dovne, begavede og dumme mennesker enten benægtes eller påstås ikke at have nogen betydning.

Sarrazin opstiller 14 »aksiomer«, dvs. påstande dikteret af vor tids dydsterror, der rækker fra familien over euroen til islam, og konfronterer dem med virkeligheden, som han ser den. Til disse aksiomer, der er formuleret på en bevidst provokerende måde, hører »Islam er en kultur i fredens tegn«, »ulighed svarer til uret og må derfor afvises«, »menneskets evner og dygtighed er næsten totalt afhængig af uddannelse og opdragelse«, »det traditionelle familiemønster har overlevet sig selv« eller »den, der er rig, bør føle sig skyldig.«

En væsentlig pointe hos Sarrazin er, at dydsterrorens ytringsdiktat, når det kommer til stykket, faktisk er et tankediktat, der belægger en uønsket synsvinkel med tabu. Mange emner, som f.eks. den fælles europæiske valuta eller indvandringsproblematikken, bliver herigennem diskuteret på et alt for snævert grundlag, der bekvemt lader bestemte ubekvemme synsmåder forsvinde og hermed også alternative svar på de stillede spørgsmål. Et typisk eksempel på dette er netop forholdet til euroen, et emne, Sarrazin har viet sin anden bog fra 2012, og som han også diskuterer i et interview 9. marts i den konservative østrigske avis Kurier – et interview, der således ikke falder ind under den af ham hævdede begrænsning af ytringsfriheden. Her lanceres igen påstanden om, at taleforbud er lig med tankeforbud og på spørgsmålet: »Hvilket tankeforbud ser De i forbindelse med euroen?« lyder svaret: »Euroen er et resultat af Tysklands forsøg på at afskaffe sig selv som nation og indgå i en større helhed hinsides nationalstaten. Det indrømmer både Wolfgang Schäuble (nuværende tysk finansminister)og Helmut Kohl (tidligere tysk forbundskansler). Hos os siger man: Euroen er noget vidunderligt.« Og herefter citerer Sarrazin den nuværende tyske forbundskansler: »Angela Merkel rammer i denne forbindelse plet, når hun erklærer: ’Strander euroen, så strander Europa’.« Dette udsagn betyder for Sarrazin intet andet end, at hvis man tænker Merkels tanke videre, så følger heraf, at strander Europa, så strander også freden. Så får vi igen krig. Det vil altså sige: Er man modstander af euroen, betyder det, at man ønsker sig nationalstaterne tilbage med heraf følgende våbenraslen eller man længes endda tilbage til en tid, hvor man drømte om Tysklands militære dominans. Men hermed undgår man at tage stilling til det egentlige relevante spørgsmål: »Er den fælles euro overhovedet den rette løsning?« – og Sarrazin har vel ikke helt uret i, at et sådant spørgsmål er legitimt?

Således er der masser af stof til eftertanke at finde i hans seneste bog. Ganske vist er de fremsatte påstande ikke overalt historisk og statistisk dokumenteret, og de er først og fremmest møntet på Tyskland og tyske forhold – men spørgsmålet, om de ikke også kan forsøges anvendt på andre lande, f.eks. Danmark, trænger sig alligevel på. Og ytringsfriheden må der ikke røres ved! Dette er et yderst spændende og provokerende perspektiv, der kunne skabe en interessant og væsentlig hjemlig debat. Lad os derfor snarest få Sarrazins bog oversat.