Taleban og al-Qaeda taber

Claus Gade Sørensen Tingene tager meget lang tid i Afghanistan. Og det er ikke muligt at give en tidshorisont for, hvornår Taleban og al-Qaeda vil være nedkæmpet. Men alt peger på, tidspunktet for deres nederlag i Afghanistan er rykket nærmere.

Foto: Claus Bigum

Taleban og al-Qaeda taber krigen i Afghanistan. Bevægelserne har for længe siden tabt kampen om hjerner og hjerter. De har tabt politisk, og de taber også militært. Kampen mod den udenlandske militære tilstedeværelse i Afghanistan er ikke en samlet modstand. Al-Qaeda snylter som en parasit på Taleban­bevægelsen og lokal afghansk modstand. Selve Talebanbevægelsen udgør heller ikke en samlet bevægelse, men består af flere grupper. Ingen af grupperne vil være i stand til at nå deres mål.

Al-Qaedas perspektiv er globalt, men organisationen samarbejder, bruger og misbruger lokale grupper og konflikter til egne formål. Al-Qaeda led et massivt nederlag i Irak og er i defensiven. I takt med Talebans nederlag vil al-Qaeda ikke længere kunne suge blod og næring fra krigen i Afghanistan og vil også der lide nederlag.

De afghanske hær- og politistyrker kan endnu ikke varetage sikkerheden i Afghanistan. Men drog de internationale styrker hjem i morgen, ville Taleban ikke få etableret et islamisk kalifat. En succesfuld guerillakrig kræver nemlig finansiel støtte, intern og ekstern opbakning, en fordelagtig geografi og et politisk projekt.

Taleban modtager støtte fra dele af det pakistanske samfund, herunder dele af det pakistanske sikkerheds- og efterretningsapparat. Men Taleban har ingen massiv intern national opbakning i den afghanske befolkning på tværs af etniske og religiøse skillelinjer. Afghanerne ønsker sig først og fremmest sikkerhed og støtter ikke en tilbagevenden til Talebans fundamentalistiske voldsregime.

Den korrupte men demokratisk valgte afghanske regering søger at samle befolkningen på tværs af etniske og religiøse skel. Det er ikke Taleban men dens modstander, der nyder massiv ekstern opbakning. En række af verdens stærkeste økonomier støtter den afghanske regering militært, træner dens sikkerhedsstyrker og satser på økonomisk genopbygning af landet.

Det er nødvendigt for oprørsgrupper at have adgang til områder, hvor de kan reorganisere samt planlægge og forberede nye angreb. Oprørernes succes i Algeriet i 1960erne og i Vietnam i 1960erne og 1970erne skyldtes deres geografiske fordel. I Algeriet søgte oprørerne beskyttelse i bjergene, og i Vietnam tjente junglen dette formål.

Under invasionen i 2001 blev lejrene i Tora Bora-bjergene bombet. Baserne gik tabt, og mange blev dræbt og sendt på flugt. I dag er det udenlandske styrker og deltagerne i den politiske proces, der kontrollerer størstedelen af Afghanistan. Terroristerne har ikke kontrol over landområder eller byer af betydning og jages nu i afghanske bjerge, landområder og i Pakistan tæt ved grænsen. Pakistan spiller en dobbeltrolle. Landet har tilladt Taleban at operere ind i Afghanistan. Men Pakistan bekæmper nu bevægelsen og har i krigen mod terror allieret sig med USA, der tillader sig at bombe baserne i Pakistan. Intet sted kan al-Qaeda eller Taleban vide sig sikre. De har ingen permanente skjulesteder.

Nogle tusinde afghanske og udenlandske jihadister iklædt kjortler og sandaler og bevæbnet med håndvåben og hjemmelavede bomber kæmper mod mere end hundredtusind af verdens bedste soldater. Snart ankommer yderligere 30.000 amerikanske soldater. De er toptrænede, pakket ind i skudsikre veste, bevæbnet med de nyeste våben og bakket op af artilleri, kamphelikoptere og fly, der med dødelig præcision forvandler hellige krigere til martyrer. Mere moderate talebanere vil indse omkostningerne ved modstanden. De vil vende deres tidligere forbundsfæller ryggen og måske endda bekæmpe de udenlandske krigere i en uhellig alliance med deres tidligere amerikanske fjender.

Historien har vist, at udenlandsk materiel overlegenhed, uhellige alliancer og købt loyalitet ikke er en garanti for sejr. Modstandens absolut vigtigste handicap er mangelen på et politisk projekt, der kan samle bred opbakning i den afghanske befolkning. Modstanden mod den politiske proces er fragmentarisk og splittet. Dele af Taleban hader hinanden lige så meget som tanken om et Afghanistan, hvor de ikke har indflydelse. Bevægelsens væbnede kamp for at genvinde magten har ingen opbakning hos andre betydende afghanske grupper. Drømmen om et kalifat baseret på sharialovgivning har heller ingen opbakning blandt andre end dem selv og al-Qaeda. Grupperne kan indgå midlertidige, taktiske alliancer baseret på modstanden mod den afghanske regering og den udenlandske tilstedeværelse. Men oprørerne har ingen fælles platform. De bliver hver dag præsenteret for en regning for deres modstand og manglende deltagelse i den politiske proces. En dyr regning i form af dræbte og døde samt mangel på midler og indflydelse.

Det hævdes, at nedkæmpelsen af modstanden blot hverver nye terrorister i Afghanistan og udlandet. Men ved fortsat at bekæmpe talebanerne vil vi en dag gøre regningen for dyr for de hellige afghanske krigere. Det vil gå op for dem, at kampen er håbløs og ikke kan vindes. De vil i stedet forsøge at opnå indflydelse gennem den politiske proces. Ingen aftale synes mulig med de fanatiske udenlandske al-Qaeda-jihadister, der forsøger at sprede terror og kaos. Men de fleste grupperinger i et hvilket som helst samfund er yderst pragmatiske, når det kommer til at opnå fordele. Lige så rig Afghanistan er på borgerkrig og indbyrdes konflikter, lige så rig er den afghanske historie på uhellige alliancer og kompromiser til alles bedste. Hvornår og hvordan dele af Taleban beslutter sig for at deltage i den politiske proces, er grupperingernes eget valg. Men når det sker, vil det yderligere begrænse de udenlandske al-Qaeda-terroristers muligheder for at operere i Afghanistan.

Strategien er at gøre omkostningerne ved modstand store, mens der holdes en dør åben for dem, der vil opgive kampen. Det kræver fleksibilitet og kompromiser fra begge sider. På den korte bane kræver det indrømmelser fra begge lejre, men på den lange bane taber Taleban og al-Qaeda. Det påstås, at de udenlandske soldater har armbåndsurene og deres modstandere har tiden. Men det er ikke rigtigt. Tiden arbejder også mod al-Qaeda og Taleban, der ikke har været ved magten i 8 år. Hver gang en afghansk pige afslutter sin uddannelse, hver gang en afghansk kvinde eller mand stemmer ved et valg, har de fået en erfaring, ingen kan slette fra deres hukommelse eller tage fra dem med vold.

På alle sider af de afghanske konfliktlinjer er der udvist stor langsommelighed i forhold til at indgå kompromiser, gøre op med korruption og udvise fælles vilje til at nedkæmpe de oprørske grupperinger. Selv når afghanerne dør i gaderne, tager deres ledere sig tid. Afghanerne har gennem generationer kendt til drab og vold. Utallige er døde under de seneste 30 års konflikter. Alle etniske og religiøse grupperinger har friske erindringer om store tab, der måske er værre end det, dagens Afghanistan frembryder.

I Afghanistan tager tingene meget lang tid. Det synes ikke, som om de daglige drab stresser de afghanske aktører i samme grad, som de påvirker den vestlige opinion. Så længe de udenlandske styrker påtager sig det blodige arbejde med voldeligt at bekæmpe talebanerne, læner afghanerne sig tilbage og lader dem gøre arbejdet. Skal talebanerne nedkæmpes, kræver det også, at afghanerne griber automatriflen. Det gør de i stigende omfang, men det er ikke muligt at give en tidshorisont for, hvornår Taleban og al-Qaeda vil være nedkæmpet. Det vil tage meget lang tid. Men tidspunktet for deres nederlag i Afghanistan er rykket nærmere.