»Tænk, hvis kvinder bestemte over deres egen krop, og den ikke var et familieklenodie«

Clark Gable og Vivien Leigh som et af filmhistoriens berømteste par, Rhett Butler og Scarlett O'Hara i "Borte med blæsten". Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kvindeidealet om den kyske jomfru, der siger pænt nej tak til førægteskabelig sex, lever desværre i bedste velgående. Også i den vestlige kultur dyrkes jomfruen stadigvæk. Ellers ville der ikke være noget, der hed slutshaming.

Vox populi – mænd og beklageligvis også kvinder – på kommentarsider og sociale medier, tyr til frasen »en billig tøs« og »en billig luder«, når en kvinde skal nedgøres. Typisk på grund af sin påklædning eller bramfrihed eller begge dele. Implicit ligger heri, at den pågældende kvinde er for udfarende seksuelt. At hun ikke er en bly jomfru.

Den madonna-luder dikotomi forsøger de unge kvinder, som kalder sig for fjerdebølge-feministerne, at gøre op med. Og nu er en gruppe feminister med muslimsk baggrund kommet på banen. De er trætte af, at den lydige, sagtmodige jomfru besynges. Det er vi givetvis mange, der er. For jomfrudyrkelse findes i både vest- og mellemøstlige kulturer.

Men hvordan gøres der op med et forskruet og forældet ideal om, hvordan kvinder skal opføre sig, når det er så indgroet?

»Jeg er bevæbnet til tænderne for at forsvare frøkenens dyd,« erklærer oberst Hachel i Matador. Han taler om frøken Elisabeth, som tydeligvis er utilpas ved det, men tier.

»Du kunne godt gøre dig som kold jomfru,« mener Kristen, da samme Elisabeth trakterer ham med smørrebrød. Inden for servicefagene er der både kolde smørrebrøds- og bagerjomfruer.

Og så er der naturligvis den ubesmittede jomfru Maria. Ubesmittet, fordi hun angiveligt fødte Jesus ved en jomfrufødsel, en partenogenese. Man kan være isjomfru, kysk jomfru, skønjomfru og halvjomfru. På fransk findes et ord for det, nemlig en demivierge. En, der stadigvæk har sin mødom i behold efter at have dyrket andre former for sex. En praksis, der er mere eller mindre acceptabel i miljøer, hvor en mistet mødom er en katastrofe.

Et synonym for jomfru er mø. Der er både den fagre og pebermøen. Ligesom gammeljomfru er det et nedladende ord. Eller jomfrunalsk. Ja, det er ikke nemt at agere i jomfru-land.

I den muslimske himmel venter hurierne på de særligt udvalgte og på dem, der har valgt martyrdøden. Det er jomfruer – hele 72 styk – der ofte beskrives som storøjede og ditto barmede, og som genvinder deres jomfruelighed igen og igen. Det gør dem ekstra attraktive.

Måske er det derfor, at det hedder defloration, når en kvinde mister sin jomfrudom. For det betyder afblomstring – og det er ikke godt. Tænk bare på »Sangen om Larsen«, hvis kone blomstrede meget hurtigt af.

Mænd kan skam også være jomfruer, men sprogligt findes ingen pendant. Jomhr er ikke et ord.

Hor var en dødssynd

I det gamle Rom holdt vestalske jomfruer gang i den hellige ild i gudinden Vestas tempel. Vestalinderne var udplukket blandt de smukkeste piger fra de mest højtstående familier. De skulle være jomfruer i de 30 år, de tjente Vesta-kulten. Ellers blev de begravet levende. For selv i døden skulle de forblive uberørte.

Ifølge overleveringen undslap en vestalinde efter et besøg hos Nero denne grumme skæbne. Dommen lød, at hun ikke kunne gøre for det. Fordi det nu engang var sådan, at kejserens var, hvad kejserens var. Og det kunne selv en nok så dydsiret vestalinde ikke ændre på.

Så tolerante var puritanerne ikke over for deflorerede jomfruer. Det at bedrive hor var en dødssynd. Helt bogstaveligt.

Men ret skal være ret. Puritanerne hyldede ægteskabelig sex. Det var en gave fra Gud. Og både mænd og kvinder var omfattet af deres »Capital Laws«. Og apropos Guds Eget Land, så lad os dvæle lidt ved den jomfrudyrkelse, der er en del af DNAen i det puritanske USA.

I Margaret Mitchells bestseller »Borte med blæsten« er romanens hovedperson Scarlet O’Hara utilfreds med, at kvinder ikke må spise, hvad de har lyst til offentligt. Det er ikke ladylike. De skal også agere dummere, end de er, og kigge beundrende på mændene, når de mansplainer af hjertens lyst. Alt dette for at indfange en ægtemand. Noget miss Scarlet er ekspert i.

Hele tre gange bliver hun gift. Hun er noget af en foregangskvinde, selv om hun lever før, under og efter den amerikanske borgerkrig. Hun skyder en Nordstats-desertør, der vil stjæle på den hjemlige plantage, hvor de er forarmet af krig og fjendens hærgen. Hun bygger en tømmerhandel op, da hendes uduelige ægtemand nummer 2 ikke forstår sig på forretning. Hun redder familiens ejendom Tara fra konkurs og magthavernes høje skatter.

Men nogen kvindesagskæmper sådan rent kønspolitisk er hun ikke. Hun er ikke sen til at fordømme i historien om, hvordan den dragende Rhett Butler inviterer en kvinde ud på en køretur og først vender hjem efter mørkets frembrud. Kvindens rygte er ødelagt. Hun var dum, er Scarlets konklusion. Og selv ude om det.

Til jomfru-bal for farmand

Journalist på New York Times Gail Collins skriver i essayet »Worst Sex« om, hvad hun lærte på St. Ursula, en katolsk pigeskole i Cincinnati i 1960erne, nemlig vigtigheden af at bevare sin dyd. Det var pigens ansvar. For drenge var små sexrobotter, der ikke kunne stilles til ansvar for noget.

Skolen var opkaldt efter en helgeninde, der tog på pilgrimsfærd med 11.000 jomfruer. De fik valget mellem at lade sig deflorere af hunnerne eller blive halshugget og valgte naturligvis det sidste.

I nutidens USA findes stadigvæk en veritabel jomfrukult. I religiøse miljøer – og dem er der mange af – og i undervisningssystemet, ja, selv på Harvard.

Feministen Jessica Valenti skriver i »The Purity Myth« (myten om seksuel renhed) om de såkaldte purity balls, for fædre og purunge døtre, der lover farmand, at de vil forblive jomfruer, til de bliver gift. Sådanne baller afholdes i 48 stater. Valenti påpeger også, hvordan der undervises i »abstinence-only sex education« (seksualundervisning med afholdenhed som prævention) med offentlig støtte i stedet for i sikker sex. Ikke overraskende er det et program, som Bush-administrationen var varm tilhænger af. Nævnes skal i den forbindelse, at Texas er en af de stater i USA med størst antal teenagegraviditeter.

I romantrilogien og filmene om »Fifty Shades«, der går for fulde huse i biografen for tiden, er en ung studine forelsket i sin prins, Christian Grey, som udover at være smuk og styrtende rig er sadomasochist. Anastasia selv er naturligvis jomfru inden mødet med Grey, selv om hun vel er oppe i 20erne.

I Gabriel Garcia Marquez’ mesterværk »Historien om et bebudet mord« finder den smukke Angelas ægtemand på bryllupsnatten ud af, at hans nye hustru ikke er virgo intacta. Og så er fanden ellers løs i Laksegade, eller nærmere bestemt i en landsby i Colombia. Han leverer naturligvis bruden tilbage. Hun er jo det, amerikanerne kalder »damaged goods«. For at genoprette familiens ære slår pigens brødre Santiago, manden, der angiveligt har forført deres søster, ihjel. Med til historien hører, at den ene bror, Pedro, gennem hele miseren døjer med en urinvejsinfektion efter at have reddet sig en gang gonorré. Dobbeltmoralens vogter, kunne man vel kalde ham. De findes også i virkeligheden.

Tænk, hvis kvinder bestemte over deres egen krop, og den ikke var et familieklenodie. Så ville livet være så meget lettere. Især for kvinder. Men jo også for mændene, der ikke behøvede bekymre sig om absolut at skulle giftes med en jomfru.

Men jomfrudyrkelse er del af en kultur. Og selv om der er gjort forsøg på at afskaffe eller bløde kulturen op, er det grænsende til umuligt. Der er både økonomiske og værdimæssige interesser i spil, og modstanden er stor. Lidt ligesom modstanden mod afskaffelsen af New public management.