Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tag nu musikken alvorligt

Musikundervisningen er udfordret af synet på den, globaliseringen og den teknologi, som børn i dag er omgivet af.

Alex Ahrendtsen og Morten Messerschmidt er positivt indstillede over for de syv anbefalinger, som Tænketanken for Musikundervisning har offentliggjort i sin rapport. Fotoet er fra Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har her i avisen udspundet sig en debat om musikundervisningen i folkeskolen, og det seneste glimrende indspark fra organist Else-Marie Kristoffersen (15.4) fortjener at få rosende ord med på vejen, fordi hun får placeret fingeren på nogle meget ømme punkter.

Else-Marie Kristoffersens kritik af tingenes tilstand tager afsæt i en tidligere artikel i Berlingske 29. marts, der omhandlede en rapport fra Tænketank for Musikundervisning, hvori det konkluderes, at »den musikalske fødekæde knækker i folkeskolen«.

Else-Marie Kristoffersen beklager, at ingen »relevante personer« har taget sagen op, men at reaktionen har været begrænset til beklagende opslag på Facebook hos musikvenner.

Det kan vi sådan set godt forstå. I Dansk Folkeparti har vi længe ærgret os over, at musikken ikke bliver taget alvorligt i folkeskolen, men i modsætning til de øvrige politiske partier har vi forsøgt at gøre noget ved det.

Under den seneste justering af læreruddannelsen blev der tilføjet et samarbejde mellem konservatorier og læreruddannelsen for at styrke musikfaget i folkeskolen. Det har dog vist sig sværere at gøre det i praksis for læreruddannelserne, og viljen har nok også manglet mange steder.

Vi har offentligt talt for, at konservatorier uddanner musikpædagoger til uddannelsesinstitutioner. I folkeskolereformen fik Dansk Folkeparti indført et gensidigt forpligtende samarbejde mellem skole og musikskole i folkeskoleloven samt en ekstra musiktime, og vi sikrede, at elever kan konvertere deres valgfag til musikskoleundervisning.

Vi foreslog under forhandlingerne musik i udskolingen fra 7.-9. klasse, men det blev desværre afvist af de øvrige forligskredspartier.

Vi sørgede endvidere for, at der kan oprettes talentmusikklasser som forsøg. Syv kommuner har foreløbigt fået lov af ministeriet til at gennemføre disse forsøg.

Sidste år afsatte vi 20 millioner kroner i vort finanslovsudspil til musikskolen, men kunne ikke skaffe flertal for det. Vi er desuden stærke tilhængere af fælles morgensang i skolerne.

Endelig har vi foreslået indkomstafhængig musikskolebetaling, så vi gør det muligt for flere elever fra lavindkomstfamilier at dyrke musikken. I Odense er der f.eks. langt færre elever fra Bolbro og Vollsmose, to socialt belastede områder i byen.

Vi er nemlig helt enige i, at musikundervisningen spiller en meget væsentlig rolle. Musik stimulerer alle sanser og burde måske i virkeligheden være et af de »hårde« fag på linje med naturvidenskab og sprogundervisning – simpelthen af den indlysende årsag, at musik – som Else-Marie Kristoffersen ganske rigtigt anfører – er »fitness« for hjernen, idet den stimulerer begge hjernehalvdele og således baner vej for den øvrige indlæring af mere intellektuelt krævende fag som matematik og sprogundervisning.

Det er der masser af dokumentation for i bl.a. Tyskland og Ungarn.

Men musikundervisningen skal naturligvis ikke udelukkende anskues som en løftestang for den øvrige undervisning. Nej, musikundervisningen skal først og fremmest finde sted af kærlighed til musik. For musikkens egen skyld. Musik er ikke bare musik. Musik er dannelse. Musik er følelser. Musik er historie. Musik er kultur. Ja, musik hører med til det at være et helt menneske – noget som folkeskoleloven netop lægger overordentlig stor vægt på.

Musikundervisningen er ikke kun udfordret, fordi synet på den halter. Nej, det handler i høj grad også om globaliseringen og den teknologi, som børn i dag er omgivet af.

Internettet byder på et hav af musiktjenester, og udbuddet er enormt. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men som med al anden viden finder der ingen »sortering« sted på internettet. Der findes kort sagt ingen rød tråd. Det er op til os at hjælpe børnene med at sortere i det væld af oplysninger og produkter, som er tilgængelige på nettet.

Det gælder også inden for musikken.

Desværre er der en tendens til, at den klassiske musik bliver valgt fra til fordel for rytmisk musik, og her bærer medierne med et ret ensidigt fokus på popmusik i diverse udsendelser som X-factor en stor del af ansvaret.

Et reelt musikvalg for eleverne i folkeskolen forudsætter, at de er orienteret om alle muligheder, og det er svært, når man samtidig i mange kommuner tilsvarende har øjnene stift rettet mod den rytmiske musik, fordi det er det mest »populære«.

Ikke et ondt ord om rytmisk musik – men musik er meget andet.

Den klassiske musik er stort set usynlig i public service-medier, selvom DR K gør et hæderligt forsøg på at udbrede kendskabet ved hjælp af Maestro-konkurrencen og genudsendelse af DR’s koncerter.

Klassisk musik er ofte i store træk henvist til DR’s DAB-kanaler, hvor i det hele taget megen dannelse og kultur er blevet gemt godt og grundigt af vejen. DR har dog i de senere år satset stort på at få børnene i tale med sit geniale musikkoncept Musikariet, der er udviklet af Dorte Bennike og støttet af DR koncerthusets direktør Leif Lønsmann.

Dansk Folkeparti var i den henseende fødselshjælper for fynske børns besøg i koncerthuset, hvor de for første gang fik lejlighed til at møde klassisk musik i børnehøjde. Herefter er det gået slag i slag med børn fra resten af Danmark.

Mon ikke vi alle har mødt mennesker, som beklager, at de ikke behersker et musikinstrument?

I langt de fleste tilfælde skyldes det, at de aldrig fik muligheden.

Det gælder med musik som alt andet, at det indlæres bedst og hurtigt af børn. Tidligere talte man om værdien af at »vokse op i et hjem med klaver«. Det er blevet udlagt som snobberi. Men der ligger en dybere sandhed gemt i udsagnet. Musikkens sprog understøtter og stimulerer nemlig den øvrige indlæring.

Else-Marie Kristoffersen dvæler i sin kronik ved den nedslående kendsgerning, at 48 procent af landets folkeskoleelever modtager musikundervisning af en lærer, der ikke har musik som linjefag, men for de linjefagsuddannedes vedkommende er niveauet i mange tilfælde heller ikke højt – de behersker ikke altid evnen til at læse noder eller spille hæderligt på et instrument.

Kunne man forstille sig en dansklærer, der ikke kan bogstaverne, spørger hun derfor retorisk.

Nej, det er ikke godt nok. Det kan vi blive enige om. Alle elever burde ideelt set fra begyndelsen have mulighed for at vælge et musikinstrument og lære brugen af det.

Dansk Folkeparti har tidligere talt varmt for musikprojekter som El Sistema og andre beslægtede projekter, og i Odense har vi støttet Odense Symfoniorkesters satsning Max Musik, der gav børn mulighed for at spille og lytte til klassisk musik.

Alle elever burde stifte grundigt bekendtskab med musikkens forunderlige muligheder. Folkeskolereformens understøttende undervisning har åbnet en række muligheder, men bliver de også udnyttet? Eller skal der mere til? Det tror vi.

Derfor er vi også meget positivt indstillet over for de syv anbefalinger, som Tænketanken for Musikundervisning har offentliggjort i sin rapport:

Musikfaget skal styrkes i folkeskolen. Vi skal have flere veluddannede musiklærere. Der skal være en systematisk indsats i vuggestuer og børnehaver. Der er brug for øget fokus på samarbejde mellem folkeskole og musikskole og et mere formaliseret samarbejde mellem konservatorier og læreruddannelser. Efter- og videreuddannelse skal øges, og så skal vi have et bedre samarbejde mellem kultur-, undervisnings- og uddannelsesministeriet.

Dansk Folkeparti er klar. Vi venter egentlig bare på et folketingsflertal.